Hvem vi er

Studenterrådet er dig. Ja, du vidste måske slet ikke, at du var med i gruppen, men da du blev optaget som studerende ved Københavns Universitet, blev du automatisk også en del af Studenterrådet. Studenterrådet er nemlig dig og mig og alle andre studerende ved Københavns Universitet. 

Studenterrådet ved Københavns Universitet er en interesseorganisation, der i over 100 år har kæmpet for bedre studier og højere kvalitet i uddannelserne. 

Vi er en samling af frivillige studerende, der kæmper for at skabe et bedre universitet, både når det gælder det faglige indhold og når det er det sociale miljø, der skal have en hjælpende hånd. 

Det er os der kæmper for feedback, fagcaféer og flere undervisningstimer. Det er os der tramper i gulvet og går til kamp når politikerne prøver at gennemføre reformer der forringer vores uddannelse. Og det var også os du mødte til RUSarrangementet; det var os der stod i de gule veste og bød dig velkommen til KU. 

Vi tror på at vi kan lave verden om. Vi tror på at vi sammen skal tage ansvar for vores uddannelse, så når politikere eller rektoratet truer kvaliteten, siger vi stop. Vi studerende er Danmarks fremtid, og det er en fremtid der er værd at investere i.

Vil du læse mere om organisationen, kan du læse Studenterrådets vedtægter her.