MERE KVALITET, MINDRE HUMANIST-BASHING

Af Laura Bech Hansen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af Laura Bech Hansen,
medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Studenterklumme — Politikerne kritiserer kvaliteten af de humanistiske uddannelser, samtidig med at de sparer på dem. Men kvalitetsuddannelser kræver investeringer, skriver debattøren.

Hvor tit skal du forsvare din faglighed? Hvor tit læser du i avisen, at din uddannelse er ubrugelig?

Hvor ofte har du hørt politikere, meningsdannere og julefrokost-onkler forklare, at samfundet altså har brug for, at du dropper dine naive drømme og i stedet vælger en ”fornuftig” uddannelse?

Hvis du ligesom jeg er humanist, så har du nok prøvet det en del gange. Senest i fredags, hvor Politiken brugte en hel side på at problematisere humanisters relevans på arbejdsmarkedet.

BLIVER BITTER OG OPGIVENDE

Efter et par år på KUA har jeg lært, at kunsten at kritisere min uddannelse på mere eller mindre oplyst grundlag hedder humanist-bashing.

Jeg har efterhånden også udviklet et fast reaktionsmønster, når jeg møder det: Først bliver jeg træt af at tage den samme diskussion igen og igen. Dernæst bliver jeg oprigtig forvirret over, at folk ikke kan se, at vi jo ikke får bedre kandidater af at få færre penge. Så træder min faglige stolthed igennem, jeg bliver vred og beslutter at svare igen.

Men til sidst står jeg tit tilbage en smule bitter eller opgivende. Hvornår mon vi begynder at respektere hinandens faglighed?

TVIVLER SELV PÅ KVALITET

Desværre må jeg nok erkende, at det ikke er så mærkeligt, at folk tvivler på kvaliteten af min uddannelse. Det gør jeg faktisk til tider også selv.

Da jeg startede på universitetet, var det helt nyt, at man kunne stille krav om et minimum antal undervisningstimer. Siden da har diverse ministre fremdriftet, dimensioneret og sparet ambitionerne ud af mit fakultet.

Nu bliver studerende mødt med rynkede pander, hvis vi vover at kræve feedback på opgaver eller holdstørrelser på under 50 studerende. Det er der jo ikke penge til.

KVALITET KRÆVER INVESTERINGER

Vi vil allesammen gerne have de bedst uddannede kandidater, der flyver direkte ind på arbejdsmarkedet og gør en masse gode ting.

Det får vi bare ikke ved at skære på antallet af studiepladser. Vi får det heller ikke ved at spare underviserne ud af undervisningslokalet. Det får vi ved at investere i kvalitetsuddannelser.

Egentlig er det derfor, jeg har brugt tid på mit fagråd, fakultetsråd og studenterråd. For når bitterheden har lagt sig, må jeg erkende, at der er brug for handling. Der er brug for, at vi sammen sætter barren lidt højere for, hvad vi kan forvente af vores tid på universitetet. Og lige nu er der akut behov for, at vi sammen råber de spareglade politikere op og fortæller dem, at kvalitetskandidater koster penge.

SAMMENHOLD SKABER BEDRE STUDIEMILJØ

Af: Cielia Eckardt Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af: Cielia Eckardt
Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Den 6. marts startede Det Juridiske Fakultets Indflytningsfestival; en uge lang ‘campusdag’. Her kan studerende og ansatte deltage i faglige debatarrangementer, tage til housewarming i den nye café eller drikke en øl med vores nye naboer fra IVA og TEO til fælles fredagsbar.

For første gang i fakultetets historie er de faglige og sociale foreninger nemlig gået sammen om at organisere en uge fyldt med arrangementer, der har til formål at styrke fællesskabet på tværs af et meget stort og diverst studie.

Det gik i efteråret op for foreningerne, at flytningen til Søndre Campus i februar ville skabe en unik mulighed – et momentum, hvor de jurastuderende kunne være med til at skabe et helt nyt og mere sammenhængende studiemiljø.

MULIGHED FOR AT MØDE FORSKERE

På et studie, der hurtigt kan synes at være domineret af rundsave på albuerne og karakterræs, har vi i den kommende uge mulighed for at opleve noget helt andet: At få kickstartet et engagement i en studenterforening, at møde vores undervisere i øjenhøjde eller at få inspiration til vores akademiske profil udenfor undervisningslokalet.

Det er netop det uformelle møde med forskere, og mødet med interessefællesskaber, der er med til at skabe et sammenhængende og trygt studiemiljø, studerende har brug for i en hverdag, der generelt er hård og stressende.

Det vrimler med frivillige foreninger rundt på hele universitetet, og det kan vi godt være stolte af! For frivillighed på studiet kan noget helt særligt: Det fordrer et fællesskab baseret på interesser og lysten til at skabe noget meningsfuldt for sig selv og andre.

SAMMENHOLD SKABER RESULTATER

Men det kan også være hårdt at være frivillig på Københavns Universitet. Som studerende er vores arbejdsuge i forvejen hårdt presset. Når vi alligevel vælger at blive to timer ekstra for at holde caféen åben, så vores medstuderende kan få en kop kaffe til den sene eftermiddagsforelæsning, har vi også brug for, at universitetet lægger en ekstra indsats for os. Ellers ender det med at vi studerende bliver mere stressede, og at de frivillige foreninger lige så stille forsvinder.

Indflytningsfestivalen viser, at når studerende og fakultetsledelsen står sammen om at prioritere frivillighed og studiemiljø, opnår vi resultater, vi før ikke kunne drømme om. Lad os stå skulder ved skulder og forsætte det gode arbejde!

Indflytningsfestivalen er åben for alle og varer hele hele ugen.

Læs mere om indflytningsfestivalen og se hele progammet her.

HAR REGERINGEN OVERHOVEDET LÆST HARRY POTTER?

Af: Marie Thomsen. Næstformand for Studenterrådet.

Af: Marie Thomsen.
Næstformand for Studenterrådet.

I fredags var jeg til Ralf Hemmingsens afskedsreception. Der var mange forskellige talere på programmet, inklusiv mig selv. Der var dog særligt én tale, som løb med opmærksomheden.

Agnete Gersing, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, skulle give Ralf en afskedssalut på ministeriets vegne. Hun brugte sin tale på at snakke om, hvorfor det er vigtigt, at man arbejder sammen og finder løsninger i fællesskab. Alt dette kan jeg som repræsentant for de studerende kun nikke til. Vi mener også, at vi finder gode løsninger i fællesskab, hvor alle tager ansvar for universitetets udvikling.

I løbet af sin tale hev Agnete Gersing fat i litteraturen for at eksemplificere et godt samarbejde mellem ministerium og uddannelse. Agnete Gersing mente, at Harry Potter var et godt eksempel på, hvordan ministerium og uddannelse kan rykke sammen, når mørket rykker tættere på.

Burde læse Harry Potter-bog

Jeg kan ikke lade værd med at tænke, at Agnete Gersing burde have læst den syvende Harry Potter bog færdig, før hun kom med denne sammenligning.

I den sidste Harry Potter-bog kan man læse, hvordan ministeriet, som er blevet løbet over ende af den onde Lord Voldemort, overtager styringen med Hogwarts og indsætter to dødsgardister, der både underviser og straffer de studerende, når de ikke makker ret.

Med denne fortælling kan man sige, at Agnete fungerer som vores pendant til J.K. Rowling-figuren Dolores Umbridge, der forsøger at kontrollere, hvordan Københavns Universitet skal fungere og uddanne sine studerende.

Pind blander sig

Tilstandene på Københavns universitet er heldigvis ikke på niveau med dem, der bliver beskrevet i Harry Potter. Vi styrer stadigvæk meget selv, men mørket spreder sig.

Uddannelsesminister Søren Pind har foreslået nyt system til udpegelse af eksterne bestyrelsesmedlemmer, som både gør processen mere snørklet og indebærer en ministergodkendelse.

Vigtigst af alt er dog, at den helt fjerner de studerende og de ansatte fra processen. En sølle plads kan vi få lov til at deles om i et indstillingsudvalg, mens ministeriet får endnu mere indflydelse på både indstilling og udpegning af universitetets ledere.

Uddannelse skubbes i baggrunden

Min frygt er, at hvis der ikke sidder studerende med til at finde medlemmer til vores bestyrelse, så kan uddannelse blive skubbet i baggrunden til fordel for et fokus på elitære forskerpriser eller antallet af artikler i prestigefyldte tidsskrifter.

De studerende former og skaber universitetet hver eneste dag, og derfor skal de naturligvis være med til også at vælge medlemmer til vores bestyrelse.

Indtil videre må vi krydse fingre for, at de andre partier i Folketinget vil være med til at slå mørket tilbage, så vi ikke når til tilstande som i den sidste Harry Potter-bog.

VI SKAL TURDE DRØMME OM ET BEDRE UNIVERSITET

Af: A. K. Winding. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Af: A. K. Winding.
Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Som mange andre studerende var mit første møde med rektor Ralf Hemmingsen, da han holdt tale til Studenterrådets rusarrangement i 2012. Ærligt talt kan jeg ikke huske, hvad han talte om, for jeg var langt mere optaget af, at jeg for første gang skulle møde mine medstuderende.

Siden har jeg dog som frivillig fået lov til at opleve Ralfs taler til rusarrangementet gentagne gange, og det er altid en god oplevelse, når han indfanger universitetet og livet som ny studerende i en ny metafor.

Gennem årene har Ralf både talt om twerking, kædebreve, Roskilde Festival, Apollon og Dionysos. I 2016 refererede han til Game of Thrones med det ikoniske ‘Winter is coming’. Selv om jeg stod i solen på en varm augusteftermiddag blandt de mange nye nervøse og forventningsfulde studerende, kom jeg til at overveje, hvorvidt vinteren ikke blot var på vej, men allerede var kommet.

Men som Ralf insisterede sagde: I er havnet i et plussumsspil, hvor alle bliver rigere på viden, og netop det er vigtigt både at huske Ralf for og holde fast i. Kernen i universitetet er netop både udvikling og videreformidling af viden. Jeg har oplevet Ralfs tid som rektor som en tid, hvor det har krævet standhaftighed at kæmpe imod reformer fra skiftende ministre og mod til at drømme på universitetets vegne.

Siden jeg startede på universitetet har livet som studerende ændret sig drastisk. Mit fakultet fik i 2012 indfusioneret flere uddannelser. SUND fik således over 2.000 nye studerende og spredte sig nu over endnu flere adresser. I 2013 foreslog regeringen forringelser af SU’en som blev taget af bordet efter hårdt pres fra studerende, men efterlod fremdriftsreformen med tvangstilmelding og kraftig indskrænkning af fleksibiliteten på studierne. Og sådan har både fremdriftsreformen og mange andre politiske tiltag fyldt de sidste år sideløbende med milliardnedskæringer på uddannelse.

Selv om Studenterrådet ikke altid har været enige med Ralf, har det været en inspiration sammen at forsøge at holde fast i de høje ambitioner for universitetet. Gennem studiemiljøindsatser, en kamp for feedback og forskerkontakt og et arbejde for i det hele taget at skabe et bedre læringsmiljø på KU, har jeg set, at vi kan og skal blive ved med at drømme om et endnu bedre universitet, selv om det af og til kan føles, som om vinteren er kommet og ikke slutter foreløbig.

FILOSOFIKUM ER ET DÅRLIGT QUICK-FIX

Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Syv  dage inde i denne årets korteste måned havde jeg en af de der ”første gang”-oplevelser. Vinden var iskold, da jeg skråede hen over Slotspladsen for at komme ind i gården til indgangen til magtens centrum, Christiansborg. Her skal man ikke lade sig narre; hoveddøren og den store trappe er kun for erfarne Christiansborggængere – vi andre bliver lukket ind gennem den mindre prangende kælderdør ved siden af, hvor et navneskilt venter for enden af security-tjekket.

Det var ikke mit første besøg på Christiansborg, men det var første gang, jeg skulle overvære et samråd. D. 7. februar var Søren Pind nemlig blevet kaldt i samråd om uddannelsesloftet, og sammen med 70-100 andre studerende var jeg troppet op i en spritny #DROPLOFTET t-shirt for at markere min modstand.

Da jeg gik hjem, følte jeg mig lidt mere dannet. Jeg følte mig lidt mere dannet som menneske og medborger, fordi jeg havde deltaget i demokratiet på en ny måde, og jeg følte mig lidt mere dannet som akademiker, fordi jeg havde kæmpet for retten til at blive klogere. For det er det, uddannelsesloftet handler om: At man pludselig bliver straffet, for at have uddannet sig.

Derfor klinger det også meget hult, når man læser Søren Pinds visioner om, at vi skal have dannelsen tilbage i uddannelsessystemet ved at genindføre en form for filosofikum. Idéen om at give mere plads til fordybelse, tror jeg ikke, der er ret mange i universitetsverdenen, der er uenige i, men det skriger til himlen, at et uddannelsesloft, en fremdriftsreform og milliardbesparelser ikke ligefrem er fremmende for studerendes dannelse. Hvorfor ikke starte dér?

For vi vil jo gerne blive klogere. Vi vil gerne tage faglige chancer. Vi vil gerne læse bøger, der ikke nødvendigvis er pensum. Men de rammer, der dikterer vores studieliv, modarbejder læringslysten og nysgerrigheden. Det er dælme svært at have overskud til fritidslæsning af Heidegger, når man arbejder 15 timer ved siden af studiet, for at få råd til huslejen og når man ved, at man risikerer at blive smidt ud af universitetet, hvis man dumper for mange fag.

Kære Søren Pind: Der er ikke noget quick-fix, når det handler om dannelse, og et ekstra fag kan ikke gøre op for flere års systematisk underfinansiering.

VEJEN TIL ET UNIVERSITET I VERDENSKLASSE

Af: Malou Astrup Clemmensen og Marie Thomsen.
- Formand og næstformand for Studenterrådet

OM GANSKE FÅ UGER sker der ændringer i rektoratet, når Ralf Hemmingsen takker af efter mere end 11 år på posten som rektor. Ind kommer en ny, Henrik Wegener, som nu skal fylde rektorkåben ud. På vegne af de studerende vil vi gerne byde velkommen på et universitet med stolte traditioner, et universitet i konstant bevægelse.

Københavns Universitet er proppet til randen med studerende og undervisere, som alle brænder for deres fag. Overalt bliver der hver dag i fagmiljøerne arbejdet for at vi kan nærme os et universitet i verdensklasse. Det kan lyde højtflyvende, så hvad betyder det? Her er en kort rundtur i det universitet i verdensklasse, Studenterrådet drømmer om.

VI DRØMMER OM ET UNIVERSITET, som vi former og forandrer sammen, og hvor den enkelte studerende føler sig hørt og inddraget. Der er en bred vifte af kurser, så vi har de bedste rammer for at finde ud af, hvor vores interesser ligger og kan blive eksperter i lige præcis dét område. Grundlaget for det er hyppige møder med undervisere, vejledning og løbende feedback.

På et universitet i verdensklasse er de studerende ikke stressede, de tør tage chancer og tage deres læring rundt om et ukendt hjørne og se, hvad de kan finde. De studerende behøver ikke købe sig til eksamenshjælp, fordi de gennem deres fag føler sig klædt på til at omsætte deres viden i praksis. Eksamen handler ikke blot om at lære pensum udenad og få et 12-tal; den understøtter læringen og giver de studerende rum til at forholde sig kritisk til, hvad de har lært.

PÅ DETTE UNIVERSITET føler de studerende sig ikke ensomme, for de er omgivet af et levende og stærkt fagmiljø, som suger dem ind og hjælper dem afsted på den dannelsesrejse, det er at være studerende. De studerende møder undervisere, som elsker deres fag og at undervise, og som lader de studerende være med til at udvikle og skabe ny viden. Når viden bliver skabt i samspil mellem undervisere og studerende, lærer vi at være kritiske over for vores faglighed, vi tør stille spørgsmål og være nysgerrige på, hvordan det hele hænger sammen.

PÅ ET UNIVERSITET I VERDENSKLASSE er der mentorordninger, hvor studerende og undervisere i tæt dialog dykker ned i uudforskede nicher af deres faglighed. Sådan får de studerende endnu bedre tillid til egen faglighed, og underviserne får en samtalepartner, som brænder lige så meget for faget som de selv.

På et universitet i verdensklasse er der råd til forskning, som tør gå nye veje. Både hvis det kan ske i samarbejde med interessante partnere udefra, og når det kan skabe ny og vigtig viden for vores samfund. Uddannelse handler ikke kun om afkast og viden som penge, det handler også om at stille spørgsmålstegn til vores samfund og hele verden omkring os.

MEDBESTEMMELSE GÅR hele vejen gennem universitetet. Forandringer kommer fra hverdagens eksperter – studerende og undervisere i samspil. På et universitet i verdensklasse er der kort fra tanke til handling, og når der kommer gode ideer, der kan gøre os alle sammen bedre, så bliver de implementeret med hjælp fra en administration med overskud.

Alt dette og meget mere drømmer vi om. Vi ikke bare drømmer om det, vi arbejder for det.

Kære Henrik, vi er studerende, indvalgte, fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd, som alle sammen byder dig velkommen på holdet. Vi glæder os til at vise dig, hvad vi kan, og hvor meget vi kan rykke. Vi glæder os til, at du kan arbejde med os, så vi sammen kan få vores universitet i verdensklasse.

GØR UNIVERSITETET MÆGTIGT IGEN

Af: Malou Astrup Clemmensen, formand for Studenterrådet

Af: Malou Astrup Clemmensen, formand for Studenterrådet

KÆRE HENRIK WEGENER. Inden længe overtager du posten med guldkæden og ansvaret: rektor på Københavns Universitet. Først og fremmest vil vi studerende gerne have lov til at byde dig velkommen i hulen – som vi også gør det med alle vores nye medstuderende hver eneste sommer. Derudover vil vi gerne, i bedste julestemning, sende dig en lille ønskeseddel. Så her er fem ting vi ser frem til at samarbejde om, når du overtager posten til marts.

HVORDAN SKAL VORES kommende læger overskue komplekse hjerneoperationer, hvis de mest af alt har fået stress med fra studiet? På Københavns Universitet har vi en sørgelig rekord i studerende, der oplever stress og ensomhed i deres dagligdag. Hvis vi vil have dygtige kandidater – og det vil vi – så er vi nødt til at forbedre studiemiljøet. Det er ikke godt nok, når hver 5. kommende jurist føler sig ensom, og det er ikke godt nok, når 40% af alle studerende oplever fysiske symptomer på stress i hverdagen – over 70% i eksamensperioderne. Vi vil gerne byde ind med de gode idéer til forbedring af studiemiljøet, men hvis vi skal knække kurven, kræver det, at universitetet tager ansvar og hjælper med at få idéerne ført ud i livet.

I DET FORGANGNE ÅR har vi vinket farvel til flere hundrede forskere, undervisere og ansatte. Det kan mærkes – uden tvivl hos kollegerne, men også hos os på auditoriepladserne. I krisetider skal vi stå sammen – mod nedskæringer, men også i det daglige: alt for mange steder har studerende ikke adgang til de steder, hvor forskere og undervisere færdes. Vi har brug for at møde vores undervisere – også når vi bliver i tvivl om pensum og faglighed uden for undervisningen.

VI HAR BRUG FOR en ledelse der bakker vores kamp for feedback op. Vi er nået et langt stykke ad vejen, efter mange år med både studenterprotester og frugtbare samarbejder på tværs af studerende, undervisere og ledelse. Men efter et år i nedskæringernes tegn, er der behov for, at vi endnu engang sætter skub i arbejdet for mere feedback på vores uddannelser. Vi lover at sætte det øverst på vores dagsorden – vil du så ikke også sætte det øverst på din?

VI LÆRER BEDST i fællesskab, når vi kan spørge holdkammerater eller ældre årgange til råds. Vi skal være sammen om at studere. Vi er ansvarlige for egen læring, men vi skal også være ansvarlige for hinandens. Det kræver fagmiljøer, hvor vi møder hinanden. Det kræver mere struktureret brug af læsegrupper, flere muligheder for faglig udveksling – både studerende imellem og på tværs af undervisere og forskere.

I ØJEBLIKKET ER VORES timetalskrav det tætteste vi kommer på at sætte kvalitetskrav til undervisningen, og flere steder er det kun med nød og næppe – eller slet ikke – at det bliver overholdt. Vi vil gerne være de bedst mulige studerende, men det kan være svært hvis der ikke er nok undervisning. Vi tror på, at der kan sættes mere ambitiøse mål for undervisningen på KU end blot kvantiteten. For det er svært at stille spørgsmål, hvis du sidder til forelæsning med flere hundrede andre, hvor der er ikke tid og plads til den enkelte, eller når alle de andre også synes Hegel er svær at forstå. Du bliver ikke dygtig til stemmebrug, hvis alle snakker i munden på hinanden. Og du bliver ikke en god kirurg af at kigge på andre, der fører kniven.

KU ER et stort sted. Det breder sig fra humanisterne på Amager til farmaceuterne på Pharma School og favner 40.000 studerende, 10.000 ansatte og måske 50.000 forskellige idéer om, hvad Københavns Universitet er, hvad det skal blive til, og hvordan vi kommer derhen.

VORES BEDSTE RÅD til dig er: snak med folk! Besøg campusområderne, drik kaffe med de indvalgte og få en fornemmelse af, hvad der rører sig rundt omkring. Selv om det nok er forskellige steder, skoen trykker, så har vi én ting til fælles: Vi drømmer alle sammen om et universitet i verdensklasse, hvor vi kan få tid og plads til at udfolde vores faglighed. Vi glæder os til samarbejdet!

Uddannelsesloftet: Jeg har dummet mig

KLUMME - Frederik Løgstrup Magnusson mener, at det er uhørt, at et folketingsflertal haster lovgivning igennem uden hensyn til de mennesker, der kommer i klemme.

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, NÆSTFORMAND FOR STUDENTERRÅDET VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, NÆSTFORMAND FOR STUDENTERRÅDET VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

Jeg har engang gjort noget dumt. Da jeg gjorde det, syntes jeg det var vildt klogt gjort. Det kunne det også sagtens have været – men det viste sig altså at være en fejl.

Jeg startede på medicin på Københavns Universitet. Det var i sommeren 2011, og det virkede som et sikkert, men også ambitiøst valg. Vigtigst af alt, det virkede simpelthen rigtigt. Det er da en god ting, at bruge sit liv på at prøve at hjælpe andre, som bliver ramt af sygdom, tænkte jeg.

Det er det også. Jeg har stadig enormt stor respekt for mine gamle studiekammerater fra medicinstudiet. De kommer til at gøre en forskel. De gør sig umage for at være dygtige og sikre i deres sag, når de giver råd og behandling til patienterne, og de er empatiske og har hjertet på rette sted, når de møder mennesker, som er afhængige af deres næstekærlighed.

Men det var ikke det rigtige for mig.

Jeg fik ret tidligt et studiejob, som jeg var rigtigt glad for. Her fik jeg lov til at snakke med rigtigt mange patienter. Spændende og stimulerende, og en mulighed for at gøre en forskel allerede som studerende. Men der var noget galt. Den ene patient kom ind ad døren og den anden kom ind. Jeg holdt op med at være til stede med den enkelte patient. Patienten blev et nummer i rækken.

Jeg var simpelthen blev tømt for den empati og medmenneskelighed, som ellers havde drevet mig til at begynde på studiet. Allerede som studerende. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg kunne bide tænderne sammen og håbe, at det gik over. Med risikoen for, at det var en blivende tilstand, og at jeg skulle henslæbe et arbejdsliv med permanent dårlig samvittighed over, at jeg ikke rigtigt kunne være der for patienterne. Eller jeg kunne skifte studie.

Jeg valgte den sidste mulighed. Det er jeg glad for, at jeg har gjort. Jeg vil stadig gerne gøre en forskel og hjælpe til med, at mennesker kan få det bedre, leve længere og være mindre syge. Bare fra en anden stol end lægens.

Jeg fandt tilfældigvis en kandidatuddannelse, som det gav mening at bygge ovenpå min bacheloruddannelse, som ellers i sig selv ville have været ret ubrugelig, i hvert fald på arbejdsmarkedet. Men hvis ikke det lykkedes med det, så skulle jeg have fundet en anden bachelor.

Så jeg er glad for at det nu er et års tid siden. For hvis jeg havde været i den situation nu, så havde Folketinget låst mig fast på medicin med det nye ”uddannelsesloft”, som efter alt at dømme indføres fra 1. januar.

Lige præcis den situation står hundredvis af studerende nu i. De har i god tro taget en bachelor eller kandidat, men ønsker egentligt at læse noget andet. Nogen har måske ligefrem fået den vejledning, at det var en god idé at tage en anden bachelor, hvis de gerne ville kvalificere sig gennem kvote 2 til deres drømmestudie. Hvis bare de havde vist, hvad politikerne barslede med dengang. Men nu er de fanget.

Det er helt uhørt, at et folketingsflertal, uden hensyn til de mennesker der kommer klemme, så hurtigt haster lovgivning igennem. Der er ikke nogen overgangsperiode. Der er ingen nåde for alle de studerende, der har handlet i god tro.

19. december 3. behandles lovforslaget i Folketinget. Uret tikker, hvis vi skal nå at forhindre, hvad der bliver en katastrofe for hundredvis af vores medstuderende.

Vi er ved at uddanne en generation med stress

STRESS - Anne Vraa Jensen fortæller om et år, hvor hun gik ned med stress - og hun argumenterer for, at problemet med stress ikke bare kan reduceres til den enkeltes personlige ansvar.

AF ANNE VRAA JENSEN, STUDENTERRÅDET VED KU

AF ANNE VRAA JENSEN, STUDENTERRÅDET VED KU

I dag har jeg ryddet op på mit skrivebord. I morgen starter december. Det betyder, at året er ved at være gået, og jeg derfor snart er færdig med at sidde i Studenterrådets forretningsudvalg.

2016 er gået hurtigt. I 2016 er der sket meget. 2016 har også været et langt år – på nogle punkter. Og i 2016 gik jeg ned med stress.

Jeg var ikke stresset på den måde, hvor man tænker »hold nu op, nu er jeg 500 siders læsning bagud, forhåbentlig når jeg at læse op på det til eksamen.« Jeg var heller ikke stresset på den måde, hvor man melder fra til en enkelt aftale eller to for lige at have en aften på sofaen med sig selv. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg begyndte at græde til møder – flere gange. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle blive glad igen.

Og jeg var stresset på den måde, at jeg fik læst absolut ingenting og havde nul overskud til andet end at stirre lidt forbi underviserens hoved, når vedkommende snakkede.

I 2016 fik vi på uddannelses- og forskningsområdet ny minister. To gange! Søren Pind satte sig i sin nye stol i mandags og blev dermed den tredje person i dette år, der står i spidsen for at uddanne og forme Danmarks fremtid. Og hvad har det så med min stress at gøre? Jo, nu skal du høre:

Lige meget hvor meget vi i vores samfund gerne vil gøre alting til et personligt ansvar, et individuelt problem og noget selvforskyldt, så er det bare sjældent sådan, det hænger sammen. Og sådan er det heller ikke med stress. De færreste kan køre sig selv så langt ned, som jeg var. Nej du, det er rammerne, den er gal med.

Det bliver også understreget af, at jeg langt fra er den eneste, der har været stresset i 2016. Faktisk viser KU’s studiemiljøundersøgelse, at 41,2 procent af de studerende er stressede i deres hverdag, mens tallet stiger til svimlende 70 procent i eksamensperioder. Vi er ved at uddanne og forme en generation med stress.

Stress er altså et kæmpe problem på vores studier, og et problem, som jeg håber, den nyeste minister på vores område vil tage alvorligt. Jeg har for eksempel på fornemmelsen, at der sidder en holdkammerat eller to, der bliver stresset over ikke at have tag over hovedet, eller ikke at have råd til det tag, de har.

Så måske Søren Pind vil sørge for, at studerende ikke skal være nervøse for, at deres levegrundlag bliver fjernet i morgen, på mandag eller i næste måned?

Jeg tror også, at en del af mine medstuderende bliver stresset over det enorme pres, der er for at blive så hurtigt færdige med studierne som muligt. Så måske Søren Pind vil sørge for, at fjerne fremdriftreformen helt? Jeg ved, at mange studerende stresser over, hvad de skal være, når de bliver store, og hvordan de bedst bidrager til samfundet og bliver så dygtige som muligt.

Så måske vi bare alle sammen skal give hinanden et break, huske at tage den forkerte vej en gang imellem, og nyde julemåneden med dens æbleskiver og pebernødder i fulde drag. Tak for i år!

Univalg16: Jeg glæder mig i denne tid

KLUMME: Brug din stemme. Boost demokratiet. Sæt kryds ved en kandidat til univalget inden 25. november, skriver Laura Bech Hansen.

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

Kan du mærke stemningen brede sig? Har du set den fine pynt i kantiner og på gangene? Har du fået et smil og en gratis kop kaffe her til morgen? Har din forelæsning fået besøg af en rar, skægget fyr, der taler om håb og gaver, vi kan give hinanden?

Så er det ikke bare fordi julen nærmer sig, men fordi der i denne uge er univalg på Københavns Universitet.

På alle campusområder summer universitetet lige nu af aktive og engagerede studerende fra fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd, der bruger deres pauser på at forkynde for deres medstuderende, hvorfor det er så utrolig vigtigt at få brugt de to minutter på at stemme til univalget.

Og budskabet er vigtigt.

For ligesom julen kommer som et lyspunkt i en mørk tid, så er der virkelig også brug for at give universitetsdemokratiet et boost i en tid hvor besparelser, det såkaldte styringseftersyn og fremdriftsreform er blevet lige lovlig dominerende.

Vi har set, hvor galt det kan gå, hvis studerende bliver holdt uden for beslutningsprocesserne, og derfor ved vi også, at det er vigtigt, at få givet vores repræsentanter et stærkt mandat med i rygsækken, når vi sender dem ind i ledelseslokalerne.

»Når man kan se, at der er mange, der har stemt på Studenterrådet, så får jeg lidt samme rare følelse, som når jeg får den julegave, jeg har ønsket mig i flere måneder.«

De sidste to år har jeg selv været opstillet til univalget til både studienævn og akademisk råd. Sammen med et par seje venner har jeg kæmpet mig igennem lange bilag, tunge diskussioner og komplicerede budgetter i håbet om at forbedre studielivet for mig selv og mine medstuderende.

Så for mig – og for alle de andre opstillede – føles univalget også lidt som juleaften. For når man kan se, at der er mange, der har stemt på Studenterrådet, så får jeg lidt samme rare følelse, som når jeg får den julegave, jeg har ønsket mig i flere måneder.

Jeg håber, du vil bruge to minutter på at logge ind på KUnet og stemme til univalget, og at du vil få din læsegruppe til at gøre det samme. Ikke bare fordi du giver en gratis julegave til alle dem, der hver dag bruger tid på at kæmpe for forbedringer på dit studie.

Ikke bare fordi det er den nemmeste måde nogensinde at gøre din indflydelse gældende. Men også fordi der er brug for, at vi viser, at vi står sammen. At vi ikke bare er brugere af universitetet, men medskabere. At vi har holdninger, og at vi kræver, at blive hørt.

Hvad laver en ambassadefest på semesterplanen?

KLUMME - De bachelorstuderendes 12-timerskrav bliver udhulet, når ting som en ambassadefest får lov at tælle som undervisning. Det mener Studenterrådets klummeskribent.

AF MAYA ELISE FILSKOV, STUDENTERRÅDET

AF MAYA ELISE FILSKOV, STUDENTERRÅDET

I disse krisetider priser jeg mig lykkelig over, at vi på dette universitet har et 12-timerskrav på vores bacheloruddannelser. Årene før dets implementering var der på mit hjemstavnsfakultet – Det Humanistiske Fakultet – en ærgerlig tendens til, at timetallene langsomt, men sikkert raslede ned. Før indførelsen af 12-timerskravet lå gennemsnitstimetallet på humaniora på otte timers undervisning om ugen, og jeg priser mig lykkelig over, at minimumstimetal har været der alle de dage, jeg selv har været studerende. Det er den garanti vi studerende
bliver givet, når vi starter på en bacheloruddannelse.

Da en af mine venner så fortalte mig om den lørdag, hun spenderede til ambassadefest, hvor hun drak lidt champagne, spiste mange kanapéer og networkede for resten, kunne jeg ikke lade være med at undres en smule.

Gratis mad er god mad, og hun skal selvfølgelig have lov til at tage til alle de ambassadefester, hun overhovedet kan, det er skam ikke det opsigtsvækkende ved den lørdag. Nej, det var derimod det faktum, at ambassadefesten var skrevet på hendes semesterplan – det er åbenbart, hvad der nogle steder tæller som undervisning. Meget mildt beskrevet er det i hvert fald kreativ brug af et minimumstimetal.

Jeg kunne ikke lade være med efterfølgende selv at tælle de timer, som jeg selv bliver tilbudt, og jeg fandt dem ganske vist i glemte afkroge af mit semester, i en skriveworkshop og i mit feltarbejde efter en del søgen. Jeg kan bare ikke lade være med at synes, at det er søgt, at jeg blev nødt til at lede efter ting, der på den ene eller anden måde kunne falde under en kategori, der af nogen bliver accepteret som undervisning.

12-timerskravet stod pludselig frem for mig som laveste fællesnævner for et kvalitetskrav. Det fordrer et bestemt bundniveau, og det sikrer en minimumsfordeling af midler til undervisning, som jeg ser som strengt nødvendig, men derudover er kravet i sig selv ganske uambitiøst. I de sparretider vi er trådt ind i, hvor hver en øre bliver vendt, lader de flotte intentioner til at falme, og problematikkerne ikke blot titter frem, men bryder ud i lys lue.

Min kritik skal dog på ingen måde ses som et forslag om, at 12-timerskravet skal afskaffes, nej, jeg priser mig som nævnt lykkelig over, at det eksisterer, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mit studie ville blive stykket sammen i tilfældet af, at det forsvandt. Dette er nærmere et råb om hjælp. Der er et behov for, at vi stiller krav til den undervisning, vi udbyder. Selvom pengene er små, bør vi ikke være tilfredse, så længe vi bare har undervisning, hvis vi fortsat skal betragte Københavns Universitet som et universitet i verdensklasse.

SU´en er ikke luksus, den er mit levegrundlag

 

KLUMME: Laura Bech Hansen forstår ikke, at politikere og meningsdannere omtaler SU’en som en form for luksusordning.

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej, det er ikke sket, det kan ikke ske, det er bare en misforståelse.

Lørdag morgen var jeg cyklet afsted fra Amager mod Indre By, hvor jeg skulle til møde. Jeg var træt, det blæste og på hele turen fortrød jeg, at jeg ikke havde taget metroen.

Men SU-budgettet har ikke plads til alt for meget offentlig transport, og det var tanken om den slunke bankkonto, der holdt mig kørende på denne kolde efterårsmorgen.

Tasken væk

Da jeg parkerer min cykel ved Studenterhuset, griber panikken mig. Min taske er der ikke. Min taske med pung, nøgler, notesbøger og computer. Min computer med mit bachelorprojekt, tre års noter og hele mit liv. Det er blevet stjålet på turen, og der er intet, jeg kan gøre. Jeg ringer til min mor og bryder fuldstændig sammen.

Efter det værste chok har fortaget sig og politi, låsesmed og spærring af diverse kort er klaret, kan jeg nu gøre status på den i forvejen slunkne bankkonto. For SU-budgettet er ikke gearet til uforudsete hændelser som fx tyveri.

Jeg har ikke 1500 kroner til låsesmeden, 10.000 kroner til ny computer eller 500 kroner til en ny pung. Heldigvis har jeg nogle forældre med tilpas meget overskud i økonomien til at lægge ud for mig, indtil jeg får pengene fra forsikringen.

I mellemtiden kan jeg vente i spænding på at se, hvor meget jeg faktisk kan få tilbage fra forsikringen – og hvad gør jeg, hvis de ikke dækker det hele? Hvordan skal jeg kunne klare mig, hvis der pludselig forsvinder et par tusind kroner?

SU er ikke luksus

Min SU er mit levegrundlag. Den får mig igennem en måned med husleje, mad og de mest nødvendige pensumbøger.

Den sørger for, at jeg ikke behøver at optage Kvik-lån for at købe pasta og havregryn. Den sørger for, at jeg kan koncentrere mig om at læse og ikke er tvunget til at finde et fuldtidsjob ved siden af et fuldtidsstudie.

Min SU giver mig et minimum at eksistere for, og jeg er dybt taknemmelig. Men det er de færreste studerende, der kan spare op af deres SU. Det betyder at tyveri, en ødelagt skærm på telefonen, en ophobning af fødselsdagsfester eller bare indkøb af pensumbøger ved semesterstart, kan få læsset til at vælte og kontoen til at gå i minus i flere måneder.

Jeg har svært ved at forstå, at politikere og meningsdannere omtaler SU’en som en form for luksusordning, som cafépenge til forkælede studerende. Det er jo ikke virkeligheden.

Besparelser på SU er en politisk prioritet, som man kan være enig eller uenig i. Men lad os ikke lade som om, at det er ubetydeligt.

Lad os ikke lade som om, SU giver et liv i luksus.

Et stærkere Danmark?

STUDENTERKOMMENTAR - For en måned siden fremlagde regeringen sin vision for Danmarks retning frem mod 2025. Danmark skal være stærkere, lyder regeringens motto – men alligevel nedprioriteres kloge hoveder og hænder, fordi der spares på uddannelse.

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

I FREMTIDEN SKAL vi låne os til en større del af vores levegrundlag, for hvis planen gennemføres, skæres der en stor del af vores SU.

For størstedelen af os betyder det, at det bliver sværere at få hverdagen til at hænge sammen. I stedet får vi at vide, at vi kan arbejde lidt ekstra ved siden af vores studier. Men vi kender alle sammen fremdriftsreformen og har mærket konsekvensen af, at vi skal løbe hurtigere gennem studierne, så der ikke altid er plads til studiejob.

Nu skal vi altså både være fuldtidsstuderende og arbejde mere ved siden af studierne. Det bliver svært for mange at få dét regnestykke til at gå op.

Studerende bliver fanget

DERUDOVER SKAL VI være uhyggeligt sikre på, at vi har valgt rigtigt første gang, for det sjette års SU foreslås afskaffet.

Hvis man opdager at det studie man troede var drømmen, ikke er det helt rigtige alligevel, følger der store økonomiske konsekvenser ved at vælge om.

Jeg frygter, at mange studerende vil være fanget i et fag de ikke brænder for, fordi risikoen ved at skifte er for stor.

Forringelser fortsætter

SIDSTE ÅR GENNEMFØRTE regeringen milliardnedskæringer på uddannelse. Det har vi mærket konsekvenserne af på Københavns Universitet.

Vi har mistet 500 medarbejdere, feedback er på tilbagetog, og holdundervisning omlægges til store forelæsninger uden plads til faglig dialog med underviseren.

De nedskæringer fortsætter med regeringens visioner for 2025-Danmark. Dermed er vi altså ikke færdige med at tælle kvalitetsforringelser på universiteterne.

Tag kampen op

REGERINGEN VIL GERNE gøre Danmark stærkere. Jeg tror på, at vi bidrager til et stærkere Danmark hver eneste gang vi tager til undervisning, møder de dygtigste undervisere og den nyeste forskning.

Derfor står vi også over for et valg: vi kan dukke nakken og skynde os at færdiggøre vores uddannelser, så det i hvert fald ikke går ud over os selv.

Eller vi kan tage kampen op for et universitet med plads til fordybelse og nysgerrighed, hvor vi bliver klogere uden at skulle frygte for ikke at kunne betale for det.
For det er svært at fordybe sig i sit fag, hvis vi frygter at vi ikke kan betale huslejen. Det er svært at blive klogere, hvis der er ikke er råd til at købe bøger. Det er svært at stille spørgsmål til de svære tekster, hvis underviseren lige er blevet fyret.

Demonstration torsdag

HELDIGVIS ER VI studerende ikke alene med vores bekymringer: 73 procent af befolkningen er imod at skære i SU’en, og både universitetet og industrien råber på flere investeringer i uddannelse og forskning.

Det har betydet at 44 organisationer sammen har startet UddannelsesAlliancen, som har indkaldt til demonstration den 13. oktober.

Vi har lige nu en unik mulighed for at påvirke den politiske proces, hvis vi er mange der viser en anden vej for det danske uddannelsessystem, end den vision regeringen har lagt frem.

Men det kræver, at vi vælger at tage kampen op, for et universitet i verdensklasse og tør sige ’pænt nej tak’ til forringelser af vores levegrundlag.

Arbejdsmarkedet er ikke en undskyldning for dårlige eksamensforhold

STUDENTERKLUMME – Studerende er hverken forkælede eller virkelighedsfjerne, når de klager over at skulle til eksamen om aftenen eller i weekenden, mener skribenten.

AF GRO HOLDE, STUDENTERRÅDET

Når forskellige studerende i løbet af den sidste uge har klaget over deres eksamenstidspunkter her i Uniavisen, så er det faktisk helt reelt. Og når andre har svaret, at »det også er sådan på det virkelige arbejdsmarked« eller at »de studerende er forkælede«, så tager de grueligt fejl.

For det er et reelt problem på tværs af Københavns Universitet, at studerendes eksamener ligger på urimelige tidspunkter, at eksamenstidspunkter bliver meldt meget sent ud, samt at eksamener bliver rykket med kort varsel. Og problemet er ikke et udtryk for, hvordan hverdagen ser ud på arbejdsmarkedet.

På arbejdsmarkedet kan du få fri

Hvis du på dit job har brug for at tage en særlig dag fri, fordi du for eksempel skal til bryllup eller en dåb, så kender du oftest datoen i god tid og kan gå til din chef og bede om fri.

Skulle din chef være typen, der ikke kan give dig fri, og det kan vedkommende nok have mange gode grunde til, så har du højst sandsynligt muligheden for at betale en fridag selv.

Hvis du på universitet går til eksamenskoordinatoren og spørger, om vedkommende kan undlade at lægge din eksamen oven i brylluppet eller dåben, så siger vedkommende, at det ikke er muligt, fordi eksamener ligger, som de ligger.

Du kan, heldigvis, heller ikke betale dig ud af en eksamen. Desuden så er det ret normalt, at man bliver betalt ekstra for arbejde som ligger i weekenderne eller på hverdagsaftener. Jeg har endnu ikke mødt den medicinstuderende, som fik ekstra SU for at tage til eksamen på en søndag.

Skyldes mangel på ressourcer

Problemet, med eksamener, som kommer sent ud, bliver rykket, eller som helt fra start ligger på urimelige tidspunkter skyldes altså ikke hverdagen på arbejdsmarked.

Problemet kommer derimod ud af dårligt finansierede uddannelsesinstitutioner. Vi er over en årrække blevet flere studerende på universitet, og selvom den tendens nu er ved at vende, så er vi stadig historisk mange på KU lige nu. Og vi skal alle sammen til eksamener.

Det betyder noget for de forskellige fakulteters eksamenskapacitet, både ressourcemæssigt og rent fysisk. Derfor må de sprede eksamenerne mere ud, så de ligger på urimelige tidspunkter.

Politikerne har ansvaret

Det gør det stadig ikke okay, på nogen måde, at studerende skal side og svede over eksamenerne til klokken otte på en hverdagsaften, eller må tage weekenderne i brug. Men det er ikke de studerende, der er forkælede, når det er et krav, de har.

Det er politikerne, som igennem alt for længe har haft modstridende politikker på uddannelsesområdet, og som alle har skåret på vores budgetter. Og det rammer os, de studerende, helt nede i hverdagen.

Heldigvis kan vores problemer med eksamenerne løses rigtig let: flere ressourcer til afvikling af eksamenerne, eller færre eksamener.

Læs! Arbejd! Løb! Stå stille!

KLUMME - Din SU forringes, så du skal arbejde mere ved siden af studierne. Men du må ikke blive langsommere færdig. Resultatet bliver øget gæld til fremtidens studerende, mener Studenterrådets Frederik Løgstrup Magnusson, som blæser til kamp mod SU-reformen.

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, STUDENTERRÅDET

Hvornår har du sidst talt med din bankrådgiver? Bankrådgivere er, så vidt jeg har erfaret, nogle rigtigt flinke mennesker, helt generelt. For det meste vil de bare gerne hjælpe dig med din privatøkonomi. Men en gang imellem får de en sur tjans. For eksempel når de skal ringe til dig og bede dig om at inddække dit overtræk. ”Ja ja, jeg låner lidt af min far, så skal jeg nok inddække det i morgen – i hvert fald inden ugens udgang!” Sådan har jeg i hvert fald sagt til min bankrådgiver.

Fremtidens studerende kommer måske til at høre mere fra deres bankrådgiver, både under og efter studiet. Hvis regeringen lykkes med sin store 2025 master-plan, kommer vi simpelthen til at få mere gæld. Den seneste i en lang række af nedskæringer på uddannelse er nemlig en SU-reform.

Det eneste, vi ikke skal, er at fordybe os

En gang, for lang tid siden, mente politikerne, at vi alle sammen skulle tage en uddannelse og det vigtigste var, at vi blev rigtigt kloge. Målsætningen om ”den bedst uddannede generation nogensinde” gav genlyd. Men der var et par krav hæftet på de store ambitioner. Det skulle også gå rigtigt hurtigt. ”Okay, vi skynder os så lidt mere,” har mange sikkert tænkt. Nu ryger SU’en også ned – til gengæld så kan vi få lov til at arbejde lidt mere. Okay, men… Må vi så skrue ned for studierne, så vi kan få tid til at arbejde? Nej, det sjette SU-år ryger også, så det skal vi altså absolut ikke. Læs! Arbejd! Løb! Stå stille!

Det eneste, vi ikke skal, er at fordybe os i vores studier, må være konklusionen. Det skal gå hurtigt og ved siden af skal vi alle sammen arbejde minimum 20 timer om ugen ved siden af vores fuldtidsstudie, sådan er det bare. Det er der nok nogen af os, der godt kan klare og så er der nogen, der ikke kan – og så er der dem der ikke kan finde et studiejob. Uanset om det lykkes at få en uddannelse eller ej, så kommer man til at skylde en masse penge.

Må vi så skrue ned for studierne, så vi kan få tid til at arbejde? Nej, det sjette SU-år ryger også, så det skal vi altså absolut ikke. Læs! Arbejd! Løb! Stå stille!

Der er skrevet meget om forgældede studerende og hvad det betyder for et samfund, at man skal gældsætte sig for at få en uddannelse. Det har jeg naturligvis ikke tid til at læse, for jeg skal jo tage mig en uddannelse. Men uanset hvad, så kan det godt blive en lidt hård start på arbejdsmarkedet. Første dagpengemåned ryger for øvrigt også.

Fordybelse og straf

I 1800-tallet skrev Dostojevskij Forbrydelse og straf, en bog om en studerende, der ville være overmenneske. Han udlevede sin harme på en pantelåner, datidens bankrådgiver om man vil. Kære medstuderende, det er ikke bankrådgiverens skyld. Lige nu er det politikerne, der har et valg: De kan give os muligheden for at uddanne os til det, vi drømmer om, uanset pengepung, eller gøre uddannelse til et usikkert væddemål. For som din bankrådgiver stensikkert ville sige til dig: Det er meget risikabelt at spekulere i fremtiden for lånte penge. Tag i stedet med til demonstration på Rådhuspladsen den 13. oktober kl. 16 og gør det nemmere for politikerne at træffe det rigtige valg.

Drop tanken om at være et overmenneske - der er allerede meget, du skal leve op til. Og det peger i mange forskellige retninger. Vi kan komme meget længere, hvis vi alle sammen får chancen for slet og ret at blive det bedste menneske, den bedste studerende, vi kan. Mit håb er, at studerende også i fremtiden kommer til at kunne fordybe sig. Mit håb er, at uddannelse ikke bliver et spørgsmål om økonomi først, og viden og muligheder siden. At du ikke får svært ved at få en uddannelse, fordi du er fattig, og at du ikke bliver fattig, fordi du har problemer under din uddannelse.

Læser du for at losse 12-taller i hus eller for at lære noget?

STUDENTERKLUMME - Det er ikke karakteren, men den viden du tager med dig fra eksamenslokalet, der gælder, skriver Studenterrådet i ugens klumme.

Den åh-så-søde eksamenstid er over os endnu engang! Den er nogle gange ganske forfærdelig, til tider sindssygt sjov og altid hård. I hvert fald hvis man gerne vil have de gode karakterer - og det vil vi jo gerne.

Men det er som om, at læringsaspektet ryger ud, når eksamenstiderne tikker ind. For vi har så travlt med at få de flotte karakterer i hus, at vi helt glemmer, hvorfor vi knokler til at starte med. Hvorfor vi overhovedet har valgt at studere. 

Forhåbentlig sidder vi ikke på landets forelæsnings- og læsesale kun for at vi en dag kan fremvise et eksamensbevis med tocifrede karakterer af den gode slags. Forhåbentlig er det også fordi vi gerne vil lære noget. Fordi vi synes at vores fag er vanvittigt spændende, og fordi vi gerne vil blive bedre, så vi en dag kan leve af det vi nu læser.Kunne det ikke være fedt, hvis eksamenstiden ikke var en angstprovokerende periode, men i stedet en spændende tid med faglig fordybelse? Hvis det der var i fokus, var læring og ikke et eller andet tal på et eller andet papir? Hvis målet med eksaminerne var at opnå en bredere og bedre forståelse for dit fag og ikke at få          losset et 12-tal i hus?

Vi skaber selv forandringen

I denne ellers så skønne sommertid stresser vi og vores medstuderende over latinske gloser og svære formler. Vi har vi slet ikke tid til at nyde solen, for vi har for travlt med bekymringer og angst. I eksamenstiden er det de store følelser der kommer frem hos os selv og hos vores medstuderende: vi jubler i ekstase over gode karakterer eller græder over dårlige. Men følelsen er altid bundet til karakteren. Vi måles på en 7-trinsskala og lader det tal definere vores forståelse af vores fag - og af os selv.

Hvor ville det være skønt, hvis fokus lå på dit faglige udbytte og ikke på karakterskalaen!

Den forandring tror jeg, vi kan være med til at skabe. Den forandring synes jeg, vi skal være med til at skabe, for jeg synes, den er værd at stræbe efter.

Så når du skal op til din næste eksamen, så gør dig umage. Forbered dig, og forbered dig godt. Ikke for at få en god karakter, men for at få en god forståelse. Og når du så træder ud af eksamenslokalet, så glem hvilken karakter du fik og glæd dig i stedet over den faglige fordybelse du har fået mulighed for at sætte tid af til i de sidste mange dage, uger eller måneder. 

For i sidste ende - selvom det ikke er sådan systemet er indrettet - så er det altså ikke det tal, men den viden du tager med dig fra eksamenslokalet, der gælder. Så lad det være den, der er målestokken for din succes, for det er den du rent faktisk kan bruge til noget, når du en eller anden dag skal bruge din faglighed i den virkelige verden.

Sådan skal vi få politikerne til at investere i uddannelse igen

DEBAT - Det ulmer i Uddannelsesdanmark. En alliance af studerende fra mange uddannelser vil få politikerne til at prioritere viden igen - også selv om S og DF endnu ikke er parate til at levere, beretter Maya Elise Filskov fra Studenterrådet.

AF MAYA ELISE FILSKOV, MEDLEM AF STUDENTERRÅDETS FORRETNINGSUDVALG

Smørret bliver smurt tyndt ud på brødet på Københavns Universitet i disse dage. Vi går på vejen mod blot at blive en streg i luften, når både undervisere, undervisningstimer og feedback i nødens stund må anskues som fedtet, der kan undlades. 

Men heldigvis er der noget, der rører sig på vores universitet. I sidste uge afholdt en gruppe ansatte og studerende et fællesmøde for at manifestere den alliance, vi er ved at opbygge i forbindelse med kampen om et bedre universitet. Vi gav hinanden håndslag på, at dette ikke er en kamp, vi vil kæmpe fra hver vores lejr, i stedet vil vi skabe en fælles front.

Men vi stopper ikke der.

For det er ikke kun på universitetet, at der er noget, der rører sig. Faktisk er der noget, der ulmer i hele uddannelsesdanmark. Når vi på Københavns Universitet mister undervisere, undervisningstimer eller feedback, er vi nemlig ikke de eneste. Studerende fra alle former for uddannelsesinstitutioner lider under kvalitetsforringelser som følge af de milliardnedskæringer, der blev vedtaget i efteråret 2015. Derfor slog 38 organisationer sig i sin tid sammen i Uddannelsesalliancen med et mål om at bekæmpe de massive nedskæringer på uddannelse og få vores folkevalgte til igen at investere i uddannelse og derved investere i fremtiden. 

Den 10. maj stod disse organisationer så side om side på Nationalmuseet, hvor alt fra en maskinmesterlærling til en gymnasielærer stod på scenen og fortalte om, hvordan nedskæringer rammer deres hverdag. Og jeg blev virkelig bekymret over, hvad jeg hørte. Ikke kun på grund af de historier, der illustrerede en hverdag, hvor alle løber hurtigere og længere for blot at nå det samme som før – om det skyldes flere elever per lærer, færre teknisk administrativt ansatte eller færre undervisningstimer til samme mængde pensum. 

Ydermere sad jeg tilbage med bekymring, fordi de to politikere, Christine Antorini (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), der var blevet inviteret til at lytte med og til sidst svare på spørgsmål, ikke lod til at være så mærket af disse historier som resten af salen. Mest af alt brugte de taletid på at minde os om, at det jo er en prioriteringssag, hvor der i efteråret blev prioriteret en pakke til politiet. Jeg kan dog trøste mig ved, at de begge lidt vagt sagde, at uddannelse er en god prioritering.

Så håber jeg på, at vi sammen kan holde Thulesen Dahl og Antorini op på deres lidt vage udtalelser, så der igen kan blive investeret i en veluddannet fremtid til gavn for os alle.

Intet liv på SU uden farmor

SU - Anne Vraa-Jensen har forældre og en farmor, der kan hjælpe, når SU'en ikke rækker. »Men man kan bare ikke have et SU-system, hvor man forventer, at alle har det,« skriver hun.

AF ANNE VRAA-JENSEN, STUDENTERRÅDET

SU-debatten raser, men af og til kan det være svært – især for dem der ikke selv er på SU – at finde ud af, hvordan et helt almindeligt budget på SU egentlig ser ud. Det skyldes formentlig, at et helt almindeligt budget på SU er rigtig forskelligt, ikke bare fra studerende til studerende, men også fra år til år.

Når jeg tager udgangspunkt i min egen økonomi, har den ændret sig rigtig meget bare på et enkelt år. For et år siden var jeg fuldtidsstuderende og fik SU. Derudover havde jeg et rigtig godt betalt studiejob (140 kr. i timen er en del mere end de fleste får), og jeg arbejdede i gennemsnit 10 timer om ugen. 

Efter SKAT fik jeg udbetalt rundt regnet 5.200 kr. i SU og 3.000 kr. i løn. Min husleje varierede lidt fra måned til måned, men den lå i gennemsnit på 4.600 kr., en relativt normal husleje i udkanten af København. 

Efter huslejen var betalt havde jeg altså 600 kr. tilbage af min SU plus de 3.000 kr. fra mit arbejde. Ud af det regnestykke kan de fleste vist se, at vi i Danmark ikke har en SU, der er til at leve for. Som situationen er nu, har langt de fleste studerende altså brug for, at passe et deltidsarbejde ind i deres fuldtidsstudie-hverdag for at få økonomien til at hænge sammen. 

Og min økonomi hang da også sammen det meste af tiden. Men pengene var små, når cyklen pludselig gik i stykker, og det var svært, for ikke at sige umuligt, at få sat noget til side på opsparing til at betale forsikringer, kontingent til håndboldklubben eller købe en ny computer, da den gamle faldt fra hinanden. 

Sommer uden løn

Det, der reddede min økonomi, var, at jeg havde forældre og en farmor, der gerne og ofte hjalp til både med småbeløb hist og her, med fortsat at betale min telefonregning og fylde mit køleskab op og med at købe en ny computer. At have forældre, der har mulighed for på den måde at hjælpe mig med min økonomi, er jo dejligt for mig, men man kan bare ikke have et SU-system, hvor man forventer, at alle har det.

For et halvt år siden havde jeg orlov fra studiet og arbejdede på fuldtid, men stadig som timelønnet. Fordi jeg havde orlov, fik jeg fra og med september til og med januar ikke udbetalt SU. Til gengæld fik jeg på mit nye job en timeløn på 135 kr., og når man arbejder fuldtid, bliver det en god sjat, der bliver udbetalt hver måned – når man altså arbejder. 

For hele juli og starten af august var der sommerferie på mit nye arbejde, hvorfor jeg ikke arbejdede, det resulterede i at jeg i september fik udbetalt 500 kr. Jeg kan afsløre, at det er svært at betale en husleje på 4.600 kr., når man ikke har haft økonomien til at lave en opsparing og samtidig kun får udbetalt 500 kr. Så endnu en gang forældre og farmor to the rescue!

Nu er jeg igen studerende, får SU og har et arbejde ved siden af, men min husleje er steget. For den samme lejlighed betaler jeg nu 4.900 kr. om måneden. Hvor er det dejligt, der stadig er mulighed for ubegrundet orlov, der giver mulighed for at tjene lidt til opsparingen. Og hvor er det dejligt, jeg stadig er et privilegeret Gentofte-barn, med forældre der betaler min telefonregning og mit glutenfrie brød. 

Hvis ikke begge dele var tilfældet, havde jeg nok ikke været gældsfri.

Jeg ELSKer et studievenligt boligmarked!

BOLIGDEBAT - »Det var verdens sødeste familie, som gav husly til en hjemløs studerende. Men det var ikke hjem ...« 

AF SOFIE GRO HOLDE, MEDLEM AF STUDENTERRÅDETS FORRETNINGSUDVALG

Sommeren 2014 boede jeg i en travl børnefamilies fugtige kælder langt ude på Amager. Det var en rigtig sød familie, som havde givet mig husly, da jeg pludselig stod og var hjemløs midt i en eksamensperiode. Men faktum var, at jeg delte hus med to unge drenge, deres lillesøster, deres mor, deres mors mand og alle de øvrige søskende og fætre og kusiner, som familien bestod af til tider. 

Og andre gange var huset rungende tomt. Når man ser bort fra de snegle, som sneglede sig ind af mit kældervindue. Hver gang en lille sommerstorm ramte, var jeg panisk for om mit værelse og alle mine ting ville drukne. Hver gang jeg kom hjem fra en sommerøl med mine venner, var jeg panisk for at jeg vækkede hele huset, som jo skulle på arbejde og i skole dagen efter. Hver gang huset var fuldt, var jeg panisk for, at jeg ville være til besvær og kom derfor ikke op af kælderen. Hver gang huset var tomt, var jeg panisk for, om jeg havde husket at låse døren, at slukke lyset.

Det var verdens sødeste familie, som gav husly til en hjemløs studerende. Men det var ikke hjem. Parcelhuset på Amager gav mig ikke tryghed og ro i mit studieliv, som et rigtigt hjem kan give. Det er en problematik, som alt for mange studerende oplever hver eneste dag. 

Nu har jeg fundet et sted, hvor jeg har hjemme, og hvor jeg har ro i hverdagen til at koncentrere mig om mine studier. Nu er problemet huslejen, et problem endnu flere studerende kæmper med. Jeg bor i 3-værelseslejlighed, men vi er fire, som bor sammen for at få råd til huslejen. Det betyder at jeg bor i stuen, sammen med en anden, for ellers får vi ikke råd til at bo i København. 

Boligmarkedet i København er en kæmpe udfordring for alle studerende, både tilflytterne og de, som har boet hele deres liv på Frederiksberg. Priserne et alt for høje til at fuldtidsstuderende reelt kan forventes at få en fod indenfor. Desuden er der for få almene- og ungdomsboliger, hvor priserne ligger i et betaleligt leje. Og det stresser mange studerende i deres hverdag, hvilket også smitter af på fagligheden og humøret på studiet. 

Derfor er Elever og Studerende i København gået sammen i ELSK, for at hjælpe alle dem, som bor i kældre, som betaler for meget i husleje, og som reelt er hjemløse. De kæmper for, at København bliver den studievenlige by, som Rådhuset flere gange har lovet os. 

Og alle kan være med, når de sætter fokus på mulighederne for vores by, og når de presser politikkerne både på Rådhuet og Christiansborg. Næste gang ELSK mødes, er det til en Boligsafari 31. marts. Her cykler vi alle sammen rundt til boligløsninger og boligudfordringer i København, imens vi stiller vores politikere til ansvar og hører god safarimusik.

Jeg håber at alle de studerende, som har oplevet, eller oplever stress i hverdagen over deres studiebolig, vil cykle med.

Velkommen på holdet, Ulla Tørnæs

DEBAT - Begå ikke din forgængers fejl, beder Studenterrådet den nye uddannelsesminister.

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

Kort efter frokost mandag tikkede en spændende breaking-nyhed ind på min telefon. Det var nyheden om, at Danmark har fået en ny minister for uddannelse og forskning: Ulla Tørnæs. 

Kære Ulla. Vi står klar til at byde dig velkommen til virkeligheden. Det er en hårdt presset verden på universiteterne, hvor undervisere fyres, og der skæres på kvaliteten af vores uddannelser. Det er den virkelighed, som din forgænger har efterladt os med, og som vi så gerne vil lave om. 

Vi drømmer om et universitet i verdensklasse, hvor vi uddanner de klogeste hoveder til fremtidens Danmark. Vi ved nemlig, at vi skal leve af en veluddannet befolkning, og det kræver gode uddannelser. Derfor har vi et håb til dig som ny uddannelsesminister: kom med på holdet af alle os, der vil en bedre fremtid for uddannelse, viden og forskning i Danmark. Vi lover at stå klar med gode idéer og høje ambitioner, hvis du har lyst til at spille med. Vi lover at gøre vores bedste for at blive de bedst mulige kandidater – hvis du lover at investere i vores uddannelser, så vi kan løfte det fælles ansvar for et universitet i verdensklasse.

Vi håber, du bliver glad for din tid som minister for Danmarks fremtid. For at ønske dig hjerteligt velkommen får du her et gratis tip til, hvordan du vinder de studerendes hjerter: 

Stop nedskæringer på uddannelse – invester i stedet i fremtiden. Det kræver politisk prioritering, hvis vi skal gøre alvor af ambitionerne om en veluddannet befolkning. Lige nu står uddannelser til at lukke, og kvaliteten af vores uddannelser falder. Ph.d.-optaget styrtdykker, sociale tiltag til fastholdelse af studerende nedprioriteres, og holdundervisning, hvor det er muligt at indgå i faglig dialog med forskerne, omlægges til store forelæsninger med hundredevis af studerende om bare én underviser.

Vi lærer bedst, når undervisning foregår i hold og ikke til forelæsninger, vi bliver klogere i mødet med dygtige forskere og vi bidrager bedst til fremtidens samfund, hvis der råd til at drive universiteter, der tør gå nye veje og udforske ny viden.

Afslutningsvis kan vi kun sige, at vi beder til, at du ikke begår din forgængers fejl. Du har nu muligheden for, at viske tavlen ren og vælge respekten og samarbejdet med universiteterne til. Derfor glæder vi os til at vise dig universitetet, med alt hvad det indebærer, og vi håber du vil tage imod vores tilbud om at komme på besøg i virkeligheden. 

Med venlig hilsen,
De studerende på Københavns Universitet.