14.420 LITER KOLD FADØL

 Mette-Sofie Rybak (Ry), medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Mette-Sofie Rybak (Ry), medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Kalenderen fortæller os at det er forår, men det føles næsten som om, at sommeren allerede har taget over, og den meget lange vinter er for længst glemt. Med en vejrudsigt, der siger 20 grader og fuld sol, løber Forårsfestivalen af stablen fredag den 25. maj.

Den skønne universitetspark mellem HCØ, DIKU og Museet bliver, for en enkelt dag, forvandlet til en festivalplads. 300 seje frivillige har sat 3 scener op, og står klar i otte barer til at servere 14.420 liter kolde fadøl, til alle de studerende og ansatte på KU, som gæster årets Forårsfestival.

Igen i år er det et stjernespækket musikprogram, der folder sig ud over de tre scener, Totem, Frekvens og Bjørnholm. Det bliver et kapløb med tiden, hvor der næsten ikke bliver tid til andet end at løbe fra scene til scene. Jeg styrter hovedkulds afsted og skal forsøge at nå både The Savage Rose, Soleima og Nelson Can, jeg skal forbi Det Fede telt, hvor Uniavisen holder quiz, og jeg skal købe mig en drink i Dekanbaren. Det er bare om at holde humøret i top og få tjekket programmet allerede nu.

Forårsfestivalen er det vigtigste og eneste sociale arrangement, som samler hele vores universitet. På tværs af fag og på trods af geografiske afstande kan vi mødes om musik og fællesskab. Vi kan mødes uformelt og drikke en øl med vores undervisere, og få sagt tak for den mega fede forelæsning sidste onsdag, eller sige tak til instruktørerne, der fik os igennem sidste eksamensperiode.

Vi bruger Forårsfestivalen til at hylde hinanden og alle dem som gør noget ekstra sejt for vores studie- og læringsmiljø. Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at De Aktive Studerendes Pris skal overrækkes. Jeg kan ikke afsløre, hvem der modtager prisen, men jeg kan fortælle, hvor vigtigt jeg synes det er, at vi husker at hylde de studerende, der lægger mange hundrede frivillige timer ved siden af deres studier, for at gøre vores alle sammens uni til et bedre sted at studere.

Jeg glæder mig også til at vi skal give vores administrative og tekniske personale lidt ekstra credit, når vi overrækker TAP-prisen til en af de ansatte, som vi som studerende, måske ikke bemærker ligeså meget som vores undervisere, i hverdagen. Men nogle af disse, gør sig ekstra bemærket og gør en indsats ud over det sædvanlige og eller lige underfladen som for hele maskineriet til at kører som smurt, uden at vi nødvendigvis er i direkte kontakt med dem hverdag. En af det tekniske medarbejdere vil være heldig og som vi skal hylde, når vi fredag overrækker prisen.

Når vi hylder og fejrer hinanden, dyrker fællesskabssuset og siger tak for fede gruppearbejder, vejledninger og forelæsninger, må vi ikke glemme at hylde og sige tak til dem der sørger for at jeg kan gå og glæde mig til Soliema, dekanbar og rap i det Fede telt.

Bag dette forårsfantastiske og fede arrangement står en masse mennesker, som har arbejdet længe for at kunne løfte sløret for årets fest. Arrangementet er et samarbejde mellem KU, Studenterrådet og Studenterhuset. Studenterhuset skal fra mig hører en kæmpestor tak for at de får det til at lade sige gøre! Uden alles kæmpe indsats kunne det slet ikke lade sig gøre og samle os til en kæmpe fest. Jeg glæder mig til at være frivillig, festlig og i forårshumør sammen med jer alle sammen.

»VI ØNSKER OS ET STUDIE- OG LÆRINGSMILJØ, HVOR MAN IKKE FØLER, AT MAN BLIVER MÅLT OG VEJET«

 Af: Olivia Boesen. Næstforperson i Studenterrådet

Af: Olivia Boesen. Næstforperson i Studenterrådet

”Uddannelse med tættere kobling til forskning og praksis”. Sådan lyder et af de fire fokusområder i KU’s strategi frem mod 2023. En strategi, hvor en ny prorektor bliver sat direkte ind i en implementeringsfase – så lad os starte der!

Koblingen mellem uddannelse og forskning er helt essentiel for at skabe et samlet universitet. Dette skal en ny prorektor selvfølgelig også arbejde for. Det er vigtigt, at en ny Prorektor har høje ambitioner for, hvad forskningsbaserede uddannelser er og kan være. Vi studerende er medspillere og skabere af vores universitet og ikke blot et produkt, der kommer ud af universitet som dimittender.

Jeg vil ikke sidde til forelæsninger og være vidne til en monolog fra forelæserens side. Jeg vil være med! Med til at skabe dialog; Jeg vil sidde med rundt om bordet og være med til at skabe samspillet. Et samspil, der vækker nysgerrighed og skaber grundlaget for kritisk dannelse. Denne måde at tænke os studerende med ind i skabelsen, er afgørende for, at vi på KU kan nå nye højder for vores forskningsbaserede uddannelser.

Det er vigtigt, at en ny prorektor har visioner om at udvikle et godt og inspirerende studie- og læringsmiljø. Netop derfor ønsker vi ønsker en tæt kobling mellem forskning og uddannelse. Det er afgørende, at en ny prorektor har øje for vigtigheden af undervisernes didaktiske kompetencer og udviklingen af nye undervisningsmetoder. Det er vigtigt, så vi får et studiemiljø med læring i fokus. Et studiemiljø, hvor der er plads til, at vi som studerende kan begå fejl og lære af dem. Vi ønsker os et studie- og læringsmiljø, hvor man ikke føler, at man bliver målt og vejet. Det skal være den løbende udvikling, der er i højsædet. Derfor ønsker vi, at en ny prorektor har forståelse for, at karakter ikke bidrager til den udvikling. Men det gør løbende dialog med og vejledning fra undervisere derimod. På den måde er vores ønske, at KU med den nye prorektor bliver et endnu bedre sted at studere.

Vi startede med strategien, og vi slutter med strategien. ”Et godt studie- og arbejdsmiljø med vægt på mangfoldighed”. KU er et mangfoldigt universitet på mange punkter. Vi har en mangfoldig, faglig bredde, der er vigtig at værne om. Vi har også en vision om at være et universitet, hvor man kan komme langt uanset baggrund. Dette skal selvfølgelig afspejles i universitets ledelse, og det er derfor også vigtigt at have fokus på, når der skal ansættes en ny prorektor.

Jeg håber, at en potentiel prorektor læser med. Så kære kommende prorektor, vi glæder os til at møde dig og lære dig at kende! Men vi glæder os endnu mere til at vise dig, hvad det vil sige at være studerende på Københavns Universitet.

Til sidst, men på ingen måde mindst, skal der lyde en tak til Lykke Friis for et godt samarbejde med os studerende, og mange gode med- og modspil. Vi glæder os til at have dig som ‘protektor’ for vores universitet.

POLITIK ER IKKE NØDVENDIGVIS PARTISK

 Amanda Büchert, forperson for Studenterrådet.

Amanda Büchert, forperson for Studenterrådet.

Hvornår er studenteraktivisme politisk? Og hvad har det vi laver på vores studier egentlig med folkene på Borgen at gøre? Det vil Frit Forums Fie Hækkerup gerne debattere.

Når vi i Studenterrådet kæmper for at bevare de studerendes beslutningskompetence, er det politisk. Når vi gang på gang kræver at de dropper uddannelsesloftet, er det politisk. Når vi laver nye studieordninger, er det politisk; selv når vi inviterer rektor med på rundtur på campus, er det politisk.

Det ligger i ordet, at studenterpolitik er politisk, og det er heller ikke noget vi, i Studenterrådet ved Københavns Universitet, forsøger at frasige os. Men alt dette er ikke noget man nødvendigvis behøver at tilhøre et bestemt parti for at støtte og arbejde for.

I Studenterrådet mener vi ikke, at det er hensigtsmæssigt kun at fokusere på et udsnit af de studerende, så vi forsøger at repræsentere bredt. Vores formål er at kæmpe for de studerendes rettigheder generelt og ikke at tilslutte os fløjpolitik, for vi står meget stærkere over for universitetsledelsen og Uddannelsesministeriet, når vi står sammen.

Nej, det er ikke muligt at favne hundrede procent, for de studerende er alt for forskellige. Men vi mener alligevel, at der er vilkår, der berører alle studerende og har stor indflydelse på vores studieliv. Vilkår, vi kan enes om på tværs af studier og partier. Ting vi kan og bør kæmpe for i fællesskab.

Studenterrådet er en interesseorganisation, så vi varetager vores medlemmers fælles interesser over for beslutningstagerne i det politiske system, og det er den måde vi har arbejdet på altid – en organisationsform, som størstedelen af de studerende tilslutter sig.

Vi opfordrer de studerende til ikke at fokusere på interne stridigheder, for det skaber et råderum, hvor politikerne kan gennemtrumfe beslutninger hen over hovedet på os, og mens vi brydes i egne rækker, fjerner de vores SU, skærer yderligere ned på uddannelse og fratager os muligheden for ikke bare at være studerende, men hele mennesker.

Kampen for vores rettigheder som studerende er vedvarende, for dem i toppen taler enstrenget ledelse og øget kontrol. Det er en hård kamp, og de studerende bliver mere og mere apatiske, for de føler ikke, at omverdenen lytter til dem. Det er et kæmpe problem. Men det hjælper ikke at vende kampen indad og lade os splittes over partipolitiske spørgsmål. For hvis vi skal tvinge dem til at lytte til os, skal vi råbe højt. Og det gør vi bedst i fælles flok.

MINISTERVÆLDE, NEJ TAK!

 Af: Olivia Boesen. Næstforperson i Studenterrådet

Af: Olivia Boesen. Næstforperson i Studenterrådet

Før påske blev Danmarkshistoriens første borgerforslag behandlet i Folketinget. Forslaget var blandt andet stillet af Studenterrådet gennem Elev og Studenterbevægelsen, og omhandlede afskaffelsen af uddannelsesloftet.

Studenterrådet har fra starten sagt tydeligt nej tak til et uddannelsesloft. For uddannelse og viden vil altid have værdi i sig selv og være til gavn for samfundet. Derfor er det åndssvagt at lægge et loft over uddannelse.

Og opbakningen til borgerforslaget taler sit tydelige sprog. På under to uger lykkedes det at skaffe over 50.000 underskrifter for forslaget. Derudover viser en måling foretaget af YouGov, at et klart flertal i befolkningen er imod uddannelsesloftet. Studenterrådet er i hver fald ikke i tvivl: uddannelsesloftet er en dårlig ide.

På trods af den brede opbakning til borgerforslaget nægter regeringen, Danske Folkeparti og Socialdemokratiet at lytte til os studerende og resten af den danske befolkning. De vil ikke genoverveje beslutningen, og står fast på at beholde uddannelsesloftet.

Dette er blot ét eksempel på, hvordan der er en stigende tendens til, at politikerne nægter at lytte til os studerende. En meget bekymrende tendens. For nylig kom Udvalg om bedre universitetsuddannelser med en række anbefalinger. En af disse anbefalinger er at tage beslutningskompetencen fra studienævnene og lægge denne over i en enstrenget ledelse med mere ministeriel styring og mindre demokrati. Endnu et skridt i den forkerte retning, og en god forklaring på den stigende politikerlede.

Hvis politikerne med ministeren i spidsen igen vælger ikke at lytte til os studerende, kan dette få store konsekvenser for kvaliteten af vores universitet. For der skal ikke være nogen tvivl om, at studerende i samarbejde med underviserne er de bedste til at bestemme, hvordan vores uddannelser skal se ud.

Når studerende og ansatte sidder med rundt om bordet, når der tages beslutninger om vores uddannelser, er det med til at sikre kvaliteten. For det er os der ved, hvad der rører sig, og det er os der ved, hvad der fungerer i praksis.

Det er blandt andet i studienævnene, at vi gang på gang har sat feedback på dagsordenen, og arbejdet for mere af det. Et arbejde der startede i studienævnene, og som resulterede i en bred satsning på feedback på tværs af hele universitetet.

Det er de studerende i studienævnene der ved, hvornår arbejdspresset bliver for højt i eksamensperioderne og kan være med til at ændre på eksamensformen, som man fx både har gjort på Medicin og Statskundskab. Det er de studerende i studienævnene der ved, hvornår og i hvilke fag der er brug for mere holdundervisning.

Det bekymrer mig dybt, hvis den viden vi studerende har, og den værdi vi skaber for universitetet skal gå tabt, blot fordi enstrenget ledelse og øget ministeriel styring er det nye sort.

For 50 år siden fejrede vi at have vundet over professorvældet. Kan det virkelig passe at vi skal fejre jubilæet for studenteroprøret ved at indføre ministervælde i stedet?

MINISTERENS UDVALG KALDER PÅ MERE KONTROL – DET ER PÅ TIDE AT SIGE FRA

 Af: Amanda Büchert. Forperson, Studenterrådet ved KU

Af: Amanda Büchert. Forperson, Studenterrådet ved KU

I EN TID PRÆGET AF af overenskomstforhandlingerne er det nemt at miste overblikket over, hvad der ellers sker. Det er et forhold, man godt kunne mistænke Uddannelses- og Forskningsministeriet i at have opfanget, for de har tilfældigvis valgt netop dette tidspunkt til at udsende en række anbefalinger for, hvordan man højner kvaliteten på de danske universitetsuddannelser. Desværre er det en række anbefalinger, der taler direkte ind i den diskurs om vækst, som regeringen bruger til at argumentere for mere kontrol og enstrenget ledelse.

DE 37 ANBEFALINGER er del af en rapport udgivet af ‘udvalget om bedre universitetsuddannelser’, og især de sidste to anbefalinger, som opfordrer til at studielederne udpeges af ledelsen og at studienævnene skal omlægges til at være rådgivende frem for beslutningstagende, er et tema i sig selv. Jeg og resten af Studenterrådet er ikke det mindste i tvivl om, at i tilfælde af at disse to anbefalinger gøres til virkelighed, vil det skabe lavere og ikke højere kvalitet. Men for nu vil jeg lade det ligge, da der er andet i rapporten som også kræver de studerendes opmærksomhed.

GENERELT PEGER RAPPORTEN i en meget ensidig retning. Man mener fra udvalgets side tydeligvis at kvalitetsuddannelse måles i beskæftigelsesprocenter og velstandsgevinster. Det handler om en instrumentalisering af uddannelserne, som reduceres til et simpelt middel. Man ignorerer fuldstændig tanken om at uddannelse har værdi i sig selv.

MAN PÅPEGER i rapporten at efterspørgslen på arbejdsmarkedet i store træk er fulgt med antallet af kandidatuddannede og fortsat vil gøre det. Altså at de nyuddannede ikke er en større byrde for samfundet nu end tidligere. Det stigende uddannelsesniveau skønnes faktisk at have genereret et produktivitetsbidrag svarende til en BNP-stigning på 60 mia. kr. frem mod 2030, men det er ikke nok. Som de skriver i rapporten: Vi kan få endnu mere ud af universitetsuddannelserne, end vi gør i dag. Man mener at kunne drage fordel af at ensrette de unges kompetencer mod arbejdsmarkedets efterspørgsel, et arbejdsmarked, de i rapporten ellers påpeger er i konstant forandring.

DER ER DOG OGSÅ, umiddelbart, mange positive anbefalinger i rapporten – vi vil gerne have mere formativ feedback og fagrelevante digitale kompetencer. Men et bestemt spørgsmål går igen: Hvor kommer pengene fra? Mange af de initiativer der lægges op til, kræver en tilførsel af ressourcer til sektoren – eller en omfordeling, og det er ikke umiddelbart vores indtryk, at politikerne vil poste flere penge i uddannelse. Så hvad er det, vi skal opgive i stedet?

ER DET DEN specialiserede faglighed? En bredere bachelor skal modarbejde frafald, men vil ende som en begrænsning af de studerende. Dimensionering er en del af hverdagen på universitetet, men har været et lokalt foretagende og bør forblive det. Vi tror ikke på, at arbejdsmarkedsbestemt dimensionering vil have optimale resultater, og vi ser en masse værdi i den brede faglighed, der findes på vores universitet. Både vi og Danske Universiteter mener, at der bør være mulighed for både at kunne tage en bred bachelor og at kunne vælge specifikt fra starten, sådan som det er nu, hvor vi har forskellige universiteter, der tilbyder forskellige udformninger af en universitetsuddannelse. At der er forskel på de danske universiteter mener vi generelt er en styrke.

MINISTEREN LADER DOG ikke til at være enig, for ensretning og øget politisk kontrol er nemlig et gennemgående tema i rapporten. Hvis man vil have selvstændige og ansvarsbevidste studerende, må man nødvendigvis give os muligheden for at blive det ved at have tiltro til os. At de studerende er dovne og ikke selv kan finde ud af at tage deres studie seriøst, er en total misforståelse, som gør at vi mister vores motivation og aldrig føler os gode nok. En stor del af studentermassen er allerede presset og stresset, noget man burde have fokus på at ændre. Men rapporten har fortsat fokus på højnet studieintensitet. Dette er under al kritik.

HVORNÅR INDSER REGERINGEN at vi uddanner os ud af interesse og at motiverede studerende er de dygtigste studerende? Hvornår indser de, at de er i gang med at dræbe den passion, der driver os? Vi fejrer i år 50 året for studenteroprøret, men oprør ser vi ikke meget af i dag. For de fleste føler sig fanget i et hamsterhjul og kan ikke slippe ud. Fremdriftsreformen har fungeret over forventning i det henseende, og rapporten kalder på yderligere kontrol af de studerende. Det er på tide, at vi siger fra, og det før de fjerner det sidste demokrati der findes på vores uddannelser. En rapport forfattet uden de studerende kan ikke fortælle, hvad en god universitetsuddannelse indeholder, for den vil nødvendigvis mangle blik for den faktisk oplevelse af at være studerende og vil derfor altid mangle et grundlæggende perspektiv. De kan ikke bare fjerne vores stemme på uddannelserne, for uddannelserne er til for os.

KAN JEG VÆRE VÆRDILØS, MEN STADIG LYKKELIG?

 Af: Sandi Rizvic. Medlem af Forretningsudvalget, Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Af: Sandi Rizvic. Medlem af Forretningsudvalget, Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Fortællingen har længe været, at værdi er det samme som penge. Jo større afkast noget giver, jo bedre er det. Jo mere man tjener, jo bedre er man – jo lykkeligere er man. Det samme indtryk får man, når man læser Udvalg om Bedre Universitetsuddannelsers nye rapport. En stor del af rapportens indhold og budskab peger mod, at jo mere afkast en uddannelse giver, desto vigtigere er den for hele det danske samfund.

En person med en samfundsvidenskabelig kandidat har et ”beregnet merafkast på ca. 4 mio. kr. sammenlignet med faglærte.” Modsat har en humanist ca. -1 mio. kr. sammenlignet med en faglært. Altså, en humanist kan ikke helt betale sig lige så meget, som de andre, fordi afkastet er lavere. Det er den fortælling, samfundet fortæller sine borgere. Det er den fortælling, rapporten kommer med til beslutningstagerne.

Som humaniorastuderende kommer jeg til at tjene mindre end størstedelen af mine studiekammerater på de andre fakulteter. Jeg kommer også til at bliver ramt, som statistikerne siger, af en højere risiko for ledighed, og arbejdsmarkedet vil generelt være mig ugunstigt. At jeg læser klassisk arkæologi gør ikke de statistiske odds nemmere.

Får jeg en dag både en ph.d. og en postdoc, kan jeg se frem til en lang række projektansættelser, vikariater og lignende midlertidige stillinger. Det er selvfølgelig, hvis jeg også er heldig nok til at få dem. Efter en del års hoppen fra stilling til stilling kan jeg se frem til en fastansættelse. Jeg kommer bare ikke til at ”tjene kassen” på det.

Alligevel bliver jeg ikke skræmt væk fra humaniora for at starte forfra på en anden uddannelse med en højere løn. Jeg bliver ikke ulykkelig ved tanken om ikke at blive styrtende rig på grund af min uddannelse. Jeg tror heller ikke, at jeg vil blive det i fremtiden, når jeg en dag er uddannet arkæolog og leger Lara Croft i sydens sol (dog med færre skydevåben og levende dinosaurer omkring mig). Hvorfor ikke?

Når rapporten hentyder til, at det er bedre med flere penge, og når fortællingen er, at man er lykkeligere med flere penge, hvorfor er jeg så ikke mere bekymret? Er jeg bare underlig? Er det bare mig, der ikke forstår vigtigheden af at være rig?

Man kan spørge sig selv: hvis humaniora ikke giver et højt økonomisk afkast, hvorfor findes det så? Fordi humaniora har værdi, der går ud over den økonomiske værdi, som humanister bidrager med til samfundet. Størstedelen af humanioras værd kan ikke måles direkte. Humaniora er viden om mennesker, deres sprog, kultur og historie. Det er tilegnelsen af evnen til at sætte sig ind i sådanne forhold for at løse internationale konflikter med diplomati. Det er at kende sin egen historie og derved forsøge at undgå at gentage fejl. Det er at udtænke basale menneskerettigheder som retten til frihed og retten til at opnå viden. Humaniora er en fortsat proces, der tester de tanker og ideer, som styrer samfundet og derved, forhåbentligt, ændrer dem til det bedre.

En undersøgelse viser, at der er en øvre grænse for mængden af penge, der gør én lykkelig. På et tidspunkt bliver alle ens følelsesmæssige behov opfyldt tilstrækkeligt, når man har nok penge til ikke at skulle bekymre sig om de nødvendige ting i livet som tag over hovedet, mad, sikkerhed, tid til venskaber og familien og mulighed for at leve sit liv, som man ønsker det.

Når jeg en dag er en færdiguddannet humanist og skal ud på arbejdsmarkedet, så vil jeg ikke frygte min statistisk lavere løn. Jeg vil kunne leve et bekymringsfrit og ”rigt” og værdifuldt liv alligevel. Også selvom jeg måske ikke kommer til at have råd til halvdyre biler og store huse med garageplads til dem. Jeg kommer til at være lykkelig, fordi jeg har valgt en disciplin, som jeg har en passion for, og som vil kunne give mig et levebrød. Det bliver ikke kun et højt økonomisk afkast, der definerer min lykke.

Hvis den økonomiske gevinst alene er det vigtigste mål for samfundet, så er der i endnu højere grad brug for humaniora.

EN LUSSING TIL 50-ÅRET FOR STUDENTEROPRØRET

 Af: Frederik Tom-Petersen. Studerende på Samfundsfag og Geografi. Tidligere medlem af studienævnet for Geovidenskaber og Planlægning

Af: Frederik Tom-Petersen. Studerende på Samfundsfag og Geografi. Tidligere medlem af studienævnet for Geovidenskaber og Planlægning

TILBAGE I EFTERÅRET 2017 slog jeg på rygtetrommerne og skrev en klumme,  fordi det forlød på vandrørene, at udvalget for bedre universitetsuddannelser undersøgte, hvorvidt det ville være gavnligt at fjerne studienævnenesbeslutningskompetence. Af samme grund sidder jeg nu igen ved tasterne. For nu er det så sket – udvalget er kommet med sine anbefalinger  til hvordan universitetsuddannelserne skal gøres bedre. Buketten af anbefalinger indeholder positive elementer, eksempelvis fjernelsen af den gymnasiale karakterbonus, men de er bestemt ikke lutter hornmusik. Særligt to torne stikker ud og varsler et opgør med den demokratisering af universitetet, som studenteroprørerne fik indført for 50 år siden.

STUDIENÆVN

50% videnskabeligt personale og 50 % studerende. Mødes med jævne mellemrum og diskuterer, udformer og vedtager kursusbeskrivelser, studieordninger, evalueringer samt merit og dispensationssager.

DER STÅR ENSTRENGET LEDELSE på bannerne, så udvalget blæser til angreb på universitetsdemokratiet og den nedefra kommende uddannelseskvalitet og anbefaler konkret, at den øverste ledelse skal udpege vores studieledere, og studienævnenes beslutningskompetence skal fjernes. Jeg har svært ved at udtrykke min bekymring klarere end jeg gjorde tilbage i efteråret, men af afmagt bliver jeg nødt til at sige det igen: Studienævnene er den grundtone i vores uddannelser, der sikrer, at uddannelseskvaliteten skabes i et samarbejde mellem universitetets brugere, underviserne og vi studerende.

UDVALGETS FOKUS UPÅ LEDELSESSTRUKTURER udspringer for mig at se ikke fra et ønske om at højne kvaliteten af vores uddannelser. For mig at se handler udvalget ud fra et helt andet kriterium, nemlig placeringen af ansvar. Et ansvar der fra departementets synspunkt skal være let at placere, hvis man skal fortsætte med at lave den resultat- og målstyring af universiteterne, der i de seneste år har gennemsyret hver enkelt reform. Problemet for udvalget er bare, at studienævnene ikke er lette at styre og at ansvaret er svært at placere, når medlemmerne skiftes ud med få års mellemrum og når studienævnene handler som et samlet organ.

DET ER UD FRA den selvopfundne overskrift ‘hvem har det formelle ansvar for uddannelseskvalitet og de studerendes læringsudbytte?’, at de to anbefalinger udspringer. For mig, der er vokset op i et uddannelsessystem, der har skreget ansvar for egen læring er svaret simpelt. Ansvaret ligger hos os, de studerende. Det er samtidig et ansvar vi studerende meget gerne deler med vores undervisere, som er aktive medskabere af den virkelighed, vi møder og de forskere, der har det faglige niveau, vi selv stræber efter. Det samspil vi har i studienævnene og stort set alle andre steder på universitetet har et klart mål for øje, nemlig at maksimere videnspotentialet – både for os selv og for samfundet som helhed. Hvis man fjerner ejerskabet for dette samspil, fjerner man engagementet og drivkraften, med forringelser af det faglige niveau i tilrettelæggelsen og udførelse af vores uddannelser som følge.

VED AT FJERNE BESLUTNINGKOMPETENCEN fra studienævnene ender vi ud med et hult organ. Et organ der meget vel kan forsøge at påvirke studielederens beslutninger, men som er afhængig af dennes velvilje. Et organ, der kan få svært ved at se meningen med sig selv, og som derfor kan frygtes at få samme skæbne som de netop nedlagte institutråd – og af selvsamme årsag.  Når man samtidig anbefaler, at studienævnenes kompetence til selv at indstille en studieleder skal inddrages, så er vi for alvor på vej mod en demokratisk falliterklæring. Og det er en skam, for universitetet er ikke en typisk virksomhed. Vi er en videns- og uddannelsesinstitution, der skal være med til at drive samfundet fremad – og det er en enstrenget ledelse ikke nogen garant for.

STUDIENÆVNENE OG OS der aktivt tager del i arbejdet heri har én central interesse for øje, når vi mødes: uddannelseskvalitet for de studerende.  Det er ambitionerne i og potentialet for studienævnets arbejde, der hele sidste år fik mig til at deltage i møder, snakke med medstuderende, læse flere hundrede siders bilag og behandle sager og initiativer, der aldrig ville berøre mit eget uddannelsesforløb, men som i forhold til mine medstuderendes uddannelser bare giver mening at presse på for. Når jeg snakker med mine kollegaer fra andre studienævn, udtrykker de samme følelse. Og det batter virkelig.  Hvert eneste år er studienævnene med til at rykke vores uddannelser fremad, i retning mod bedre kvalitet på netop de områder, hvor vi ved, at behovet er størst. Hvis man fjerner dette medejerskab, så faderuniversitetets grundtone langsomt ud, og vi vil stå tilbage med en ringere kvalitet.

UDVALGET ER DEN 12. marts kommet med 37 anbefalinger, der alle udspringer fra det ambitiøse kommissorium for bedre universitetsuddannelser. Hvis jeg måtte komme med én anbefaling, så ville det være, at den nuværende ansvars- og arbejdsfordeling mellem rektor og studienævnene bevares, eftersom den højner uddannelseskvaliteten. Det gør den fordi, der netop er tale om en fordeling, hvor studerende, undervisere og forskere sammen er med til at udvikle og tage beslutninger for det fagmiljø, hvor de er eksperter. Derfor skal denne organisering ikke ændres til det anbefalede.

HVIS DU SIDDER med samme uro i maven som mig over udvalgets udmelding og har lyst til at gøre noget, så kom og vær med. Studenterrådet indkalder snarest til møde, så hold øje med deres facebookside eller hiv fat i dine studiekammerater og det videnskabelige personale i dit studienævn. Sammen kan vi måske råbe uddannelsesordførerne og folketinget op og vise dem værdien af studienævnene!

DET ER MERE END ET FULDTIDSJOB AT VÆRE STUDERENDE

 Af: Olivia Boesen. Næstforperson i Studenterrådet ved KU

Af: Olivia Boesen. Næstforperson i Studenterrådet ved KU

NÅR JEG HØRER eller læser om studerende i den offentlige debat, føler jeg ofte, at det billede og den opfattelse man kan få af studerende, ikke passer med det billede jeg har af mig selv som studerende og mine medstuderende. Derfor vil jeg gerne fortælle om min hverdag som studerende. Ikke fordi jeg vil have, at folk skal have ondt af mig, for jeg vil ikke være studielivet foruden, men fordi der til tider mangler anerkendelse af, at det at være studerende er en fuldtidsbeskæftigelse.

JEG STUDERER STATSKUNDSKAB på andet år og det betyder, at jeg har omkring 12-14 timers skemalagt undervisning om ugen. Undervisningen er meget vigtig for mig, for det er her, jeg møder mine undervisere. Det er her, jeg bliver inspireret af undervisere, der dedikerer deres liv til at forske i lige præcis det, de synes er spændende. Det er den undervisning der har åbnet hele statskundskabsverdenen for mig og gør, at jeg stadig synes, at statskundskabsstudiet er det fedeste!

SÅDAN ER DET i hvert fald det meste af tiden. Nogle gange er jeg uheldig, og bliver mødt af undervisere, der har så travlt, at det virker som om, at der ikke har været tid til at forberede undervisningen. Det er ærgerligt, for mit indtryk af størstedelen af underviserne er, at de synes det er fedt at undervise de studerende. Derfor synes jeg det er en skam, når jeg sidder med fornemmelsen af, at jeg kunne have brugt de sidste to timer bedre ved at sidde på læsesal.

FOR PENSUM ER en andel del af studiet, der fylder meget hos mig. Hvis jeg skal have god samvittighed og være forberedt på bedste vis, kræver det, at jeg bruger fire timer på at læse til to timers undervisning. Selvom jeg prøver at sætte tid af til at læse, er sandheden bare, at jeg endnu kun har oplevet semestre, hvor jeg har haft dårlig samvittighed over, at der har været røde overstregninger i min pensumplan, fordi jeg ikke har haft tid til at læse hele pensum. Derfor er det rart, at jeg har en god læsegruppe. I løbet af semesteret prøver vi at mødes i hvert fald to gange om ugen – i eksamensperioden bor vi nærmest sammen! Det at mødes i læsegruppen gør, at vi i det mindste er flere om at dele den dårlige samvittighed.

VED SIDEN AF STUDIET er det også godt at have et studiejob. Dels fordi det er fedt at komme ud og se, hvordan det vi lærer på universitetet, konkret kan bruges på en arbejdsplads, dels fordi det kan give nye perspektiver på uddannelsen. Men et studiejob er også godt at have, for jeg kan se på de ældre studerende jeg kender, at dem der havde studiejob ved siden af studiet, også er dem, der har et arbejde, når de er blevet kandidater.

ET STUDIEJOB KAN BETYDE at jeg ikke kommer til at ende som en del af dagpengesystemet som færdiguddannet. Og det betyder, at det at have et studiejob til tider prioriteres over pensumlæsningen. Derudover skal det jo også lige siges, at studiejobbet også er et altafgørende supplement til SU’en, fordi den ofte ikke rækker til meget mere end huslejen.

SELV OM MIN HUSLEJE udgør en meget stor del af min SU, er jeg lykkelig for, at jeg har et sted at bo. Sådan er det ikke for alle mine medstuderende. Mit Facebook-feed er dagligt fyldt med opslag fra venner, der står uden tag over hovedet. Jeg kan selv huske, hvordan boligjagten fyldte konstant i mit hoved, inden jeg fandt det sted, hvor jeg bor nu. Tanken om, at hvis jeg ikke så et opslag om bolig som en af de første, så var der allerede en anden, der havde fået den. Det fyldte meget, også ofte mere end studierne i den periode.

UNDERVISNING, LÆSNING, læsegruppe og studiejob kan meget hurtigt få fyldt timerne i døgnet op. Der skal ikke dukke mange uventede ting op, før hverdagen ikke hænger sammen. Det at gå og vente på en eksamenskarakter har ofte resulteret i, at jeg er vågnet op om natten med mareridt, om at dumpe min økonomieksamen og skulle til reeksamen. Selvom jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal lade mig styre af en karakter, fylder det tal alligevel så ufatteligt meget – især når jeg går og venter på det.

AT JEG BLEV RAMT af en influenza gjorde, at jeg skulle stå med valget om at lægge mig syg – velvidende at jeg missede undervisning og kom bagud i pensum – eller tage til undervisning for at gå glip af så lidt som muligt, men samtidig gøre det med dårlig samvittighed over for mine medstuderende, som jeg risikerede at smitte.

SOM STUDERENDE KAN jeg ikke stemple ind klokken 8 om morgenen og stemple ud igen otte timer senere. At være studerende er for mig en beskæftigelse hele døgnet rundt. Jeg tror og ved, at mange af mine medstuderende kan nikke genkendende til den hverdag jeg oplever. Jeg håber, at min beskrivelse af min hverdag kan være med til at ændre det billede af studerende, hvor jeg er forsinket fordi jeg er doven, og hvor min SU ikke er mit levegrundlag, men cafépenge.

FLORERENDE BILLEDER AF STUDERENDE er med til at skabe mistillid omkring de studerende og har været med til at danne et uddannelsessystem, hvor målet er at tvinge studerende hurtigst muligt igennem, fordi der ikke er tillid til, at jeg og mine medstuderende selv er i stand til at planlægge et studieliv, så jeg bedst udnytter mit potentiale. Hvis vi skal skabe uddannelser med kvalitet, bliver vi som samfund nødt til at have tillid til, at vi studerende selv kan administrere vores tid og komme helskindet ud til arbejdsmarkedet på den anden side af kandidaten.

KARAKTERER FYLDER MERE FOR MIG, END JEG VIL INDRØMME

 Mette-Sofie Rybak. Forretningsudvalgsmedlem i Studenterrådet ved KU.

Mette-Sofie Rybak. Forretningsudvalgsmedlem i Studenterrådet ved KU.

Jeg læser landskabsarkitektur og har netop afsluttet mit specialiseringskursus på 30 ECTS, som første del af mit tredje studie år. Det er det første kursus, som sætter en retning på min kommende karriere. Kurset hedder Byplan studio og er delt op i en blok 1 og 2. Til trods for at det er todelt, er det ét stort projektarbejde over én case.

Den case, jeg fik lov at bruge to gange otte uger på, handlede om byudvikling i den lille midtfynske by Årslev. Et halvt år med etape-deadlines, kortlægninger, borgerinddragelse, analysemetoder, feltture, interessentmøder, døgnere, planlov, sparring og vejledning kulminerer i en portfolioeksamen og et mundtligt forsvar med dialog og feedback – og en karakter.

Karakteren var desværre hverken, hvad jeg forventede af mig selv eller håbede, jeg kunne opnå. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå ud fra eksamenslokalet og blot trække på skuldrene. Men det kunne jeg bare ikke.

Mit rationelle jeg ved, at karakteren ikke er lige så vigtig som den læring, jeg ved, jeg har opnået, og at den særligt i et portfoliofag som mit ikke kommer til at have indvirkning på min fremtid. Alligevel sidder karakteren i maven og gnaver. Det har alle de sidste mange karakterer i virkeligheden gjort. Helt tilbage fra gymnasietiden var min skuffelse og utilfredshed over min egen præstation enorm, hvis ikke jeg præsterede topkarakterer – og det var med en viden om, at jeg ville søge ind på et studie, der på daværende tidspunkt ikke havde noget karakterkrav. Det er på mange måder paradoksalt, når det er gennem feedback, jeg bliver en dygtigere studerende. Men karakteren fylder mere end feedback.

”Så tag dig dog sammen!” – tænker du måske, det gør jeg i hvert fald. Det går jo fint, så hvad er problemet? Jeg mener, det er en samfundstendens. En usund tendens, som vi alle sammen er ansvarlige for bliver opretholdt, gennem målinger og vejninger, kast-op-eksaminer og her-og-nu-præstationer. Jeg mener ikke, at al viden kan gøres op i værdier og tal. For selvom jeg godt kan fortælle mig selv, at tallet ikke nødvendigvis redegør for, hvor meget jeg har lært det sidste halve år, føles det bare så endegyldigt og urokkeligt – at være et 7-tal.

Jeg tror på, vi er mere end tal. Men hvis vi virkelig skal føle det, og det skal holde op med at gnave i maven, skal vi alle sammen fortælle det til hinanden, og til de næste der kommer efter os. Helt ned i gymnasiet skal det siges højt og tydeligt, for eleverne bliver mere og mere pressede, og vil de studere på Københavns Universitet, er det første, de møder, et karakterkrav på 6.

Vigtigst af alt er det, at universiteternes ledelser og politikkerne forstår, at vi er mere end tal, og at den gnavende mavefornemmelse fører til stress og frafald. De skal skabe systemer, der giver os plads til at være mere end tal.

Hvad med at fjerne karaktererne på første år af bacheloruddannelserne og erstatte dem med lærerige eksamensformer, formativ evaluering og konstruktiv feedback?

Giv os tid til at lære at være selvstændige universitetsstuderende og giv os ro til at fordybe os i vores studier. Læringen skal altid være vigtigere end karakteren, og mennesker kan ikke måles på en 7-trinsskala.

FØRSTE SKRIDT VAR AT BRYDE TABUET

 Af: Amanda Büchert. Forperson for Studenterrådet

Af: Amanda Büchert. Forperson for Studenterrådet

DA METOO-KAMPAGNEN i efteråret startede en lavine af beretninger om seksuelle krænkelser i mediebranchen, åbnede det for en debat, der længe har skullet tages. Flere og flere steder i samfundet er det kommet frem, at den sexistiske kultur trives i alt for høj grad, selv om den er uudtalt.

AT DER ER så få, der står frem, er ikke et tegn på, at det ikke foregår, det er netop endnu et udtryk for denne kultur. Sexchikane bagatelliseres, og kvinder som står frem, omtales som ’humorforladte’ og ’snerpede’. Ud over at det kan være angstprovokerene nok at stå frem i den kultur, gør systemet det meget svært for ofre at anmelde overgreb.

DET KOMMER IKKE SOM nogen overraskelse, at disse ting også finder sted på universitetet. Alligevel lader det til at komme bag på mange. For det er noget, der er gemt væk, som mange ikke har øje for. Når du udsættes for seksuelle krænkelser på universitetet, er der stor chance for, at du føler du står alene med det.

DET FORLYDER, AT personer som har sådanne oplevelser, ikke ved hvor de skal gå hen; at det ikke er tydeligt hvor – eller om – der findes trygge rum, hvor man kan henvende sig. Men det er der nu, takket være de seneste ugers begivenheder, kommet fokus på.

I DENNE UGE er 48 modige kvinder stået frem, i Information, med et åbent brev til rektorerne på de danske universiteter. Her fortæller kvinderne bl.a. at sexisme er en del af hverdagen for mange studerende.

DET ÅBNE BREV kan blive startskuddet til at der både laves om på processer og regler på universiteterne og på hele den herskende kultur. På denne måde kan universiteterne blive et mikro-eksempel på, hvad der er brug for på højere plan. Uanset køn eller seksualitet skal man kunne føle sig tryg og lige behandlet.

SOM SVAR PÅ brevet og den seneste debat har flere universiteter meldt ud, at de vil rette opmærksomhed på problemet. På Københavns Universitet er der fx fokus på, at det netop skal tydeliggøres, hvor man kan henvende sig, og at der skal være et trygt og anonymt sted at gøre det –  fx i studievejledningen, men også hos vores Studenterambassadør. Som det eneste universitet i Danmark, har vi nemlig en Studenterambassadør, der varetager de studerendes interesser fra et neutralt standpunkt.

I ANDRE SKANDINAVISKE lande har de på samme måde haft succes med Studenterombudsmænd, noget som Danske Studerendes Fællesråd har udtalt, at de håber den seneste tids hændelser kan skabe momentum for, vil udbrede sig til andre danske universiteter. Derudover har de igangsat en national undersøgelse, som skal kortlægge, hvad de studerende oplever på universiteterne.

MEN SELV OM der er i gangsat initiativer fra højere plan, er det vigtigt at vi fortsat italesætter problemet. For hvis vi vil sætte en stopper for denne foruroligende tendens, er det nødvendigt at den kommer frem i det åbne og kontinuerligt understreges som væsentlig. Som studerende og borgere i Danmark er det vores ansvar at debatten fortsætter og at vi holder ledelsen til ilden.

DETTE FOKUS ER kommet alt for sent, og det er helt uacceptabelt at det først er nu, der gøres noget ved det. Vi skal stå sammen om at skabe et trygt miljø på vores universiteter og forhåbentlig kan vi på den måde inspirere resten af samfundet til at følge vores eksempel.

BRUG DIN STEMME I NOVEMBER

 Malou Astrup Clemmensen, forkvinde (til venstre) og Marie Thomsen, næstforkvinde for Studenterådet

Malou Astrup Clemmensen, forkvinde (til venstre) og Marie Thomsen, næstforkvinde for Studenterådet

NOVEMBER ER VALGMÅNED gange to i år – først skal vi alle sammen stemme til kommunalvalget, og samme uge skal vi også sætte kryds til univalget. Begge valg er sjove, fordi valgdeltagelsen ikke er så høj, men begge valg har stor betydning for vores hverdag.

Det er svært at undgå at bemærke kommunalvalget, eftersom alle lygtepæle, lysmaster og andre ledige metalstænger er fyldt med håbefulde kandidater, som alle håber på lige præcis dit kryds. Vi vil ikke fortælle jer, hvem I skal stemme på til kommunalvalget, det er på ingen måde vores bord. Vi vil dog anbefale, at I tjekker op på, hvad kandidaterne mener om København som studieby. Hvordan skal vi sikre en by, hvor studerende ikke bliver spist af bolighajer, og hvor der er plads til mange forskellige typer af studerende?

SAMTIDIG ER DET også værd at spørge, hvem af kandidaterne, der drømmer om en strategi for København som vidensby. Der er så mange mennesker, som er en del af uddannelsessystemet, og der findes ikke en plan for, hvordan byen drager mest gavn af alle de kloge hoveder. Generelt kan man sige, at byrådspolitikerne har en utaknemmelig opgave, fordi de skal finde løsninger på nogle problemer, som ikke er blevet skabt i deres mødelokaler, men på Christiansborg. Alligevel er det værd at spørge dem, hvordan de vil arbejde med, at færre unge bliver ramt af stress, hvordan vi får en by med plads til alle og hvordan vores by generelt skal indrettes.

Efter vores mening er det relevante spørgsmål at stille, inden krydset bliver sat den 21. november.

UNIVERSITETSVALGET ER DET ANDET valg i november. Her skal vi stemme om, hvem der skal repræsentere de studerendes interesser i studienævn, institutråd, akademiske råd og universitetsbestyrelsen fra næste år. Univalget handler om, hvordan de studerendes interesser bedst bliver sikret på hele KU. Det kan være en lille smule svært at få øje på, hvordan univalget påvirker vores hverdag, og det er fordi den påvirkning sker hver eneste dag resten af året. Du kan mærke den, når du har mulighed for at eftertilmelde dig fag, når du ikke skal læse 30 point hvert semester eller når du får feedback på din eksamen.

VI SKAL IKKE DIKTERE hvem I skal stemme på – for os som medlemmer af Studenterrådet er valget åbenlyst. Uanset om valget er åbenlyst for dig, så vil vi bare opfordre dig til at stemme. Du skal stemme, du skal stemme, du skal stemme. Når du stemmer til univalget, så sender du et klart signal om, at du går op i, hvordan KU skal se ud, og hvor vores universitet skal rykke sig hen de næste år. Vi bliver nødt til at slå fast, at vi studerende bekymrer os om KU’s udvikling. Vi skal sende et klart signal om, at det er vigtigt, at studerende sidder med ved bordet, når der skal træffes beslutninger, som påvirker os alle sammen.

Så husk at stemme til det hele i november, og så ses vi nok på dit campusområde mellem den 20. og 24. november.

STUDENTERRÅDETS SPIDSKANDIDAT: SPLITTER VI STUDERENDE OS AD, STÅR VI SVAGERE OVER FOR LEDELSEN

 Rebecca Ingemann Madsen. Jurastuderende og spidskandidat til universitetsbestyrelsen for Studenterrådet

Rebecca Ingemann Madsen. Jurastuderende og spidskandidat til universitetsbestyrelsen for Studenterrådet

Den 17. november havde en kandidat fra hhv. Konservative Jurister og Frit Forum et fælles indlæg i Uniavisen. Budskabet til de studerende var klart: Hold jer fra Studenterrådet og split jer i stedet op efter partifarve ved universitetsvalget i denne uge. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Men før jeg kaster mig ud i at forklare, hvorfor det styrker de studerendes stemme, når vi står sammen, så lad mig først tage nogle af de allermest usaglige angreb, partirepræsentanterne præsenterer:

Skribenterne skriver bl.a. om os: »Som en ulv i fåreklæder foregiver de at være politisk neutrale og kun handle ud fra de studerendes bedste« og spørger herefter: »men hvad er ’de studerendes bedste’?«

Studenterrådet ved Københavns Universitet har eksisteret i mere end 100 år. Vi har en stolt historie, der beviser, at det er muligt at sikre de studerende mere indflydelse, når vi står sammen, og i alle de år har Studenterrådet stået for de synspunkter, de studerende i fællesskab er blevet enige om.

At påstå, at vi skulle være ”en ulv i fåreklæder” er ikke bare historieløst – det er også lige lovligt konspiratorisk. Skribenterne påstår, at vi i al den tid, vi har eksisteret, blot skulle have været en organisation med et klart (udefineret) ideologisk standpunkt, der har formået at holde det hemmeligt for de studerende.

Det har jeg svært ved at se, særligt når vi per definition ER de studerende og har aktive, der stemmer på partier fra hele det politiske spektrum.

Studenterrådet er en demokratisk og bred organisation i en grad, Frit Forum og Konservative Studerende kun kan drømme om. Vi har fagråd ude på de forskellige studier, og vi har en bestyrelse med 35 medlemmer, der repræsenterer studier fra alle KU’s afkroge – lige fra Aktive Statskundskabere og Forenede Jurister til veterinærmedicin og Nano-science.

Det betyder, at vi ved, hvad der rører sig. Vi ved, hvad de studerende oplever af forskellige udfordringer, og det er således de studerende, der bestemmer, hvilke studenterpolitiske spørgsmål vi skal tage op, og hvordan vi skal forholde os til dem.

Jeg betvivler ikke, at Frit Forum og Konservative Studerende ud fra deres ideologi måske kan finde svar på, hvad man skal mene om alle emner, det er bare ikke den måde, vi arbejder på i Studenterrådet og Forenede Jurister.

Om der bør være holdundervisning på Almen Sociologi er ikke et ideologisk spørgsmål. Om censor har brug for fem eller 10 timer til at rette et speciale er ikke et ideologisk spørgsmål. Og om vi har brug for bedre uddannelseskvalitet og mere feedback er ikke et ideologisk spørgsmål.

Det er spørgsmål om, hvordan vi indretter vores uddannelser bedst, og her mener vi faktisk, at det er bedre at spørge de studerende på de enkelte fag end at dele os op efter partifarve. Tilsvarende er der intet ideologisk ved de ti bud på ændringer af jurastudiet, som skribenterne har præsenteret i deres indlæg. De ti forslag er derimod et godt eksempel på, hvordan partipolitisk neutralt uddannelsespolitik ser ud.

Mange af forslagene er i øvrigt gengangere for mange aktive i Forende Jurister, da vi årenes løb har arbejdet for et bedre valgfagssystem, en administration, der har de studerende i fokus og at nedbringe sagsbehandlingstiderne på dispensationsansøgninger etc.

Skribenterne skriver endvidere, at »en stemme på Forenede Jurister er et ’carte blanche’ til fri leg.« Må jeg være fri. En stemme på Forenede Jurister er ikke et ’carte blanche’ til noget som helst – tværtimod er det en stemme på en liste, der garanterer, at den tager din holdning alvorligt og inddrager de studerende i arbejdet.

Stemmer man på sit fagråd eller faglige forening, får man nemlig en repræsentant, der er forpligtet til at holde møder med de studerende fra ens studie, og som gennem demokratiske afstemninger og debat tager den holdning med, de studerende har. Ja, selv I fra Frit Forum og Konservative Studerende kan møde op og få indflydelse på, hvad vores repræsentanter skal mene. Og lad mig i øvrigt understrege den åbne invitation til jer.

Stemmer man derimod på en partisoldat, er historien en anden. Frit Forum og Konservative Studerende varetager – præcis som de selv skriver – ideologiske interesser, og ender de studerende med en repræsentant, som fortolker den ideologi anderledes end en selv, så er det bare ærgerligt.

At se universitetspolitik som partipolitik er i det hele taget absurd. Hvis det virkelig er partipolitisk kamp, Konservative Studerende og Frit Forum forventer finder sted i eksempelvis Universitetsbestyrelsen, så får de formentlig lidt af et chok, hvis de en dag skulle blive valgt. Her sidder nemlig en koncerndirektør fra Novo Nordisk, to professorer, en forhenværende gymnasierektor, en lektor, en specialkonsulent, en direktør fra Akademikerne, et professionelt bestyrelsesmedlem og en forhenværende direktør i Statens Seruminstitut. Og så sidder der selvfølgelig to bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer de studerende.

De to mennesker skal repræsentere de studerende – ikke Socialdemokratiet og Konservative. Lad os derfor vælge nogle repræsentanter, der har i sinde at repræsentere os alle, og som standhaftigt kæmper for, at de studerende får endnu mere indflydelse på udviklingen af Københavns Universitet i fremtiden, uanset hvor man i øvrigt sætter sit kryds til kommunal – og regionsvalget.

Lad mig afslutningsvis nævne nogle få eksempler på sejre som Studenterrådet i samarbejde med fagråd fra forskellige fag på KU har opnået, netop fordi vi står sammen om de studenterpolitiske emner, vi kan blive enige om i stedet for at lade os begrænse af støvede ideologier.

  • Revidering af Fremdriftsreformen, så studerende på KU kan vælge kun at bestå 45 ECTS points om året i stedet for 60 ECTS points. Studenterrådet ledte disse forhandlinger med ledelsen i et paritetisk 12-mandsudvalg.
  • Indførsel og ansættelse af en Studenterambassadør; en uafhængig ombudsmand for de studerendes som kan vejlede studerende om juridiske spørgsmål, når vi kommer i klemme i KUs regel-labyrint. FJ har i foråret indgået et samarbejde med ambassadøren om en ugentligt kontor dag på Det Juridiske Fakultet.
  • Et minimumstimetal på 12 timer om ugen, der sikrer, at studerende møder fagligt kompetent undervisning og vejledning i løbet af studiet.

Vi er stolte af de forandringer, vi har skabt, og vi ser frem til at kunne skabe endnu bedre uddannelser med afsæt i de studerendes ønsker og behov i fremtiden.

Underskrevet af Camilla Due og Adan A. Khan hhv. formand og næstformand for Forende Jurister og Kristian Dam Hove næstformand for bachelorstudienævnet på Det Juridiske Fakultet på vegne af Forenede Jurister

BEVAR DE STUDERENDES INDFLYDELSE I STUDIENÆVNENE

 Af: Frederik Tom-Petersen. Medlem af forretningsudvalget i Studenterrådet v. KU.

Af: Frederik Tom-Petersen. Medlem af forretningsudvalget i Studenterrådet v. KU.

Støvet har knap lagt sig efter at ledelsen på Københavns Universitet meldte ud, at man vil nedlægge institutrådene, før de studenterekskluderende trommer igen kan høres på vandrørene. Denne gang er det Søren Pinds udvalg for bedre universitetsuddannelser, der orkestrerer tonerne, som er rettet mod studienævnene.

Som udgangspunkt er udvalgets opgave, som navnet antyder, såmænd nobelt nok: Udvalget arbejder for at skabe gode universitetsuddannelser, der er til gavn for individet og samfundet.  Ingen brok deraf herfra – det er i virkeligheden også derfor, at jeg sidder ved tasterne i dag.

Der er bare lige det med udvalget, at det åbner op for en universitetsmodel, hvor vi studerende, såvel som de ansatte, potentielt kan miste formel indflydelse på udformningen af vores fælles uddannelser. I udvalgets kommissorium er det nemlig beskrevet, at en del af udvalgets arbejde vil omhandle en revision af studienævnenes rolle. Der står:

»Det formelle ansvar for uddannelseskvalitet er placeret under rektors ledelse, mens studienævnet har til opgave at understøtte tilrettelæggelse, gennemførelse og udvikling af uddannelse og undervisning. Et yderligere spørgsmål er derfor, om ansvars- og arbejdsdeling vedrørende uddannelsesledelse understøtter uddannelseskvaliteten og højt læringsudbytte«

Ordlyden synes flad og uskyldig, men implicit i denne udmelding ligger en dybt foruroligende overvejelse; nemlig hvorvidt det vil være gavnligt at reducere eller fratage studienævnenes beslutningskompetence i forhold til tilrettelæggelsen af de uddannelser og kurser, som studienævnene dækker over.

I min optik er der klare demokratiske og faglige farer ved denne tankegang.

Studienævnene er en af de sidste lokale bastioner, hvor repræsentanter fra os studerende og det videnskabelige personale kan få reel indflydelse på de uddannelser, som bliver udbudt netop inden for det område, hvor vi til sammen er eksperterne.

Studienævn er grundtonen

At fjerne undervisernes og de studerendes ekspertise i udformningen af uddannelserne vil være fuldstændig hovedløst. Kvalitet i uddannelse og højt læringsudbytte hos os studerende harmonerer i mine ører ikke med en styrkelse af ledelsesansvaret for uddannelseskvaliteten og tilrettelæggelsen af uddannelsen (som det hedder sig i kommissoriet), men snarere med idéen om enstrenget ledelse.

Netop den enstrengede ledelse må ikke være et endemål i sig selv, for så risikerer vi, at inddragelsen af os studerende kun sker, når ledelsen finder den relevant og mangler rygdækning.

Universitetet er og skal være en vidensorganisation, hvor forskere og studerende i samspil skaber livlige forsknings og undervisningsmiljøer til gavn for samfundet.  Denne duet skal selvfølgelig dirigeres og bliver det i dag også af studieledere med stærke faglige baggrunde, tætte forhold til forskningsmiljøerne og gode relationer til os studerende. Men da det i sidste ende er forskerne og de studerende, der skal spille, giver dette ikke mening at fratage dem deres billetter til koncerten.

Det er netop arbejdet for kvalitet på vores uddannelser, der hvert år får studerende på alle universitetets studier til at opstille til studienævnene til universitetsvalget. Hvis man fjerner handlekraften i studienævnet, fjernes ikke kun dette engagement, men også de studerendes garant for, at deres stemmer bliver hørt og at deres inputs tages seriøst.

Studienævnene er i dag på mange måder grundtonen i den uddannelsessymfoni som vores universitet er. Jeg håber derfor inderligt, at udvalget lytter til de studerende, der er med i udvalgets følgegruppe og kommer til en erkendelse af, at musikken ikke spiller, hvis man fjerner det vidensinstrument, som de studerende og forskerne er.

Udvalgets arbejde forventes at være færdigt ved årsskiftet.

KÆRE DSU, HVORNÅR STOPPER I DE GULE FAGFORENINGER PÅ UNIVERSITETERNE?

 af: Malou Astrup Clemmensen, Sana Mahin Doost, André Shamoun og Marcus Turunen. Forkvinder og formænd for studenterorganisationer.

af: Malou Astrup Clemmensen, Sana Mahin Doost, André Shamoun og Marcus Turunen. Forkvinder og formænd for studenterorganisationer.

Valgkamp — Er det ikke på tide, at I stopper med at modarbejde enhedsorganiseringen i interessevaretagelsen af de studerende? Er det ikke på tide, at I stopper med at poste penge i universiteternes gule fagforening, bedre kendt som Frit Forum?

Det er fantastisk at bo i et land med en velopbygget velfærdsstat. En velfærdsstat opbygget af et velfungerende arbejdsmarked, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere indgår aftaler om forholdene på arbejdsmarkedet. Arbejdstagerne er repræsenteret af fagforeninger, der samler de mange holdninger, der måtte være blandt en faggruppe, til fælles ståsteder og visioner.

Man organiserer sig altså for at stå stærkere – og på den måde sikrer man den bedst mulige interessevaretagelse af sig selv og sine kollegaer. Denne organiseringsform har gennem mere end 100 års slid resulteret i, at den enkelte på arbejdsmarkedet i Danmark har nogle af de bedste forhold i verden.

På mange universiteter er der organisationer, der modarbejder de studerendes fælles organisering.

Det virker at organisere sig med andre, der tilhører samme faggruppe som én selv, og mere lokalt på samme arbejdsplads som én selv.

Desværre er der i disse tider såkaldte ‘gule fagforeninger’, som lover arbejdstagerne samme faglige tryghed, selv om de i realiteten ikke beskæftiger sig med den brede og langsigtede interessevaretagelse og i stedet kun fokuserer på den enkeltes umiddelbare behov. Dette er med til at splitte interessefællesskaber og stiller i det hele taget den enkelte dårligere.

INTERESSEVARETAGELSE I UDDANNELSESSYSTEMET

Helt fra vi starter i folkeskolen og op gennem ungdomsuddannelserne, lærer vi, hvordan man ved at organisere sig i sit elevråd kan få indflydelse på sin skole, selvom man blot er en helt almindelig elev.
Det gør man ved at organisere sig med sine skolekammerater og sammen finde ud af, hvad man som elever skal kæmpe for.

I elevrådet lærte man, at man ikke altid kan få ret, og at man gennem uenigheder og debatter må finde de bedste kompromisser. Sådan sikrede man, at elevernes overordnede interesser blev varetaget gennem demokratisk debat og sammenhold, også når man taber kampe.

Denne måde at organisere sig på er direkte inspireret af den måde, fagforeningerne organiserer forskellige faggrupper. På samme måde fungerer det på de mellemlange videregående uddannelser, hvor man også organiserer sig i en enhed – i et fagligt interessefællesskab.

PARTIPOLITIK MODVIRKER DEN FÆLLES ORGANISERING

På universitetet foregår denne organisering på samme måde – også inspireret af fagforeningernes måde at organisere sig på. De studerende organiserer sig i deres lokale interesseorganisationer, nemlig studenterrådene.

Der er dog en afgørende forskel fra de andre uddannelsesinstitutioner: På mange universiteter er der, ligesom med de gule fagforeninger på arbejdsmarkedet, organisationer, der modarbejder de studerendes fælles organisering.

Det er partilignende organisationer, der opfordrer de studerende til at organisere sig i forskellige grupperinger afhængigt af den enkelte studerendes partipolitiske tilknytning. De mener, at universiteternes medinddragende organer skal betragtes som små lokale parlamenter, hvor man ud fra sin partipolitiske overbevisning må kæmpe om magten. De stiller op til de lokale råd og nævn mod de enhedsorganiserende studenterråd.

Dette er mildest talt skadeligt for de studerendes brede, faglige interessevaretagelse. Det er rigtig ærgerligt, at partipolitik skal splitte den brede organisering af de studerende.

For selvfølgelig er der meget, de enkelte studerende kan være uenige om. Men når det handler om de grundlæggende forhold på universiteterne, er det brede flertal jo enige – vi vil ikke have forringet vores SU, vi vil gerne have tilstrækkeligt med undervisning, og vi vil gerne have ordentlige rammer for vores uddannelse som lokalestørrelser, studiemiljø, osv.

Her må man spørge sig selv, om den mest fornuftige organiseringsform er på baggrund af partipolitik eller faglige hensyn. For hvordan indretter man i grunden et socialdemokratisk bibliotek? Her er vores svar: biblioteket må indrettes på baggrund af faglige hensyn, altså om der er tale om fysikstuderende eller historiestuderende, der alt andet lige har forskellige faglige behov.

DET ER PÅ TIDE MED ET OPGØR

DSU er kendt for at have en hård linje mod gule fagforeninger. Man kan ikke være medlem af DSU og samtidig være medlem af en gul fagforening – altså kan man ikke både være (ung) socialdemokrat og være med til at splitte interessefællesskabet i den faglige organisering.

Er det, fordi DSU har en anden analyse af, hvordan interessevaretagelsen på lige præcis universitet bør foregå? Og gælder denne opfattelse i så fald også andre uddannelsesinstitutioner? Kan man som aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever eller Danske Skoleelever, Lærerstuderendes Landskreds mm. se frem til på et tidspunkt at skulle konkurrere mod centrum-venstre-organisationer finansieret af DSU, der modarbejder enhedsorganiseringen af elever og studerende?

Det kan derfor være svært at begribe, at DSU poster penge i en tilsvarende splittende organisation på universitetsområdet. En organisation kaldet Frit Forum, som vel at mærke ikke er anerkendt som en legitim studenterorganisation af jeres tætte samarbejdspartnere i LO-ungdom.

Kære DSU – er det ikke på tide, at I stopper med at finansiere splittelsen af de studerende? I stedet kunne I opfordre Frit Forums aktive til at tage del i den fælles interessevaretagelse og kamp for bedre vilkår på universiteterne.

Universiteterne er under større og større pres, og der er virkelig brug for, at vi som studerende står sammen for at modarbejde forringelser. Vi kunne i stedet skabe forbedringer sammen – lokalt såvel som nationalt!

Sana Mahin Doost er forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Malou Astrup Clemmensen er Forkvinde for Studenterrådet ved Københavns Universitet, André Shamoun er formand for Syddanske Studerende og Marcus Turunen er organisatorisk Næstformand for Studenterrådet ved Roskilde Universitet.

Se svaret fra DSU og Frit Forum her.

DERFOR ER DET FEDT MED ET UDVIDET RETSKRAV

 Af: Marie Thomsen, Næstforkvinde, Studenterrådet

Af: Marie Thomsen, Næstforkvinde, Studenterrådet

FORLEDEN fik jeg en mail fra Rambøll management consulting, som er ved at lave en undersøgelse for KU, der omhandler dimittenders oplevelse af deres uddannelse. Jeg nåede at få hjertebanken og overveje, om jeg var blevet skrevet ud af min uddannelse, uden jeg havde opdaget. Da jeg havde få læst mailen igennem, gik det dog op for mig, at Rambøll (og KU?) gik ud fra, at jeg havde bevæget mig ud på arbejdsmarkedet med mit bachelorbevis knuget i hånden.

JEG KAN skynde mig at afsløre, at jeg ikke engang overvejede at finde mig et arbejde i stedet for at søge ind på min kandidatuddannelse. For det første ville det betyde, at jeg ikke var sikker på at få lov til at komme ind på min kandidatuddannelse, når jeg var klar til det. For det andet står arbejdsgiverne ikke ligefrem i kø for at ansatte antropologer, som ikke har en kandidat med i bagagen.

NU LIGNER det, at et flertal i folketinget vil give os mulighed for at tage en pause mellem bachelor og kandidat, uden vi mister retten til at tage den dertilhørende kandidatuddannelse. Som titlen på dette indlæg hentyder til, så synes jeg, det er en brandgod ide. Det er en god ide, fordi det giver trætte studerende muligheden for at give sig selv et pusterum, fjerne sig fra universitetsboblen og så vende tilbage igen, når studieglæden igen er til at føle i kroppen.

DET ER godt, fordi jeg som studerende kan få mulighed for at holde en pause og give mig selv en realistisk chance for at mærke, om jeg rent faktisk har lyst til at tage den kandidat, som ligger i forlængelse af min bachelor, eller om jeg skal søge et andet sted. Jeg ville kunne få lov til at mærke efter uden at ofre muligheden for at vende tilbage til antropologien, skulle jeg finde frem til, at det faktisk var mit hjertebarn, og der ingen grund var til at skifte bane.

JEG SYNES, det er dejligt, at politikerne tager den store bunke af stress-undersøgelser alvorligt og giver os studerende nogle flere greb til at kunne geare ned og tage en pause. Vi vil jo gerne vores fag, og vi bliver meget bedre til vores fag, hvis vi også har ro i hovedet til at kunne forbyde os. Vi bliver også bedre til vores fag, hvis vi har mulighed for at tage nogle skridt væk fra universitetets mure og få lidt perspektiv på vores egen faglighed.

JEG HÅBER, at dette kun er det første skridt på den politiske vej til at give os studerende noget mere frihed til at blive de bedste kandidater.

TIL KAMP FOR UNIVERSITETET

 Af: Malou Astrup Clemmensen og Marie Thomsen. Forkvinde og næstforkvinde for Studenterrådet

Af: Malou Astrup Clemmensen og Marie Thomsen. Forkvinde og næstforkvinde for Studenterrådet

Studenterkommentar — Studenterrådets forkvinde og næstforkvinde forklarer, hvorfor de siger fra over for regeringens besparelser på uddannelse.

I SKRIVENDE STUND er vi ved at gøre os klar til at samle elever og studerende fra hele landet for at sige klart fra over for besparelser på vores uddannelser og de kvalitetsforringelser, som unægtelig følger med. Når du, kære læser, sidder med avisen i hånden, så er det dagen efter dagen. Det er efterhånden ved at være en tradition, at hvert efterår vil politikerne nedprioritere ungdommen, og hvert efterår råber ungdommen op og kræver at blive taget seriøst.

I SITUATIONER med årelange besparelser så er det nemt at blive fanget i, hvad vi kæmper imod, fordi det er det, som er nemmest at få øje på. Vi kæmper mod fyringer af vores dygtige undervisere, vi kæmper mod lukninger af både fag og biblioteker, vi kæmper mod større hold til undervisning og dårligere forhold for at få vores speciale vurderet på bedste vis.

UDFORDRINGEN MED AT KÆMPE imod ting er, at det er hårdt. Det føles som en kamp op ad bakke. Derfor har vi spurgt hinanden, hvad det er, vi kæmper for. Hvorfor orker vi år efter år stå og råbe politikerne op, mens oktobervejret raser om ørene på os. Vi kæmper mod besparelser, fordi vi kæmper for vores faglighed, og fordi vi har drømme på det her universitets vegne. Og så er det jo nærliggende at spørge, hvad det er vi drømmer om, og hvordan vi gerne selv vil være studerende.

FILMEN GOOD WILL HUNTING præsenterer en meget stereotyp ide om, hvad det vil sige at være universitetsstuderende. I ordets mest bogstavelige forstand så læser man på universitetet, man læser tykke bøger alene på et bibliotek, og så kan man dukke op til en forelæsning med 300 andre studerende og en lærer, som står foran seks store tavler, som i løbet af forelæsningen bliver fyldt ud med ulæselige kragetær.

HVIS DET VAR SÅDAN en universitetsoplevelse, vi var blevet præsenteret for, så havde vi ikke været på KU særlig længe. Heldigvis er det at læse på universitetet i dag så meget mere end at sidde bøjet over bøgerne til den lyse morgen og forsøge at få lov til at stille bare et enkelt spørgsmål blandt skoven af andre studerende, som også bare gerne vil stille ét spørgsmål til forelæseren. Det at læse på universitetet er meget mere end at proppe sit hoved med viden; magien sker, når vi får lov til at diskutere den viden og forholde os kritisk til den. Når vi har holdundervisning og diskuterer teksterne med vores medstuderende, når vi råbende til fredagsbaren får vendt, hvorfor Foucault er så populær, når vi mødes med vores underviser i køen til kaffe og når at få spurgt, hvad lige det der begreb betød.

FOR OS ER DETTE UNIVERSITETET anno 2017 – og heldigvis for det. Det er det universitet, vi kæmper for at bevare. Det er det universitet, vi kæmper for at rykke videre. På KU er der ikke én løsning på, hvordan drømme-universitetet ser ud. Det er noget af det, som gør det helt unikt at være studerende her. Hvis vi alligevel skal forsøge at sige noget fælles, så handler det i høj grad om, at vi som studerende bliver inviteret med ind i skabelsen af banebrydende forskning, hvor vi tør tage chancer og løbe med de gode ideer. Og sidst men ikke mindst så drømmer vi om et universitet, hvor de studerende har overskud, hvor de stoler på deres faglighed, hvor de har venner og hvor man føler sig som en del af noget af noget større, et større vidensfællesskab.

NU SKAL VI LIGE PUSTE ud oven på demonstrationen og få indhentet noget af den søvn, som vi ikke har fået de sidste par måneder. Når vi har sovet ud, så går vi i gang med at få drømmeuniversitetet til at ske. Der er altid plads til at få flere med på holdet, og hvis du stod på Nytorv, fordi du også er forelsket i din egen faglighed, så vil vi rigtig gerne have dig med.

SIG NEJ TIL KONSTANTE BESPARELSER PÅ DIN UDDANNELSE

  Af Cielia Atlanta Vedel Eckardt

Af Cielia Atlanta Vedel Eckardt

KENDER du den følelse af, at en handling hurtigt kan skabe en glidebane hen mod flere handlinger af samme art? Et stykke chokolade bliver pludselig til ti, og så til hele pakken, ikke? Det er sådan, jeg er bange for, at politikerne har det med uddannelsesnedskæringer.

I MORGEN (torsdag den 5. oktober) skal vi til demonstration. Det skal vi, fordi der skal spares yderligere 14,7 milliarder danske kroner på uddannelse indtil 2021. Der er ikke blevet lavet en SU reform, en ny fremdriftsreform eller et nyt uddannelsesloft – men regeringen har besluttet at forlænge de blinde grønthøsterbesparelser på 2% om året. Og de løber altså op i 14,7 milliarder på uddannelsesområdet, hvis man vælger at stoppe 2%’s besparelserne i 2021. Det kan vi bare ikke vide, om man gør.

JEG HAR egentlig altid tænkt, at vi har det ret godt ude på jura. Men det er ikke fordi vi ikke oplever besparelser. Lige inden jeg skulle i gang med at skrive mit bachelorprojekt forrige år, skulle jeg til møde i bachelorstudienævnet. Der fik vi at vide, at vi kunne vælge mellem at afskaffe enten bachelorforsvaret eller specialeforsvaret. Der var intet alternativ, for hvis det ene skulle leve, måtte det andet dø. Der var simpelthen ikke råd til begge. Vi gik noget slukørede fra det møde, hvor det juridiske bachelorforsvar afskaffedes.

NU GÅR der rygter om, at specialeforsvaret også skal spares væk. På en uddannelse, som er bygget op omkring gruppearbejde og mundtlige præsentationer, har vi derfor snart kun én mundtlig obligatorisk prøve, på de fem år, vi begiver os på det juridiske fakultet. Faget er familie- og arveret og er et 1. semesterfag.

OG DET er ikke fordi det er nemt at være 1. semesterstuderende på jura. Jeg kan som instruktor se, at der er ti personer mere pr hold, end for bare et år siden, og det er blevet sværere som underviser at holde fokus på holdet, og jeg kan knapt nå at lære alle de studerendes navne at kende på et semester.

PÅ ET studie, hvor der går omtrent 4500 studerende, er det selvfølgelig ikke givet, at underviserne lærer de studerende at kende. Men det ville være dejligt, hvis der var en reel mulighed for det. I højere grad end mig, har vores studievejledning med kun tre vejledere ingen jordisk chance for at få et forhold til de studerende. Det tager 6 uger at få behandlet skriftlige henvendelser, og man kan sjældent komme igennem på telefon. Jeg kan ikke begynde at forestille mig, hvor frustrerende det må være, ikke at kunne hjælpe dér, hvor de studerende føler mest brug for det.

DEMONSTRATIONEN handler om, at vi siger nej til at vores specialeforsvar spares væk, siger nej til at man pludselig skal være 40 mennesker på et stamhold, nej til at vores administration konstant er underlagt besparelser, der resulterer i flere fyringer og mindre tid til at hjælpe os studerende. Og så handler det om, at vi står samlet som hele Københavns Universitet, og sammen med de andre danske uddannelsesinstitutioner.

FOR HVIS vi synes vi oplever nedskæringer alle steder nu, hvordan ser det så ud i 2021, når glidebanen er blevet en rutsjebane og vi har sparet 14,7 milliarder? Ja, jeg tør knapt tænke på det, og det er derfor jeg tager til demonstration. Vi ses!

BLIVER MIT SPECIALE SPARET VÆK?

  Laura Bech Hansen, Studenterrådet

Laura Bech Hansen, Studenterrådet

»DET ER en god idé at begynde at tænke på specialet allerede nu, så I kan vælge kurser, der klæder jer på til den store, afsluttende opgave.«

Stilhed. Panisk mumlen. Og derefter spørgsmålet: »Hvornår er det normalt at gå i gang med specialet?«

KNAPT ER introdagen for kandidatstuderende startet, før vi skal forberede os på den sidste krone på værket.

VI STUDERENDE bruger utrolige mængder tid på at blive så dygtige som overhovedet muligt, og det er ikke for sjov, at folk altid ser lidt mærkelige ud i hovedet, når de skal til at aflevere speciale. Men det gør mig ikke noget, for jeg glæder mig til et helt semester helliget lige præcis dét nicheområde, jeg selv synes er mest spændende. Endelig bliver det mig, der bestemmer, endelig bliver der tid til fordybelse. 50-80 sider jeg selv disponerer over og 20 timer med min vejleder, så skal jeg nok vise verden et og andet om kønnethed i det franske sprog. Bare kom an!

5 ÅRS studier kogt ned til én afsluttende opgave, der står nederst på det eksamensbevis, der skal agere kvalitetsstempel resten af livet. Det fortjener en grundig bedømmelse. Eller hvad?

FOR PÅ grund af de sidste års milliardbesparelser må mit fakultet nu halvere den tid, censor har til at læse mit speciale. 5 timer vil der fremover være råd til, og det inklusiv at læse opgaven, undersøge kilder, diskutere med eksaminator og finde frem til en passende karakter. Det er der ikke meget faglighed, kvalitet eller menneskelighed over.

NÅR MAN på humaniora allerede har sparet først specialeforsvaret og dernæst specialeudtalesen væk og nu reducerer bedømmelsestiden, hvad bliver så det næste? At vejlederne kun har tid til at læse introduktionen og konklusionen?

NÅR VI afslutter vores uddannelse med store, selvvalgte opgaver, så er det fordi, vi vil have kandidater, der kan tænke nye, store og originale tanker, kandidater, der kan forbedre og kvalificere vidensniveauet i virksomheder, offentlige institutioner og i videre forskning. Vi vil ikke have ensrettede kassetænkende kandidater, selvom det unægteligt ville være billigere.

NÅR MAN nedprioriterer specialet, så er det et skridt på vejen til at omdanne universitetet til en pølsefabrik. Kvalitet og originalitet koster – men det har vores regering tilsyneladende glemt. Og det er derfor, vi alle sammen, studerende som ansatte, går på gaden d. 5. oktober til Demonstration mod nedskæringer på uddannelse. Vi ses på Nytorv!

STUDENTS OF NEDSKÆRINGER

  A. K. Winding, Studenterrådet

A. K. Winding, Studenterrådet

Nedskæringer — Studenterrådet opfordrer til at deltage i demonstrationen den 5. oktober mod regeringens uddannelsesnedskæringer.

Siden jeg begyndte at lave studenterpolitik, har efteråret været en mærkelig størrelse.

Man har rygende travlt, men med præcis det samme som man havde travlt med året før; der skal endnu engang arrangeres en demonstration i løbet af den første uge af oktober.

Selvom det er sjovt at male bannere og få logistikken med fem forskellige fordemonstrationer fra KU’s forskellige campi til at gå op, er det også opslidende, og jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt. Jeg ville ønske, at regeringen ville holde op med at spare på vores uddannelse.

Jeg har i dag mødt tre nye seje mennesker, der hedder Anna, Asta og Ida. De studerer alle 3 på humaniora og var med da rektor, Henrik Wegener, var på rundtur på KUA med Studenterrådet.

Sammen med studerende fra jura, humaniora og teologi var de med til at vise Henrik, hvordan studielivet ser ud, hvad de studerende går op i, og hvad det der #kualife er.

Der blev talt om vigtigheden af kulturfag, styrkerne ved småfag, hvordan KUA giver samling til juras tidligere fragmenterede studiemiljø, og hvordan den gode studiecafé bliver basen i ens studieliv. Desværre var det også nødvendigt at tale om bibliotekslukninger, faglukninger og mangel på forskerkontakt, for det kan mærkes, når regeringen år efter år sparer på vores uddannelse.

I sidste uge skrev Frederik fra Studenterrådet, hvad de 123 millioner som KU skal spare i 2018, svarer til opgjort i både årsværk, instruktortimer og kvindelige EM-sølvmedaljevindende landsholdsspillere.

Jeg så i dag, hvad det svarer til for de studerende, der frygter, at deres fag eller institutbibliotek bliver det næste, der skal lukkes.

Studenterrådet sætter frem til d. 5. oktober fokus på, hvordan studerende mærker nedskæringerne i deres hverdag. Den 5. oktober tager vi nemlig med til Uddannelsesalliancens demonstration under parolerne hæv kvaliteten, stop nedskæringer på uddannelse og bevar SU’en – og vi håber, at du vil tage med.

Hold øje med vores facebookside og send en besked til os, hvis du har lyst til at fortælle, hvor du mærker nedskæringerne i din hverdag på KU.

Og lad os så – endnu engang – få fortalt de politikere, hvor dumt det er at spare på vores uddannelse.

STOP DEN SYSTEMATISKE UDHULING AF VORES UDDANNELSER

 Af Frederik Tom-Petersen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af Frederik Tom-Petersen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

SIDEN finansloven 2016, hvor det blev besluttet at spare 8,7 milliarder på uddannelse i perioden frem til 2019 har regeringen nu to år i træk udvidet disse besparelser ved at forlænge det såkaldte omprioriteringsbidrag på 2 procent, så det nu vil strække sig til frem 2021.

RÆSONNEMENTET synes stadig at være, at vi universitetsstuderende er kornfede og derfor skal bidrage til besparelser, der skal gennemføres i hele den offentlige sektor – en fejlslutning som vi igen i år må forsøge at modbevise.

VI HAR nemlig for længst bevæget os væk fra besparelser, der fordrer en effektivisering af uddannelsessektoren – nu står vi en situation, hvor sektoren systematisk bliver udhulet under falske postulater om kornfede uddannelsesinstitutioner, mens vores fremtidsministersynes at mangle reelle ambitioner for uddannelsessektoren.

NÅR JEG ser mig omkring på universitetet, ser jeg ikke ingen hjørner, der kan skæres fra, ingen steder hvor høvlen kan tage 2 procent mere af den i forvejen hullede ost. Tværtimod oplever jeg, at vi for længst er nået en grænse, hvor besparelser går ud over uddannelseskvaliteten.

FORRINGELSERNE sker, når man på institutterne og fagene er nødsaget til at pakke reelle stillingsnedlæggelser og fyringer ind i flotte ord som tilpasningsrunder og frivillige fratrædelsesordninger, reducere mængden af studenteraktiverende undervisning og bespare eller fjerne den i forvejen udmagrede feedback.

EN AF DE BESPARELSER, der har gjort mest ondt på mig som studerende var, da det centrale studiemiljøtilskud til fakulteterne faldt fra 20 millioner til8,4 millioner, svarende til 42 procent af oprindelig størrelse. Besparelsen gør det hamrende svært for mig som studenterrepræsentant for de geografi- og geologistuderende, at gøre noget ved de problemer, som sidste års UVM afslørede på SCIENCE.

SOM UNIAVISEN påpeger i sin artikel fra d. 7 september vil Københavns Universitet i perioden 2016-2021 modtage 930 millioner mindre i uddannelsestilskud(!). Det er penge, som bliver fjernet fra vores uddannelser og som ikke kan undgå at gå ud over kvaliteten. Alene i 2018 skal Københavns Universitet spare 123 millioner.

HVIS VI PRØVER at oversætte dette beløb til kvalitet, svarer det til årsværket på 146 professorer, (ud af KU’s nuværende 486,8), 202 lektorårsværk (ud af KU’s nuværende 1128,6), 594.720 instruktortimer eller 667.462 timers studenterstudievejledning. Alternativt kunne vi få 3.236 EM-sølvmedaljevindende kvindelandsholdsspillere for samme beløb (En prioritering, der ikke ville være helt skæv).

I 2021 når fortsættelsen af disse besparelser rammer, er jeg formentlig færdig med at studere, så jeg går i første omgang fri af nedskæringerne – men så alligevel ikke. For hvis vi skuer ud over universitetets egne grænser, går vi en grel fremtid i møde, hvor unge håbefulde mennesker bliver mødt af et uddannelsessystem i forfald, hvor besparelser er dagligdag og politikernes ambitioner på uddannelselsesområdet tangerer mod et nulpunkt.

DERFOR mener jeg, at vi i fællesskab skylder os selv og fremtidens studerende at sige fra, når regeringen kommer med så elendige forslag som dette.