FØRSTE SKRIDT VAR AT BRYDE TABUET

 Af: Amanda Büchert. Forperson for Studenterrådet

Af: Amanda Büchert. Forperson for Studenterrådet

DA METOO-KAMPAGNEN i efteråret startede en lavine af beretninger om seksuelle krænkelser i mediebranchen, åbnede det for en debat, der længe har skullet tages. Flere og flere steder i samfundet er det kommet frem, at den sexistiske kultur trives i alt for høj grad, selv om den er uudtalt.

AT DER ER så få, der står frem, er ikke et tegn på, at det ikke foregår, det er netop endnu et udtryk for denne kultur. Sexchikane bagatelliseres, og kvinder som står frem, omtales som ’humorforladte’ og ’snerpede’. Ud over at det kan være angstprovokerene nok at stå frem i den kultur, gør systemet det meget svært for ofre at anmelde overgreb.

DET KOMMER IKKE SOM nogen overraskelse, at disse ting også finder sted på universitetet. Alligevel lader det til at komme bag på mange. For det er noget, der er gemt væk, som mange ikke har øje for. Når du udsættes for seksuelle krænkelser på universitetet, er der stor chance for, at du føler du står alene med det.

DET FORLYDER, AT personer som har sådanne oplevelser, ikke ved hvor de skal gå hen; at det ikke er tydeligt hvor – eller om – der findes trygge rum, hvor man kan henvende sig. Men det er der nu, takket være de seneste ugers begivenheder, kommet fokus på.

I DENNE UGE er 48 modige kvinder stået frem, i Information, med et åbent brev til rektorerne på de danske universiteter. Her fortæller kvinderne bl.a. at sexisme er en del af hverdagen for mange studerende.

DET ÅBNE BREV kan blive startskuddet til at der både laves om på processer og regler på universiteterne og på hele den herskende kultur. På denne måde kan universiteterne blive et mikro-eksempel på, hvad der er brug for på højere plan. Uanset køn eller seksualitet skal man kunne føle sig tryg og lige behandlet.

SOM SVAR PÅ brevet og den seneste debat har flere universiteter meldt ud, at de vil rette opmærksomhed på problemet. På Københavns Universitet er der fx fokus på, at det netop skal tydeliggøres, hvor man kan henvende sig, og at der skal være et trygt og anonymt sted at gøre det –  fx i studievejledningen, men også hos vores Studenterambassadør. Som det eneste universitet i Danmark, har vi nemlig en Studenterambassadør, der varetager de studerendes interesser fra et neutralt standpunkt.

I ANDRE SKANDINAVISKE lande har de på samme måde haft succes med Studenterombudsmænd, noget som Danske Studerendes Fællesråd har udtalt, at de håber den seneste tids hændelser kan skabe momentum for, vil udbrede sig til andre danske universiteter. Derudover har de igangsat en national undersøgelse, som skal kortlægge, hvad de studerende oplever på universiteterne.

MEN SELV OM der er i gangsat initiativer fra højere plan, er det vigtigt at vi fortsat italesætter problemet. For hvis vi vil sætte en stopper for denne foruroligende tendens, er det nødvendigt at den kommer frem i det åbne og kontinuerligt understreges som væsentlig. Som studerende og borgere i Danmark er det vores ansvar at debatten fortsætter og at vi holder ledelsen til ilden.

DETTE FOKUS ER kommet alt for sent, og det er helt uacceptabelt at det først er nu, der gøres noget ved det. Vi skal stå sammen om at skabe et trygt miljø på vores universiteter og forhåbentlig kan vi på den måde inspirere resten af samfundet til at følge vores eksempel.

BRUG DIN STEMME I NOVEMBER

 Malou Astrup Clemmensen, forkvinde (til venstre) og Marie Thomsen, næstforkvinde for Studenterådet

Malou Astrup Clemmensen, forkvinde (til venstre) og Marie Thomsen, næstforkvinde for Studenterådet

NOVEMBER ER VALGMÅNED gange to i år – først skal vi alle sammen stemme til kommunalvalget, og samme uge skal vi også sætte kryds til univalget. Begge valg er sjove, fordi valgdeltagelsen ikke er så høj, men begge valg har stor betydning for vores hverdag.

Det er svært at undgå at bemærke kommunalvalget, eftersom alle lygtepæle, lysmaster og andre ledige metalstænger er fyldt med håbefulde kandidater, som alle håber på lige præcis dit kryds. Vi vil ikke fortælle jer, hvem I skal stemme på til kommunalvalget, det er på ingen måde vores bord. Vi vil dog anbefale, at I tjekker op på, hvad kandidaterne mener om København som studieby. Hvordan skal vi sikre en by, hvor studerende ikke bliver spist af bolighajer, og hvor der er plads til mange forskellige typer af studerende?

SAMTIDIG ER DET også værd at spørge, hvem af kandidaterne, der drømmer om en strategi for København som vidensby. Der er så mange mennesker, som er en del af uddannelsessystemet, og der findes ikke en plan for, hvordan byen drager mest gavn af alle de kloge hoveder. Generelt kan man sige, at byrådspolitikerne har en utaknemmelig opgave, fordi de skal finde løsninger på nogle problemer, som ikke er blevet skabt i deres mødelokaler, men på Christiansborg. Alligevel er det værd at spørge dem, hvordan de vil arbejde med, at færre unge bliver ramt af stress, hvordan vi får en by med plads til alle og hvordan vores by generelt skal indrettes.

Efter vores mening er det relevante spørgsmål at stille, inden krydset bliver sat den 21. november.

UNIVERSITETSVALGET ER DET ANDET valg i november. Her skal vi stemme om, hvem der skal repræsentere de studerendes interesser i studienævn, institutråd, akademiske råd og universitetsbestyrelsen fra næste år. Univalget handler om, hvordan de studerendes interesser bedst bliver sikret på hele KU. Det kan være en lille smule svært at få øje på, hvordan univalget påvirker vores hverdag, og det er fordi den påvirkning sker hver eneste dag resten af året. Du kan mærke den, når du har mulighed for at eftertilmelde dig fag, når du ikke skal læse 30 point hvert semester eller når du får feedback på din eksamen.

VI SKAL IKKE DIKTERE hvem I skal stemme på – for os som medlemmer af Studenterrådet er valget åbenlyst. Uanset om valget er åbenlyst for dig, så vil vi bare opfordre dig til at stemme. Du skal stemme, du skal stemme, du skal stemme. Når du stemmer til univalget, så sender du et klart signal om, at du går op i, hvordan KU skal se ud, og hvor vores universitet skal rykke sig hen de næste år. Vi bliver nødt til at slå fast, at vi studerende bekymrer os om KU’s udvikling. Vi skal sende et klart signal om, at det er vigtigt, at studerende sidder med ved bordet, når der skal træffes beslutninger, som påvirker os alle sammen.

Så husk at stemme til det hele i november, og så ses vi nok på dit campusområde mellem den 20. og 24. november.

STUDENTERRÅDETS SPIDSKANDIDAT: SPLITTER VI STUDERENDE OS AD, STÅR VI SVAGERE OVER FOR LEDELSEN

 Rebecca Ingemann Madsen. Jurastuderende og spidskandidat til universitetsbestyrelsen for Studenterrådet

Rebecca Ingemann Madsen. Jurastuderende og spidskandidat til universitetsbestyrelsen for Studenterrådet

Den 17. november havde en kandidat fra hhv. Konservative Jurister og Frit Forum et fælles indlæg i Uniavisen. Budskabet til de studerende var klart: Hold jer fra Studenterrådet og split jer i stedet op efter partifarve ved universitetsvalget i denne uge. Jeg kunne ikke være mere uenig.

Men før jeg kaster mig ud i at forklare, hvorfor det styrker de studerendes stemme, når vi står sammen, så lad mig først tage nogle af de allermest usaglige angreb, partirepræsentanterne præsenterer:

Skribenterne skriver bl.a. om os: »Som en ulv i fåreklæder foregiver de at være politisk neutrale og kun handle ud fra de studerendes bedste« og spørger herefter: »men hvad er ’de studerendes bedste’?«

Studenterrådet ved Københavns Universitet har eksisteret i mere end 100 år. Vi har en stolt historie, der beviser, at det er muligt at sikre de studerende mere indflydelse, når vi står sammen, og i alle de år har Studenterrådet stået for de synspunkter, de studerende i fællesskab er blevet enige om.

At påstå, at vi skulle være ”en ulv i fåreklæder” er ikke bare historieløst – det er også lige lovligt konspiratorisk. Skribenterne påstår, at vi i al den tid, vi har eksisteret, blot skulle have været en organisation med et klart (udefineret) ideologisk standpunkt, der har formået at holde det hemmeligt for de studerende.

Det har jeg svært ved at se, særligt når vi per definition ER de studerende og har aktive, der stemmer på partier fra hele det politiske spektrum.

Studenterrådet er en demokratisk og bred organisation i en grad, Frit Forum og Konservative Studerende kun kan drømme om. Vi har fagråd ude på de forskellige studier, og vi har en bestyrelse med 35 medlemmer, der repræsenterer studier fra alle KU’s afkroge – lige fra Aktive Statskundskabere og Forenede Jurister til veterinærmedicin og Nano-science.

Det betyder, at vi ved, hvad der rører sig. Vi ved, hvad de studerende oplever af forskellige udfordringer, og det er således de studerende, der bestemmer, hvilke studenterpolitiske spørgsmål vi skal tage op, og hvordan vi skal forholde os til dem.

Jeg betvivler ikke, at Frit Forum og Konservative Studerende ud fra deres ideologi måske kan finde svar på, hvad man skal mene om alle emner, det er bare ikke den måde, vi arbejder på i Studenterrådet og Forenede Jurister.

Om der bør være holdundervisning på Almen Sociologi er ikke et ideologisk spørgsmål. Om censor har brug for fem eller 10 timer til at rette et speciale er ikke et ideologisk spørgsmål. Og om vi har brug for bedre uddannelseskvalitet og mere feedback er ikke et ideologisk spørgsmål.

Det er spørgsmål om, hvordan vi indretter vores uddannelser bedst, og her mener vi faktisk, at det er bedre at spørge de studerende på de enkelte fag end at dele os op efter partifarve. Tilsvarende er der intet ideologisk ved de ti bud på ændringer af jurastudiet, som skribenterne har præsenteret i deres indlæg. De ti forslag er derimod et godt eksempel på, hvordan partipolitisk neutralt uddannelsespolitik ser ud.

Mange af forslagene er i øvrigt gengangere for mange aktive i Forende Jurister, da vi årenes løb har arbejdet for et bedre valgfagssystem, en administration, der har de studerende i fokus og at nedbringe sagsbehandlingstiderne på dispensationsansøgninger etc.

Skribenterne skriver endvidere, at »en stemme på Forenede Jurister er et ’carte blanche’ til fri leg.« Må jeg være fri. En stemme på Forenede Jurister er ikke et ’carte blanche’ til noget som helst – tværtimod er det en stemme på en liste, der garanterer, at den tager din holdning alvorligt og inddrager de studerende i arbejdet.

Stemmer man på sit fagråd eller faglige forening, får man nemlig en repræsentant, der er forpligtet til at holde møder med de studerende fra ens studie, og som gennem demokratiske afstemninger og debat tager den holdning med, de studerende har. Ja, selv I fra Frit Forum og Konservative Studerende kan møde op og få indflydelse på, hvad vores repræsentanter skal mene. Og lad mig i øvrigt understrege den åbne invitation til jer.

Stemmer man derimod på en partisoldat, er historien en anden. Frit Forum og Konservative Studerende varetager – præcis som de selv skriver – ideologiske interesser, og ender de studerende med en repræsentant, som fortolker den ideologi anderledes end en selv, så er det bare ærgerligt.

At se universitetspolitik som partipolitik er i det hele taget absurd. Hvis det virkelig er partipolitisk kamp, Konservative Studerende og Frit Forum forventer finder sted i eksempelvis Universitetsbestyrelsen, så får de formentlig lidt af et chok, hvis de en dag skulle blive valgt. Her sidder nemlig en koncerndirektør fra Novo Nordisk, to professorer, en forhenværende gymnasierektor, en lektor, en specialkonsulent, en direktør fra Akademikerne, et professionelt bestyrelsesmedlem og en forhenværende direktør i Statens Seruminstitut. Og så sidder der selvfølgelig to bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterer de studerende.

De to mennesker skal repræsentere de studerende – ikke Socialdemokratiet og Konservative. Lad os derfor vælge nogle repræsentanter, der har i sinde at repræsentere os alle, og som standhaftigt kæmper for, at de studerende får endnu mere indflydelse på udviklingen af Københavns Universitet i fremtiden, uanset hvor man i øvrigt sætter sit kryds til kommunal – og regionsvalget.

Lad mig afslutningsvis nævne nogle få eksempler på sejre som Studenterrådet i samarbejde med fagråd fra forskellige fag på KU har opnået, netop fordi vi står sammen om de studenterpolitiske emner, vi kan blive enige om i stedet for at lade os begrænse af støvede ideologier.

  • Revidering af Fremdriftsreformen, så studerende på KU kan vælge kun at bestå 45 ECTS points om året i stedet for 60 ECTS points. Studenterrådet ledte disse forhandlinger med ledelsen i et paritetisk 12-mandsudvalg.
  • Indførsel og ansættelse af en Studenterambassadør; en uafhængig ombudsmand for de studerendes som kan vejlede studerende om juridiske spørgsmål, når vi kommer i klemme i KUs regel-labyrint. FJ har i foråret indgået et samarbejde med ambassadøren om en ugentligt kontor dag på Det Juridiske Fakultet.
  • Et minimumstimetal på 12 timer om ugen, der sikrer, at studerende møder fagligt kompetent undervisning og vejledning i løbet af studiet.

Vi er stolte af de forandringer, vi har skabt, og vi ser frem til at kunne skabe endnu bedre uddannelser med afsæt i de studerendes ønsker og behov i fremtiden.

Underskrevet af Camilla Due og Adan A. Khan hhv. formand og næstformand for Forende Jurister og Kristian Dam Hove næstformand for bachelorstudienævnet på Det Juridiske Fakultet på vegne af Forenede Jurister

BEVAR DE STUDERENDES INDFLYDELSE I STUDIENÆVNENE

 Af: Frederik Tom-Petersen. Medlem af forretningsudvalget i Studenterrådet v. KU.

Af: Frederik Tom-Petersen. Medlem af forretningsudvalget i Studenterrådet v. KU.

Støvet har knap lagt sig efter at ledelsen på Københavns Universitet meldte ud, at man vil nedlægge institutrådene, før de studenterekskluderende trommer igen kan høres på vandrørene. Denne gang er det Søren Pinds udvalg for bedre universitetsuddannelser, der orkestrerer tonerne, som er rettet mod studienævnene.

Som udgangspunkt er udvalgets opgave, som navnet antyder, såmænd nobelt nok: Udvalget arbejder for at skabe gode universitetsuddannelser, der er til gavn for individet og samfundet.  Ingen brok deraf herfra – det er i virkeligheden også derfor, at jeg sidder ved tasterne i dag.

Der er bare lige det med udvalget, at det åbner op for en universitetsmodel, hvor vi studerende, såvel som de ansatte, potentielt kan miste formel indflydelse på udformningen af vores fælles uddannelser. I udvalgets kommissorium er det nemlig beskrevet, at en del af udvalgets arbejde vil omhandle en revision af studienævnenes rolle. Der står:

»Det formelle ansvar for uddannelseskvalitet er placeret under rektors ledelse, mens studienævnet har til opgave at understøtte tilrettelæggelse, gennemførelse og udvikling af uddannelse og undervisning. Et yderligere spørgsmål er derfor, om ansvars- og arbejdsdeling vedrørende uddannelsesledelse understøtter uddannelseskvaliteten og højt læringsudbytte«

Ordlyden synes flad og uskyldig, men implicit i denne udmelding ligger en dybt foruroligende overvejelse; nemlig hvorvidt det vil være gavnligt at reducere eller fratage studienævnenes beslutningskompetence i forhold til tilrettelæggelsen af de uddannelser og kurser, som studienævnene dækker over.

I min optik er der klare demokratiske og faglige farer ved denne tankegang.

Studienævnene er en af de sidste lokale bastioner, hvor repræsentanter fra os studerende og det videnskabelige personale kan få reel indflydelse på de uddannelser, som bliver udbudt netop inden for det område, hvor vi til sammen er eksperterne.

Studienævn er grundtonen

At fjerne undervisernes og de studerendes ekspertise i udformningen af uddannelserne vil være fuldstændig hovedløst. Kvalitet i uddannelse og højt læringsudbytte hos os studerende harmonerer i mine ører ikke med en styrkelse af ledelsesansvaret for uddannelseskvaliteten og tilrettelæggelsen af uddannelsen (som det hedder sig i kommissoriet), men snarere med idéen om enstrenget ledelse.

Netop den enstrengede ledelse må ikke være et endemål i sig selv, for så risikerer vi, at inddragelsen af os studerende kun sker, når ledelsen finder den relevant og mangler rygdækning.

Universitetet er og skal være en vidensorganisation, hvor forskere og studerende i samspil skaber livlige forsknings og undervisningsmiljøer til gavn for samfundet.  Denne duet skal selvfølgelig dirigeres og bliver det i dag også af studieledere med stærke faglige baggrunde, tætte forhold til forskningsmiljøerne og gode relationer til os studerende. Men da det i sidste ende er forskerne og de studerende, der skal spille, giver dette ikke mening at fratage dem deres billetter til koncerten.

Det er netop arbejdet for kvalitet på vores uddannelser, der hvert år får studerende på alle universitetets studier til at opstille til studienævnene til universitetsvalget. Hvis man fjerner handlekraften i studienævnet, fjernes ikke kun dette engagement, men også de studerendes garant for, at deres stemmer bliver hørt og at deres inputs tages seriøst.

Studienævnene er i dag på mange måder grundtonen i den uddannelsessymfoni som vores universitet er. Jeg håber derfor inderligt, at udvalget lytter til de studerende, der er med i udvalgets følgegruppe og kommer til en erkendelse af, at musikken ikke spiller, hvis man fjerner det vidensinstrument, som de studerende og forskerne er.

Udvalgets arbejde forventes at være færdigt ved årsskiftet.

KÆRE DSU, HVORNÅR STOPPER I DE GULE FAGFORENINGER PÅ UNIVERSITETERNE?

 af: Malou Astrup Clemmensen, Sana Mahin Doost, André Shamoun og Marcus Turunen. Forkvinder og formænd for studenterorganisationer.

af: Malou Astrup Clemmensen, Sana Mahin Doost, André Shamoun og Marcus Turunen. Forkvinder og formænd for studenterorganisationer.

Valgkamp — Er det ikke på tide, at I stopper med at modarbejde enhedsorganiseringen i interessevaretagelsen af de studerende? Er det ikke på tide, at I stopper med at poste penge i universiteternes gule fagforening, bedre kendt som Frit Forum?

Det er fantastisk at bo i et land med en velopbygget velfærdsstat. En velfærdsstat opbygget af et velfungerende arbejdsmarked, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere indgår aftaler om forholdene på arbejdsmarkedet. Arbejdstagerne er repræsenteret af fagforeninger, der samler de mange holdninger, der måtte være blandt en faggruppe, til fælles ståsteder og visioner.

Man organiserer sig altså for at stå stærkere – og på den måde sikrer man den bedst mulige interessevaretagelse af sig selv og sine kollegaer. Denne organiseringsform har gennem mere end 100 års slid resulteret i, at den enkelte på arbejdsmarkedet i Danmark har nogle af de bedste forhold i verden.

På mange universiteter er der organisationer, der modarbejder de studerendes fælles organisering.

Det virker at organisere sig med andre, der tilhører samme faggruppe som én selv, og mere lokalt på samme arbejdsplads som én selv.

Desværre er der i disse tider såkaldte ‘gule fagforeninger’, som lover arbejdstagerne samme faglige tryghed, selv om de i realiteten ikke beskæftiger sig med den brede og langsigtede interessevaretagelse og i stedet kun fokuserer på den enkeltes umiddelbare behov. Dette er med til at splitte interessefællesskaber og stiller i det hele taget den enkelte dårligere.

INTERESSEVARETAGELSE I UDDANNELSESSYSTEMET

Helt fra vi starter i folkeskolen og op gennem ungdomsuddannelserne, lærer vi, hvordan man ved at organisere sig i sit elevråd kan få indflydelse på sin skole, selvom man blot er en helt almindelig elev.
Det gør man ved at organisere sig med sine skolekammerater og sammen finde ud af, hvad man som elever skal kæmpe for.

I elevrådet lærte man, at man ikke altid kan få ret, og at man gennem uenigheder og debatter må finde de bedste kompromisser. Sådan sikrede man, at elevernes overordnede interesser blev varetaget gennem demokratisk debat og sammenhold, også når man taber kampe.

Denne måde at organisere sig på er direkte inspireret af den måde, fagforeningerne organiserer forskellige faggrupper. På samme måde fungerer det på de mellemlange videregående uddannelser, hvor man også organiserer sig i en enhed – i et fagligt interessefællesskab.

PARTIPOLITIK MODVIRKER DEN FÆLLES ORGANISERING

På universitetet foregår denne organisering på samme måde – også inspireret af fagforeningernes måde at organisere sig på. De studerende organiserer sig i deres lokale interesseorganisationer, nemlig studenterrådene.

Der er dog en afgørende forskel fra de andre uddannelsesinstitutioner: På mange universiteter er der, ligesom med de gule fagforeninger på arbejdsmarkedet, organisationer, der modarbejder de studerendes fælles organisering.

Det er partilignende organisationer, der opfordrer de studerende til at organisere sig i forskellige grupperinger afhængigt af den enkelte studerendes partipolitiske tilknytning. De mener, at universiteternes medinddragende organer skal betragtes som små lokale parlamenter, hvor man ud fra sin partipolitiske overbevisning må kæmpe om magten. De stiller op til de lokale råd og nævn mod de enhedsorganiserende studenterråd.

Dette er mildest talt skadeligt for de studerendes brede, faglige interessevaretagelse. Det er rigtig ærgerligt, at partipolitik skal splitte den brede organisering af de studerende.

For selvfølgelig er der meget, de enkelte studerende kan være uenige om. Men når det handler om de grundlæggende forhold på universiteterne, er det brede flertal jo enige – vi vil ikke have forringet vores SU, vi vil gerne have tilstrækkeligt med undervisning, og vi vil gerne have ordentlige rammer for vores uddannelse som lokalestørrelser, studiemiljø, osv.

Her må man spørge sig selv, om den mest fornuftige organiseringsform er på baggrund af partipolitik eller faglige hensyn. For hvordan indretter man i grunden et socialdemokratisk bibliotek? Her er vores svar: biblioteket må indrettes på baggrund af faglige hensyn, altså om der er tale om fysikstuderende eller historiestuderende, der alt andet lige har forskellige faglige behov.

DET ER PÅ TIDE MED ET OPGØR

DSU er kendt for at have en hård linje mod gule fagforeninger. Man kan ikke være medlem af DSU og samtidig være medlem af en gul fagforening – altså kan man ikke både være (ung) socialdemokrat og være med til at splitte interessefællesskabet i den faglige organisering.

Er det, fordi DSU har en anden analyse af, hvordan interessevaretagelsen på lige præcis universitet bør foregå? Og gælder denne opfattelse i så fald også andre uddannelsesinstitutioner? Kan man som aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Erhvervsskolernes Elevorganisation, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever eller Danske Skoleelever, Lærerstuderendes Landskreds mm. se frem til på et tidspunkt at skulle konkurrere mod centrum-venstre-organisationer finansieret af DSU, der modarbejder enhedsorganiseringen af elever og studerende?

Det kan derfor være svært at begribe, at DSU poster penge i en tilsvarende splittende organisation på universitetsområdet. En organisation kaldet Frit Forum, som vel at mærke ikke er anerkendt som en legitim studenterorganisation af jeres tætte samarbejdspartnere i LO-ungdom.

Kære DSU – er det ikke på tide, at I stopper med at finansiere splittelsen af de studerende? I stedet kunne I opfordre Frit Forums aktive til at tage del i den fælles interessevaretagelse og kamp for bedre vilkår på universiteterne.

Universiteterne er under større og større pres, og der er virkelig brug for, at vi som studerende står sammen for at modarbejde forringelser. Vi kunne i stedet skabe forbedringer sammen – lokalt såvel som nationalt!

Sana Mahin Doost er forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Malou Astrup Clemmensen er Forkvinde for Studenterrådet ved Københavns Universitet, André Shamoun er formand for Syddanske Studerende og Marcus Turunen er organisatorisk Næstformand for Studenterrådet ved Roskilde Universitet.

Se svaret fra DSU og Frit Forum her.

DERFOR ER DET FEDT MED ET UDVIDET RETSKRAV

 Af: Marie Thomsen, Næstforkvinde, Studenterrådet

Af: Marie Thomsen, Næstforkvinde, Studenterrådet

FORLEDEN fik jeg en mail fra Rambøll management consulting, som er ved at lave en undersøgelse for KU, der omhandler dimittenders oplevelse af deres uddannelse. Jeg nåede at få hjertebanken og overveje, om jeg var blevet skrevet ud af min uddannelse, uden jeg havde opdaget. Da jeg havde få læst mailen igennem, gik det dog op for mig, at Rambøll (og KU?) gik ud fra, at jeg havde bevæget mig ud på arbejdsmarkedet med mit bachelorbevis knuget i hånden.

JEG KAN skynde mig at afsløre, at jeg ikke engang overvejede at finde mig et arbejde i stedet for at søge ind på min kandidatuddannelse. For det første ville det betyde, at jeg ikke var sikker på at få lov til at komme ind på min kandidatuddannelse, når jeg var klar til det. For det andet står arbejdsgiverne ikke ligefrem i kø for at ansatte antropologer, som ikke har en kandidat med i bagagen.

NU LIGNER det, at et flertal i folketinget vil give os mulighed for at tage en pause mellem bachelor og kandidat, uden vi mister retten til at tage den dertilhørende kandidatuddannelse. Som titlen på dette indlæg hentyder til, så synes jeg, det er en brandgod ide. Det er en god ide, fordi det giver trætte studerende muligheden for at give sig selv et pusterum, fjerne sig fra universitetsboblen og så vende tilbage igen, når studieglæden igen er til at føle i kroppen.

DET ER godt, fordi jeg som studerende kan få mulighed for at holde en pause og give mig selv en realistisk chance for at mærke, om jeg rent faktisk har lyst til at tage den kandidat, som ligger i forlængelse af min bachelor, eller om jeg skal søge et andet sted. Jeg ville kunne få lov til at mærke efter uden at ofre muligheden for at vende tilbage til antropologien, skulle jeg finde frem til, at det faktisk var mit hjertebarn, og der ingen grund var til at skifte bane.

JEG SYNES, det er dejligt, at politikerne tager den store bunke af stress-undersøgelser alvorligt og giver os studerende nogle flere greb til at kunne geare ned og tage en pause. Vi vil jo gerne vores fag, og vi bliver meget bedre til vores fag, hvis vi også har ro i hovedet til at kunne forbyde os. Vi bliver også bedre til vores fag, hvis vi har mulighed for at tage nogle skridt væk fra universitetets mure og få lidt perspektiv på vores egen faglighed.

JEG HÅBER, at dette kun er det første skridt på den politiske vej til at give os studerende noget mere frihed til at blive de bedste kandidater.

TIL KAMP FOR UNIVERSITETET

 Af: Malou Astrup Clemmensen og Marie Thomsen. Forkvinde og næstforkvinde for Studenterrådet

Af: Malou Astrup Clemmensen og Marie Thomsen. Forkvinde og næstforkvinde for Studenterrådet

Studenterkommentar — Studenterrådets forkvinde og næstforkvinde forklarer, hvorfor de siger fra over for regeringens besparelser på uddannelse.

I SKRIVENDE STUND er vi ved at gøre os klar til at samle elever og studerende fra hele landet for at sige klart fra over for besparelser på vores uddannelser og de kvalitetsforringelser, som unægtelig følger med. Når du, kære læser, sidder med avisen i hånden, så er det dagen efter dagen. Det er efterhånden ved at være en tradition, at hvert efterår vil politikerne nedprioritere ungdommen, og hvert efterår råber ungdommen op og kræver at blive taget seriøst.

I SITUATIONER med årelange besparelser så er det nemt at blive fanget i, hvad vi kæmper imod, fordi det er det, som er nemmest at få øje på. Vi kæmper mod fyringer af vores dygtige undervisere, vi kæmper mod lukninger af både fag og biblioteker, vi kæmper mod større hold til undervisning og dårligere forhold for at få vores speciale vurderet på bedste vis.

UDFORDRINGEN MED AT KÆMPE imod ting er, at det er hårdt. Det føles som en kamp op ad bakke. Derfor har vi spurgt hinanden, hvad det er, vi kæmper for. Hvorfor orker vi år efter år stå og råbe politikerne op, mens oktobervejret raser om ørene på os. Vi kæmper mod besparelser, fordi vi kæmper for vores faglighed, og fordi vi har drømme på det her universitets vegne. Og så er det jo nærliggende at spørge, hvad det er vi drømmer om, og hvordan vi gerne selv vil være studerende.

FILMEN GOOD WILL HUNTING præsenterer en meget stereotyp ide om, hvad det vil sige at være universitetsstuderende. I ordets mest bogstavelige forstand så læser man på universitetet, man læser tykke bøger alene på et bibliotek, og så kan man dukke op til en forelæsning med 300 andre studerende og en lærer, som står foran seks store tavler, som i løbet af forelæsningen bliver fyldt ud med ulæselige kragetær.

HVIS DET VAR SÅDAN en universitetsoplevelse, vi var blevet præsenteret for, så havde vi ikke været på KU særlig længe. Heldigvis er det at læse på universitetet i dag så meget mere end at sidde bøjet over bøgerne til den lyse morgen og forsøge at få lov til at stille bare et enkelt spørgsmål blandt skoven af andre studerende, som også bare gerne vil stille ét spørgsmål til forelæseren. Det at læse på universitetet er meget mere end at proppe sit hoved med viden; magien sker, når vi får lov til at diskutere den viden og forholde os kritisk til den. Når vi har holdundervisning og diskuterer teksterne med vores medstuderende, når vi råbende til fredagsbaren får vendt, hvorfor Foucault er så populær, når vi mødes med vores underviser i køen til kaffe og når at få spurgt, hvad lige det der begreb betød.

FOR OS ER DETTE UNIVERSITETET anno 2017 – og heldigvis for det. Det er det universitet, vi kæmper for at bevare. Det er det universitet, vi kæmper for at rykke videre. På KU er der ikke én løsning på, hvordan drømme-universitetet ser ud. Det er noget af det, som gør det helt unikt at være studerende her. Hvis vi alligevel skal forsøge at sige noget fælles, så handler det i høj grad om, at vi som studerende bliver inviteret med ind i skabelsen af banebrydende forskning, hvor vi tør tage chancer og løbe med de gode ideer. Og sidst men ikke mindst så drømmer vi om et universitet, hvor de studerende har overskud, hvor de stoler på deres faglighed, hvor de har venner og hvor man føler sig som en del af noget af noget større, et større vidensfællesskab.

NU SKAL VI LIGE PUSTE ud oven på demonstrationen og få indhentet noget af den søvn, som vi ikke har fået de sidste par måneder. Når vi har sovet ud, så går vi i gang med at få drømmeuniversitetet til at ske. Der er altid plads til at få flere med på holdet, og hvis du stod på Nytorv, fordi du også er forelsket i din egen faglighed, så vil vi rigtig gerne have dig med.

SIG NEJ TIL KONSTANTE BESPARELSER PÅ DIN UDDANNELSE

  Af Cielia Atlanta Vedel Eckardt

Af Cielia Atlanta Vedel Eckardt

KENDER du den følelse af, at en handling hurtigt kan skabe en glidebane hen mod flere handlinger af samme art? Et stykke chokolade bliver pludselig til ti, og så til hele pakken, ikke? Det er sådan, jeg er bange for, at politikerne har det med uddannelsesnedskæringer.

I MORGEN (torsdag den 5. oktober) skal vi til demonstration. Det skal vi, fordi der skal spares yderligere 14,7 milliarder danske kroner på uddannelse indtil 2021. Der er ikke blevet lavet en SU reform, en ny fremdriftsreform eller et nyt uddannelsesloft – men regeringen har besluttet at forlænge de blinde grønthøsterbesparelser på 2% om året. Og de løber altså op i 14,7 milliarder på uddannelsesområdet, hvis man vælger at stoppe 2%’s besparelserne i 2021. Det kan vi bare ikke vide, om man gør.

JEG HAR egentlig altid tænkt, at vi har det ret godt ude på jura. Men det er ikke fordi vi ikke oplever besparelser. Lige inden jeg skulle i gang med at skrive mit bachelorprojekt forrige år, skulle jeg til møde i bachelorstudienævnet. Der fik vi at vide, at vi kunne vælge mellem at afskaffe enten bachelorforsvaret eller specialeforsvaret. Der var intet alternativ, for hvis det ene skulle leve, måtte det andet dø. Der var simpelthen ikke råd til begge. Vi gik noget slukørede fra det møde, hvor det juridiske bachelorforsvar afskaffedes.

NU GÅR der rygter om, at specialeforsvaret også skal spares væk. På en uddannelse, som er bygget op omkring gruppearbejde og mundtlige præsentationer, har vi derfor snart kun én mundtlig obligatorisk prøve, på de fem år, vi begiver os på det juridiske fakultet. Faget er familie- og arveret og er et 1. semesterfag.

OG DET er ikke fordi det er nemt at være 1. semesterstuderende på jura. Jeg kan som instruktor se, at der er ti personer mere pr hold, end for bare et år siden, og det er blevet sværere som underviser at holde fokus på holdet, og jeg kan knapt nå at lære alle de studerendes navne at kende på et semester.

PÅ ET studie, hvor der går omtrent 4500 studerende, er det selvfølgelig ikke givet, at underviserne lærer de studerende at kende. Men det ville være dejligt, hvis der var en reel mulighed for det. I højere grad end mig, har vores studievejledning med kun tre vejledere ingen jordisk chance for at få et forhold til de studerende. Det tager 6 uger at få behandlet skriftlige henvendelser, og man kan sjældent komme igennem på telefon. Jeg kan ikke begynde at forestille mig, hvor frustrerende det må være, ikke at kunne hjælpe dér, hvor de studerende føler mest brug for det.

DEMONSTRATIONEN handler om, at vi siger nej til at vores specialeforsvar spares væk, siger nej til at man pludselig skal være 40 mennesker på et stamhold, nej til at vores administration konstant er underlagt besparelser, der resulterer i flere fyringer og mindre tid til at hjælpe os studerende. Og så handler det om, at vi står samlet som hele Københavns Universitet, og sammen med de andre danske uddannelsesinstitutioner.

FOR HVIS vi synes vi oplever nedskæringer alle steder nu, hvordan ser det så ud i 2021, når glidebanen er blevet en rutsjebane og vi har sparet 14,7 milliarder? Ja, jeg tør knapt tænke på det, og det er derfor jeg tager til demonstration. Vi ses!

BLIVER MIT SPECIALE SPARET VÆK?

  Laura Bech Hansen, Studenterrådet

Laura Bech Hansen, Studenterrådet

»DET ER en god idé at begynde at tænke på specialet allerede nu, så I kan vælge kurser, der klæder jer på til den store, afsluttende opgave.«

Stilhed. Panisk mumlen. Og derefter spørgsmålet: »Hvornår er det normalt at gå i gang med specialet?«

KNAPT ER introdagen for kandidatstuderende startet, før vi skal forberede os på den sidste krone på værket.

VI STUDERENDE bruger utrolige mængder tid på at blive så dygtige som overhovedet muligt, og det er ikke for sjov, at folk altid ser lidt mærkelige ud i hovedet, når de skal til at aflevere speciale. Men det gør mig ikke noget, for jeg glæder mig til et helt semester helliget lige præcis dét nicheområde, jeg selv synes er mest spændende. Endelig bliver det mig, der bestemmer, endelig bliver der tid til fordybelse. 50-80 sider jeg selv disponerer over og 20 timer med min vejleder, så skal jeg nok vise verden et og andet om kønnethed i det franske sprog. Bare kom an!

5 ÅRS studier kogt ned til én afsluttende opgave, der står nederst på det eksamensbevis, der skal agere kvalitetsstempel resten af livet. Det fortjener en grundig bedømmelse. Eller hvad?

FOR PÅ grund af de sidste års milliardbesparelser må mit fakultet nu halvere den tid, censor har til at læse mit speciale. 5 timer vil der fremover være råd til, og det inklusiv at læse opgaven, undersøge kilder, diskutere med eksaminator og finde frem til en passende karakter. Det er der ikke meget faglighed, kvalitet eller menneskelighed over.

NÅR MAN på humaniora allerede har sparet først specialeforsvaret og dernæst specialeudtalesen væk og nu reducerer bedømmelsestiden, hvad bliver så det næste? At vejlederne kun har tid til at læse introduktionen og konklusionen?

NÅR VI afslutter vores uddannelse med store, selvvalgte opgaver, så er det fordi, vi vil have kandidater, der kan tænke nye, store og originale tanker, kandidater, der kan forbedre og kvalificere vidensniveauet i virksomheder, offentlige institutioner og i videre forskning. Vi vil ikke have ensrettede kassetænkende kandidater, selvom det unægteligt ville være billigere.

NÅR MAN nedprioriterer specialet, så er det et skridt på vejen til at omdanne universitetet til en pølsefabrik. Kvalitet og originalitet koster – men det har vores regering tilsyneladende glemt. Og det er derfor, vi alle sammen, studerende som ansatte, går på gaden d. 5. oktober til Demonstration mod nedskæringer på uddannelse. Vi ses på Nytorv!

STUDENTS OF NEDSKÆRINGER

  A. K. Winding, Studenterrådet

A. K. Winding, Studenterrådet

Nedskæringer — Studenterrådet opfordrer til at deltage i demonstrationen den 5. oktober mod regeringens uddannelsesnedskæringer.

Siden jeg begyndte at lave studenterpolitik, har efteråret været en mærkelig størrelse.

Man har rygende travlt, men med præcis det samme som man havde travlt med året før; der skal endnu engang arrangeres en demonstration i løbet af den første uge af oktober.

Selvom det er sjovt at male bannere og få logistikken med fem forskellige fordemonstrationer fra KU’s forskellige campi til at gå op, er det også opslidende, og jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt. Jeg ville ønske, at regeringen ville holde op med at spare på vores uddannelse.

Jeg har i dag mødt tre nye seje mennesker, der hedder Anna, Asta og Ida. De studerer alle 3 på humaniora og var med da rektor, Henrik Wegener, var på rundtur på KUA med Studenterrådet.

Sammen med studerende fra jura, humaniora og teologi var de med til at vise Henrik, hvordan studielivet ser ud, hvad de studerende går op i, og hvad det der #kualife er.

Der blev talt om vigtigheden af kulturfag, styrkerne ved småfag, hvordan KUA giver samling til juras tidligere fragmenterede studiemiljø, og hvordan den gode studiecafé bliver basen i ens studieliv. Desværre var det også nødvendigt at tale om bibliotekslukninger, faglukninger og mangel på forskerkontakt, for det kan mærkes, når regeringen år efter år sparer på vores uddannelse.

I sidste uge skrev Frederik fra Studenterrådet, hvad de 123 millioner som KU skal spare i 2018, svarer til opgjort i både årsværk, instruktortimer og kvindelige EM-sølvmedaljevindende landsholdsspillere.

Jeg så i dag, hvad det svarer til for de studerende, der frygter, at deres fag eller institutbibliotek bliver det næste, der skal lukkes.

Studenterrådet sætter frem til d. 5. oktober fokus på, hvordan studerende mærker nedskæringerne i deres hverdag. Den 5. oktober tager vi nemlig med til Uddannelsesalliancens demonstration under parolerne hæv kvaliteten, stop nedskæringer på uddannelse og bevar SU’en – og vi håber, at du vil tage med.

Hold øje med vores facebookside og send en besked til os, hvis du har lyst til at fortælle, hvor du mærker nedskæringerne i din hverdag på KU.

Og lad os så – endnu engang – få fortalt de politikere, hvor dumt det er at spare på vores uddannelse.

STOP DEN SYSTEMATISKE UDHULING AF VORES UDDANNELSER

 Af Frederik Tom-Petersen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af Frederik Tom-Petersen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

SIDEN finansloven 2016, hvor det blev besluttet at spare 8,7 milliarder på uddannelse i perioden frem til 2019 har regeringen nu to år i træk udvidet disse besparelser ved at forlænge det såkaldte omprioriteringsbidrag på 2 procent, så det nu vil strække sig til frem 2021.

RÆSONNEMENTET synes stadig at være, at vi universitetsstuderende er kornfede og derfor skal bidrage til besparelser, der skal gennemføres i hele den offentlige sektor – en fejlslutning som vi igen i år må forsøge at modbevise.

VI HAR nemlig for længst bevæget os væk fra besparelser, der fordrer en effektivisering af uddannelsessektoren – nu står vi en situation, hvor sektoren systematisk bliver udhulet under falske postulater om kornfede uddannelsesinstitutioner, mens vores fremtidsministersynes at mangle reelle ambitioner for uddannelsessektoren.

NÅR JEG ser mig omkring på universitetet, ser jeg ikke ingen hjørner, der kan skæres fra, ingen steder hvor høvlen kan tage 2 procent mere af den i forvejen hullede ost. Tværtimod oplever jeg, at vi for længst er nået en grænse, hvor besparelser går ud over uddannelseskvaliteten.

FORRINGELSERNE sker, når man på institutterne og fagene er nødsaget til at pakke reelle stillingsnedlæggelser og fyringer ind i flotte ord som tilpasningsrunder og frivillige fratrædelsesordninger, reducere mængden af studenteraktiverende undervisning og bespare eller fjerne den i forvejen udmagrede feedback.

EN AF DE BESPARELSER, der har gjort mest ondt på mig som studerende var, da det centrale studiemiljøtilskud til fakulteterne faldt fra 20 millioner til8,4 millioner, svarende til 42 procent af oprindelig størrelse. Besparelsen gør det hamrende svært for mig som studenterrepræsentant for de geografi- og geologistuderende, at gøre noget ved de problemer, som sidste års UVM afslørede på SCIENCE.

SOM UNIAVISEN påpeger i sin artikel fra d. 7 september vil Københavns Universitet i perioden 2016-2021 modtage 930 millioner mindre i uddannelsestilskud(!). Det er penge, som bliver fjernet fra vores uddannelser og som ikke kan undgå at gå ud over kvaliteten. Alene i 2018 skal Københavns Universitet spare 123 millioner.

HVIS VI PRØVER at oversætte dette beløb til kvalitet, svarer det til årsværket på 146 professorer, (ud af KU’s nuværende 486,8), 202 lektorårsværk (ud af KU’s nuværende 1128,6), 594.720 instruktortimer eller 667.462 timers studenterstudievejledning. Alternativt kunne vi få 3.236 EM-sølvmedaljevindende kvindelandsholdsspillere for samme beløb (En prioritering, der ikke ville være helt skæv).

I 2021 når fortsættelsen af disse besparelser rammer, er jeg formentlig færdig med at studere, så jeg går i første omgang fri af nedskæringerne – men så alligevel ikke. For hvis vi skuer ud over universitetets egne grænser, går vi en grel fremtid i møde, hvor unge håbefulde mennesker bliver mødt af et uddannelsessystem i forfald, hvor besparelser er dagligdag og politikernes ambitioner på uddannelselsesområdet tangerer mod et nulpunkt.

DERFOR mener jeg, at vi i fællesskab skylder os selv og fremtidens studerende at sige fra, når regeringen kommer med så elendige forslag som dette.

HVOR SKAL VI SOVE I NAT?

  Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

DET ER første mandag i september, vejret indikerer Netflix og dyne, men i dag går den ikke længere.

SOMMERFERIEN er slut, undervisningen starter igen, og mens jeg cykler mod KUA (Søndre Campus, red.), kan jeg mærke, at jeg glæder mig. Det er dejligt at være tilbage, og jeg bliver hverken irriteret over byggerodet eller de lange køer i Academic Books, det er jo på en måde en del af charmen.

MIT OVERSKUD forsvinder dog ret brat, da jeg på vej til læsesalen opdager, at jeg har glemt min computer hjemme i sengen. Jeg er ude af træning med at studere, og jeg må cykle hjem igen.

DER ER nok altid lidt startvanskeligheder, når et nyt semester starter, både for garvede kandidatstuderende og for helt nystartede bachelorstuderende. Desværre er udfordringerne for nogle studerende en hel del større end en ekstra cykeltur eller en lang kø i kompendieudsalget. Rigtig mange studerende mangler nemlig et sted at bo.

SOM EN del af studiestarten, har jeg været rundt og fortælle om Studenterrådet til de nye studerende. Jeg spurgte dem, hvor mange af dem, der ikke havde noget sted at bo, og det var skræmmende at se, hvor mange, der rakte hånden op. Desværre er boligmangel i København ikke et nyt fænomen, og så meget desto mere forundrende er det, at det endnu ikke er blevet løst.

DET SIGER sig selv, at det er sværere at lære nye mennesker at kende, hvis man ikke har noget sted at hvile ud. Det siger sig selv, at det kan være svært at følge med i undervisningen, hvis man ikke har et sted at pakke sine bøger ud. Hjemløshed og boligsøgningsstress stjæler fokus fra det, der er vigtigt – og det går især ud over nystartede studerende, der i yderste konsekvens må give op og droppe ud. Sikke et spild af potentiale.

TIL NOVEMBER er der kommunalvalg, og allerede nu varmer kandidaterne op ved at diskutere kollegiebyggeri og containerboliger. Hvor er det dejligt, at boligmanglen endelig er et erkendt problem, og at der begynder at komme løsninger, men hvor ville jeg ønske, at løsningerne var lidt mere holdbare.

MIDLERTIDIGE containere og kollegieværelser, der æder hele månedens SU, det er lappeløsninger, der er meget bedre end ingenting, men bare ikke godt nok på langt sigt.

HVIS VI skal være ordentlige studerende, skal vi have ordentlige boliger – så lad os finde en holdbar løsning på Københavns boligmangel.

PÅ KURS MOD FJERNE KYSTER

 Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

PÅ TV 2 HAR MAN indtil for nyligt kunne følge med i familien Behas eventyr rundt om jorden. De er ude for at opleve verden og se, hvad de kan lære undervejs. På samme måde er Københavns universitet lige nu ved at sætte sejl til sin egen rejse. Kursen skal lægges, sejlene skal rigges og den rette besætning skal findes.

BESÆTNINGEN ER VED at være på plads, både Henrik Wegener og Mads Krogsgaard står klar ved roret.  Resten af universitetet er på vej ombord, nu mangler vi kun kursen.

NORMALT BLIVER KURSEN sat efter Oxford og Harvard, de store, gamle institutioner er som regel et glimrende mål, når vi skal finde ud af, hvad vi skal sigte efter. Det store spørgsmål i øjeblikket er, om vi skal se længere, end vi plejer, om vi skal finde ud af, hvad det er, vi kan på vores universitet, som er helt unikt.

KU HAR ALDRIG manglet lyst eller ambitioner til at sætte det lange kikkertsigte på, når retningen skulle findes. Desværre er det svært at få tid til at lægge den rette kurs, når meget af opmærksomheden går med at få pisket besætningen på plads og finde ud af, hvordan man stadigvæk kan sejle, når sejlene er for små.

MANGE ÅRS BESPARELSE har gjort det svært at få ambitioner og ressourcer til at stemme overens. Det er synd, fordi Københavns Universitet emmer af potentiale for at blive det største, flotteste og hurtigste skib på havet.

KU ER ET DEMOKRATISK skib, kaptajnerne har indbudt hele besætningen lige fra skibskokken over gasten til styrmanden til at give deres bud på, hvor vi skal sejle hen. Sammen skal vi finde den rette kurs for vores gamle skude. Vi har kurset sat mod et universitet, hvor studerende og forskere mødes i små grupper og sammen finder på vilde nybrud, opdagelser og innovationer.

KURSEN ER SAT mod et universitet, hvor de dygtigste undervisere får lov til at skinne igennem og sætte retning for resten af universitetet. Står det til os, sætter vi også kursen mod et universitet, hvor studerende har tid og rum til at udleve deres fulde potentiale. Hvor vi danner kritiske medborgere til fremtidens samfund side om side med fremtidens nobelprismodtagere og stjerneforskere. Det kræver, at vi sigter mod en kyst, hvor der er fleksibilitet og muligheder for at møde praksis som en del af uddannelse, hvor der er god grobund for virkelig at dyrke vores grundfagligheder. Dannede studerende, der er klar til arbejdsmarked eller forskerkarriere, har alle brug for at stå solidt plantet i en faglighed, der kan guide dem på deres egen rejse efter tiden som studerende.

TIL SIDST vil vi vende tilbage til familien Beha, som har haft TV 2 med på slæb på deres rejse. TV 2 har ikke blandet sig i deres dannelsesrejse, de har stolet på, at familien havde den rette kurs og vidste, hvor de skulle hen. Vi håber, at KU ligeledes får lov til at finde egne kyster uden medie- eller ministerindblanding.

STUDENTERRÅDET HOLDER STORMØDE FOR INDVALGTE

 Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Hvorfor er det fedt, at indvalgte samles? Ny rektor, ny retning for KU – vi er valgt af vores medstuderende til at tale deres sag, og jo flere vi er, der siger det samme, jo klarere går vores budskab igennem.

Onsdag den 10. maj fra klokken 17 til 20 inviteres alle Studenterrådets indvalgte til samling på Købmagergade 52.

De indvalgte skal både høre, hvad vores nye rektor tænker om status på KU, og hvor vi skal bevæge os hen som universitet.

Andre seje indvalgte fra forskellige steder på universitetet fortæller om hvad de arbejder på, og hvad de brænder for med deres arbejde.

Alexander og Elias, som er Studenterrådets folk i universitetsbestyrelsen, fortæller om deres arbejde, og hvordan indvalgte over hele universitetet er med til at styrke deres muskler rundt om forhandlingsbordet.

Det er fedt at samle indvalgte under det samme tag, så de kan opleve, at de ikke er alene i mødelokalet. Hver gang de går til studienævns- institutråds- eller akademisk rådsmøder, så har de alle de andre indvalgte på KU i ryggen.

Det er de samme spørgsmål, som bliver stillet i mødelokalerne over hele universitetet: Hvordan ser den gode undervisning ud, hvordan sikrer vi feedback, hvad er den gode måde at koble praksis og teori i vores uddannelser.

Sådanne spørgsmål og mange flere skal de indvalgte være med til at finde svar på. Derfor er det fedt at samle indvalgte, fordi så kan de spørge deres medstuderende om, hvordan de har fundet løsninger på de samme problemstillinger lokalt. Sådan lærer vi af hinanden og sikrer, at de gode eksempler bliver delt ud i alle afkroge af universitetet.

Styrken i Studenterrådet er, at vi samler alle fag på hele universitetet. Det skal vi være stolte af, og vi skal arbejde benhårdt for at bruge den styrke til at rykke KU til at blive det bedste universitet, som tilbyder studerende uddannelse i verdensklasse.

Vi glæder os virkelig meget til at se indvalgte fra hele universitetet. Vi glæder os til at høre, hvad der rører sig på de forskellige fag, og vi glæder os allermest til at lære, hvordan vi kan bidrage til at skabe endnu bedre uddannelser for alle de andre studerende på universitetet.

Se programmet på Facebook

STUDERENDE MED HANDICAP SKAL HAVE BEDRE VILKÅR

 A.K. Winding, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

A.K. Winding, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Jeg sidder lige nu i min seng med to dyner og en stor kop te med honning og citron.

Jeg burde sidde på min cykel på vej mod KUA, hvor jeg skulle deltage i et møde om studerende med funktionsnedsættelse på KU.

Jeg er ret ked af, at jeg ikke er taget af sted, for funktionsnedsatte studerende er en af de grupper, som jeg allerhelst vil forbedre vilkårene for på Københavns Universitet.

FÅR UBERETTIGEDE AFSLAG

Men min krop har både psykisk og fysisk taget konsekvensen af en uge med alt for lidt søvn, lidt for mange opgaver og en weekend med stramt program på Politikkonference i Danske Studerendes Fællesråd. Det er frustrerende lige nu, men jeg ved, at det går over, når jeg får sovet igennem.

Det er bare ikke altid nok at rydde kalenderen og blive hjemme i sengen en enkelt dag. Det oplever rigtig mange studerende med funktionsnedsættelser hver dag, men systemet er ikke altid gearet til at håndtere, at studerende har brug for forskellige vilkår igennem deres studietid.

De studerende med funktionsnedsættelser er nogle af dem, der rammes hårdest af fremdriftspresset og KU’s ofte lidt for bureaukratiske systemer. Studenterambassadøren har gentagne gange påpeget i sin årsrapport, at funktionsnedsatte får uberettigede afslag på dispensationsansøgninger og oplever at blive ramt af stress som følge. På KU bliver det derfor en kamp at få lov til at gennemføre på egne præmisser.

STÅ SAMMEN OM BEDRE VILKÅR

Jeg ville ønske, at vi var bedre til at respektere alle studerendes behov for at indrette et studie, der kan stemme overens med deres liv og vilkår.

Derfor har jeg to opfordringer:

1. Lad os sammen arbejde for at skabe bedre vilkår for funktionsnedsatte! KU er heldigvis i gang med at implementere en strategi for at forbedre studietrivslen og sagsbehandlingen for funktionsnedsatte, men lad os også som medstuderende og undervisere arbejde for, at det bliver lettere for de, der har udfordringer.

2. Brug studenterambassadøren, når I oplever at blive behandlet uretfærdigt! KU har netop ansat en ny studenterambassadør, der trådte til 1. april. Lad os bruge funktionen til at sikre, at sagsbehandlingen på foregår retfærdigt, ordentligt og hurtigt.

Hvis vi gør det, tror jeg på, at vi kan skabe et universitet med respekt for, at det kræver forskellige rammer for os at gennemføre vores studier.

VI ER IKKE DEM, DER BARE SIGER NEJ

 Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

LIGE NU SKER DER TING og sager på Københavns universitet. Vores ledelse er i gang med at planlægge, hvor vores universitet skal bevæge sig hen de næste fem år. Skal vi arbejde for at få indført tutorials, hvor studerende mødes med forskere i mindre grupper, mentorordninger, mere feedback, gøre vores undervisere bedre til at undervise eller noget helt andet? Der er en verden af muligheder for, hvordan vores universitet kan udvikle sig og hvordan vores uddannelser kan ændre sig. Og lige præcis derfor er det vigtigt, at vi studerende drømmer med.

DET NYTTER IKKE noget at lave store satsninger, hvis ikke hele universitetet er med; hvis vi ikke alle sammen står sammen om udviklingen. Vi skal drømme sammen, så vi også er sikre på at få alle de gode ideer med. Tænk over, hvordan du godt kunne tænke dig, at dit studie så ud. Handler det om, at du gerne vil spise frokost i det samme lokale som din underviser, skal der laves debatklubber på tværs eller mangler du feedback i det svære fag?

VI KAN SE, at de gode initiativer slår rod, når studerende og ledelse går sammen om at støtte op om de bedste ideer. På Jura har ledelsen gjort det muligt at holde en hel uges indflytningsfestival for at fejre flytningen til Amager. På SUND giver ledelsen penge til mindfulness-kurser, så studerende bedre kan få hverdagen til at gå op. På Geografi har instituttet sat penge af, så alle studenterforeninger kan afholde arrangementer. Der er læssevis af gode eksempler, som det er vigtigt at huske på og fremhæve.

VI KENDER SELV følelsen af, at det kan være svært at holde fast i drømmene og ambitionerne. Vi befinder os i et politisk landskab, hvor der er mere fokus på pris end kvalitet. Det er en større prioritet at indføre et uddannelsesloft end at sikre kvaliteten af vores uddannelser. Vi ser et ministerium, som forsøger at møve sig længere ind på forskergangene og indføre dekreter på samme måde som Dolores Umbridge på Hogwarts.

Alt dette understreger dog kun vigtigheden af, at vi holder fast i vores egen ide om, hvordan det gode universitet ser ud. Når ministeriet forsøger at skubbe os i en retning, skal vi stå parat med et bedre alternativ. På den måde undgår vi hele tiden at være dem, der siger nej, i stedet bliver vi dem med de gode ideer.

VORES NYE REKTOR er lige startet, og han er på vej rundt og besøge de mange forskellige institutter. Tag med, når han kommer ud og besøger dig. Fortæl ham om alle de gode, spændende ting, som allerede foregår hos jer. Fortæl ham, hvad der godt må komme mere af. Drøm sammen med ham om, hvor vildt det her universitet kan være og hvor dygtige vi kan blive. I sidste ende er det sådan vi kan holde liv i det frie og uafhængige universitet.

REGERINGENS POLITIK ER MERE SKRÆMMENDE END AT STÅ ALENE I PHNOM PENH

 Cielia Eckardt, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Cielia Eckardt,
medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Det er altid skræmmende at rejse væk i længere tid. Måske især, når man som studerende skal afsted på udveksling eller i praktik.

At rejse til et nyt land, uden at kende et øje eller den kultur, man skal til at bo, arbejde og studere i. Uden nødvendigvis at have et sted at bo eller at vide, hvor man skal tage hen, når man har fået sin bagage i lufthavnen.

Sådan kommer jeg i hvert fald til at stå, når jeg på lørdag har samlet min vandretaske op fra baggagebåndet i Phnom Penh lufthavn i Cambodia.

Jeg har været så heldig at få en praktikplads hos en domstol, hvor jeg forhåbentlig får et godt praktisk indblik i det internationale strafferetssystem og får nogle oplevelser for livet. I mit arbejde skal jeg være med til at forberede sager mod de mennesker, der har begået krigsforbrydelser under Khmer Rouge regimet i 1970’erne.

Det er et arbejde, jeg har drømt om at få lov til at snuse til, siden jeg havde faget international dispute resolution på Jura.

HVAD PØNSER REGERINGEN MON PÅ?

Jeg regner med at få et enormt kulturchok og med at føle mig ensom i den første tid, hvor jeg ikke kender nogen. Men det er alligevel ikke det, der skræmmer mig allermest.

Det mest skræmmende ved at skulle være væk fra min dagligdag og mit universitet i tre måneder, er tanken om, hvad der mon kan nå at ske, inden jeg kommer hjem igen.

Har regeringen taget fat i SU-nedskæringer igen? Indfører de over natten et uddannelsesloft version 2.0? Sparer de yderligere 10 milliarder på uddannelsesområdet på den næste finanslov? Kommer Søren Pind til at udpege vores universitets næste bestyrelsesformand? Hvem ved, hvad der vil ske?

Det er nemt at komme til at fokusere på alt det dårlige. Jeg drømmer om, at KU prioriterer løbende feedback og faglige studiemiljøer højt i strategien for de næste fem år. Og så drømmer jeg om, at flere tør springe derud, hvor vandet er dybest for at prøve faglige grænser af.

Hvem ved, hvad der kan ske? Ikke mig – men man kan vel drømme.

MERE KVALITET, MINDRE HUMANIST-BASHING

  Af Laura Bech Hansen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af Laura Bech Hansen,
medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Studenterklumme — Politikerne kritiserer kvaliteten af de humanistiske uddannelser, samtidig med at de sparer på dem. Men kvalitetsuddannelser kræver investeringer, skriver debattøren.

Hvor tit skal du forsvare din faglighed? Hvor tit læser du i avisen, at din uddannelse er ubrugelig?

Hvor ofte har du hørt politikere, meningsdannere og julefrokost-onkler forklare, at samfundet altså har brug for, at du dropper dine naive drømme og i stedet vælger en ”fornuftig” uddannelse?

Hvis du ligesom jeg er humanist, så har du nok prøvet det en del gange. Senest i fredags, hvor Politiken brugte en hel side på at problematisere humanisters relevans på arbejdsmarkedet.

BLIVER BITTER OG OPGIVENDE

Efter et par år på KUA har jeg lært, at kunsten at kritisere min uddannelse på mere eller mindre oplyst grundlag hedder humanist-bashing.

Jeg har efterhånden også udviklet et fast reaktionsmønster, når jeg møder det: Først bliver jeg træt af at tage den samme diskussion igen og igen. Dernæst bliver jeg oprigtig forvirret over, at folk ikke kan se, at vi jo ikke får bedre kandidater af at få færre penge. Så træder min faglige stolthed igennem, jeg bliver vred og beslutter at svare igen.

Men til sidst står jeg tit tilbage en smule bitter eller opgivende. Hvornår mon vi begynder at respektere hinandens faglighed?

TVIVLER SELV PÅ KVALITET

Desværre må jeg nok erkende, at det ikke er så mærkeligt, at folk tvivler på kvaliteten af min uddannelse. Det gør jeg faktisk til tider også selv.

Da jeg startede på universitetet, var det helt nyt, at man kunne stille krav om et minimum antal undervisningstimer. Siden da har diverse ministre fremdriftet, dimensioneret og sparet ambitionerne ud af mit fakultet.

Nu bliver studerende mødt med rynkede pander, hvis vi vover at kræve feedback på opgaver eller holdstørrelser på under 50 studerende. Det er der jo ikke penge til.

KVALITET KRÆVER INVESTERINGER

Vi vil allesammen gerne have de bedst uddannede kandidater, der flyver direkte ind på arbejdsmarkedet og gør en masse gode ting.

Det får vi bare ikke ved at skære på antallet af studiepladser. Vi får det heller ikke ved at spare underviserne ud af undervisningslokalet. Det får vi ved at investere i kvalitetsuddannelser.

Egentlig er det derfor, jeg har brugt tid på mit fagråd, fakultetsråd og studenterråd. For når bitterheden har lagt sig, må jeg erkende, at der er brug for handling. Der er brug for, at vi sammen sætter barren lidt højere for, hvad vi kan forvente af vores tid på universitetet. Og lige nu er der akut behov for, at vi sammen råber de spareglade politikere op og fortæller dem, at kvalitetskandidater koster penge.

SAMMENHOLD SKABER BEDRE STUDIEMILJØ

  Af: Cielia Eckardt Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af: Cielia Eckardt
Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Den 6. marts startede Det Juridiske Fakultets Indflytningsfestival; en uge lang ‘campusdag’. Her kan studerende og ansatte deltage i faglige debatarrangementer, tage til housewarming i den nye café eller drikke en øl med vores nye naboer fra IVA og TEO til fælles fredagsbar.

For første gang i fakultetets historie er de faglige og sociale foreninger nemlig gået sammen om at organisere en uge fyldt med arrangementer, der har til formål at styrke fællesskabet på tværs af et meget stort og diverst studie.

Det gik i efteråret op for foreningerne, at flytningen til Søndre Campus i februar ville skabe en unik mulighed – et momentum, hvor de jurastuderende kunne være med til at skabe et helt nyt og mere sammenhængende studiemiljø.

MULIGHED FOR AT MØDE FORSKERE

På et studie, der hurtigt kan synes at være domineret af rundsave på albuerne og karakterræs, har vi i den kommende uge mulighed for at opleve noget helt andet: At få kickstartet et engagement i en studenterforening, at møde vores undervisere i øjenhøjde eller at få inspiration til vores akademiske profil udenfor undervisningslokalet.

Det er netop det uformelle møde med forskere, og mødet med interessefællesskaber, der er med til at skabe et sammenhængende og trygt studiemiljø, studerende har brug for i en hverdag, der generelt er hård og stressende.

Det vrimler med frivillige foreninger rundt på hele universitetet, og det kan vi godt være stolte af! For frivillighed på studiet kan noget helt særligt: Det fordrer et fællesskab baseret på interesser og lysten til at skabe noget meningsfuldt for sig selv og andre.

SAMMENHOLD SKABER RESULTATER

Men det kan også være hårdt at være frivillig på Københavns Universitet. Som studerende er vores arbejdsuge i forvejen hårdt presset. Når vi alligevel vælger at blive to timer ekstra for at holde caféen åben, så vores medstuderende kan få en kop kaffe til den sene eftermiddagsforelæsning, har vi også brug for, at universitetet lægger en ekstra indsats for os. Ellers ender det med at vi studerende bliver mere stressede, og at de frivillige foreninger lige så stille forsvinder.

Indflytningsfestivalen viser, at når studerende og fakultetsledelsen står sammen om at prioritere frivillighed og studiemiljø, opnår vi resultater, vi før ikke kunne drømme om. Lad os stå skulder ved skulder og forsætte det gode arbejde!

Indflytningsfestivalen er åben for alle og varer hele hele ugen.

Læs mere om indflytningsfestivalen og se hele progammet her.

HAR REGERINGEN OVERHOVEDET LÆST HARRY POTTER?

  Af: Marie Thomsen. Næstformand for Studenterrådet.

Af: Marie Thomsen.
Næstformand for Studenterrådet.

I fredags var jeg til Ralf Hemmingsens afskedsreception. Der var mange forskellige talere på programmet, inklusiv mig selv. Der var dog særligt én tale, som løb med opmærksomheden.

Agnete Gersing, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, skulle give Ralf en afskedssalut på ministeriets vegne. Hun brugte sin tale på at snakke om, hvorfor det er vigtigt, at man arbejder sammen og finder løsninger i fællesskab. Alt dette kan jeg som repræsentant for de studerende kun nikke til. Vi mener også, at vi finder gode løsninger i fællesskab, hvor alle tager ansvar for universitetets udvikling.

I løbet af sin tale hev Agnete Gersing fat i litteraturen for at eksemplificere et godt samarbejde mellem ministerium og uddannelse. Agnete Gersing mente, at Harry Potter var et godt eksempel på, hvordan ministerium og uddannelse kan rykke sammen, når mørket rykker tættere på.

Burde læse Harry Potter-bog

Jeg kan ikke lade værd med at tænke, at Agnete Gersing burde have læst den syvende Harry Potter bog færdig, før hun kom med denne sammenligning.

I den sidste Harry Potter-bog kan man læse, hvordan ministeriet, som er blevet løbet over ende af den onde Lord Voldemort, overtager styringen med Hogwarts og indsætter to dødsgardister, der både underviser og straffer de studerende, når de ikke makker ret.

Med denne fortælling kan man sige, at Agnete fungerer som vores pendant til J.K. Rowling-figuren Dolores Umbridge, der forsøger at kontrollere, hvordan Københavns Universitet skal fungere og uddanne sine studerende.

Pind blander sig

Tilstandene på Københavns universitet er heldigvis ikke på niveau med dem, der bliver beskrevet i Harry Potter. Vi styrer stadigvæk meget selv, men mørket spreder sig.

Uddannelsesminister Søren Pind har foreslået nyt system til udpegelse af eksterne bestyrelsesmedlemmer, som både gør processen mere snørklet og indebærer en ministergodkendelse.

Vigtigst af alt er dog, at den helt fjerner de studerende og de ansatte fra processen. En sølle plads kan vi få lov til at deles om i et indstillingsudvalg, mens ministeriet får endnu mere indflydelse på både indstilling og udpegning af universitetets ledere.

Uddannelse skubbes i baggrunden

Min frygt er, at hvis der ikke sidder studerende med til at finde medlemmer til vores bestyrelse, så kan uddannelse blive skubbet i baggrunden til fordel for et fokus på elitære forskerpriser eller antallet af artikler i prestigefyldte tidsskrifter.

De studerende former og skaber universitetet hver eneste dag, og derfor skal de naturligvis være med til også at vælge medlemmer til vores bestyrelse.

Indtil videre må vi krydse fingre for, at de andre partier i Folketinget vil være med til at slå mørket tilbage, så vi ikke når til tilstande som i den sidste Harry Potter-bog.