BLIVER MIT SPECIALE SPARET VÆK?

Laura Bech Hansen, Studenterrådet

Laura Bech Hansen, Studenterrådet

»DET ER en god idé at begynde at tænke på specialet allerede nu, så I kan vælge kurser, der klæder jer på til den store, afsluttende opgave.«

Stilhed. Panisk mumlen. Og derefter spørgsmålet: »Hvornår er det normalt at gå i gang med specialet?«

KNAPT ER introdagen for kandidatstuderende startet, før vi skal forberede os på den sidste krone på værket.

VI STUDERENDE bruger utrolige mængder tid på at blive så dygtige som overhovedet muligt, og det er ikke for sjov, at folk altid ser lidt mærkelige ud i hovedet, når de skal til at aflevere speciale. Men det gør mig ikke noget, for jeg glæder mig til et helt semester helliget lige præcis dét nicheområde, jeg selv synes er mest spændende. Endelig bliver det mig, der bestemmer, endelig bliver der tid til fordybelse. 50-80 sider jeg selv disponerer over og 20 timer med min vejleder, så skal jeg nok vise verden et og andet om kønnethed i det franske sprog. Bare kom an!

5 ÅRS studier kogt ned til én afsluttende opgave, der står nederst på det eksamensbevis, der skal agere kvalitetsstempel resten af livet. Det fortjener en grundig bedømmelse. Eller hvad?

FOR PÅ grund af de sidste års milliardbesparelser må mit fakultet nu halvere den tid, censor har til at læse mit speciale. 5 timer vil der fremover være råd til, og det inklusiv at læse opgaven, undersøge kilder, diskutere med eksaminator og finde frem til en passende karakter. Det er der ikke meget faglighed, kvalitet eller menneskelighed over.

NÅR MAN på humaniora allerede har sparet først specialeforsvaret og dernæst specialeudtalesen væk og nu reducerer bedømmelsestiden, hvad bliver så det næste? At vejlederne kun har tid til at læse introduktionen og konklusionen?

NÅR VI afslutter vores uddannelse med store, selvvalgte opgaver, så er det fordi, vi vil have kandidater, der kan tænke nye, store og originale tanker, kandidater, der kan forbedre og kvalificere vidensniveauet i virksomheder, offentlige institutioner og i videre forskning. Vi vil ikke have ensrettede kassetænkende kandidater, selvom det unægteligt ville være billigere.

NÅR MAN nedprioriterer specialet, så er det et skridt på vejen til at omdanne universitetet til en pølsefabrik. Kvalitet og originalitet koster – men det har vores regering tilsyneladende glemt. Og det er derfor, vi alle sammen, studerende som ansatte, går på gaden d. 5. oktober til Demonstration mod nedskæringer på uddannelse. Vi ses på Nytorv!

STUDENTS OF NEDSKÆRINGER

A. K. Winding, Studenterrådet

A. K. Winding, Studenterrådet

Nedskæringer — Studenterrådet opfordrer til at deltage i demonstrationen den 5. oktober mod regeringens uddannelsesnedskæringer.

Siden jeg begyndte at lave studenterpolitik, har efteråret været en mærkelig størrelse.

Man har rygende travlt, men med præcis det samme som man havde travlt med året før; der skal endnu engang arrangeres en demonstration i løbet af den første uge af oktober.

Selvom det er sjovt at male bannere og få logistikken med fem forskellige fordemonstrationer fra KU’s forskellige campi til at gå op, er det også opslidende, og jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt. Jeg ville ønske, at regeringen ville holde op med at spare på vores uddannelse.

Jeg har i dag mødt tre nye seje mennesker, der hedder Anna, Asta og Ida. De studerer alle 3 på humaniora og var med da rektor, Henrik Wegener, var på rundtur på KUA med Studenterrådet.

Sammen med studerende fra jura, humaniora og teologi var de med til at vise Henrik, hvordan studielivet ser ud, hvad de studerende går op i, og hvad det der #kualife er.

Der blev talt om vigtigheden af kulturfag, styrkerne ved småfag, hvordan KUA giver samling til juras tidligere fragmenterede studiemiljø, og hvordan den gode studiecafé bliver basen i ens studieliv. Desværre var det også nødvendigt at tale om bibliotekslukninger, faglukninger og mangel på forskerkontakt, for det kan mærkes, når regeringen år efter år sparer på vores uddannelse.

I sidste uge skrev Frederik fra Studenterrådet, hvad de 123 millioner som KU skal spare i 2018, svarer til opgjort i både årsværk, instruktortimer og kvindelige EM-sølvmedaljevindende landsholdsspillere.

Jeg så i dag, hvad det svarer til for de studerende, der frygter, at deres fag eller institutbibliotek bliver det næste, der skal lukkes.

Studenterrådet sætter frem til d. 5. oktober fokus på, hvordan studerende mærker nedskæringerne i deres hverdag. Den 5. oktober tager vi nemlig med til Uddannelsesalliancens demonstration under parolerne hæv kvaliteten, stop nedskæringer på uddannelse og bevar SU’en – og vi håber, at du vil tage med.

Hold øje med vores facebookside og send en besked til os, hvis du har lyst til at fortælle, hvor du mærker nedskæringerne i din hverdag på KU.

Og lad os så – endnu engang – få fortalt de politikere, hvor dumt det er at spare på vores uddannelse.

STOP DEN SYSTEMATISKE UDHULING AF VORES UDDANNELSER

Af Frederik Tom-Petersen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af Frederik Tom-Petersen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

SIDEN finansloven 2016, hvor det blev besluttet at spare 8,7 milliarder på uddannelse i perioden frem til 2019 har regeringen nu to år i træk udvidet disse besparelser ved at forlænge det såkaldte omprioriteringsbidrag på 2 procent, så det nu vil strække sig til frem 2021.

RÆSONNEMENTET synes stadig at være, at vi universitetsstuderende er kornfede og derfor skal bidrage til besparelser, der skal gennemføres i hele den offentlige sektor – en fejlslutning som vi igen i år må forsøge at modbevise.

VI HAR nemlig for længst bevæget os væk fra besparelser, der fordrer en effektivisering af uddannelsessektoren – nu står vi en situation, hvor sektoren systematisk bliver udhulet under falske postulater om kornfede uddannelsesinstitutioner, mens vores fremtidsministersynes at mangle reelle ambitioner for uddannelsessektoren.

NÅR JEG ser mig omkring på universitetet, ser jeg ikke ingen hjørner, der kan skæres fra, ingen steder hvor høvlen kan tage 2 procent mere af den i forvejen hullede ost. Tværtimod oplever jeg, at vi for længst er nået en grænse, hvor besparelser går ud over uddannelseskvaliteten.

FORRINGELSERNE sker, når man på institutterne og fagene er nødsaget til at pakke reelle stillingsnedlæggelser og fyringer ind i flotte ord som tilpasningsrunder og frivillige fratrædelsesordninger, reducere mængden af studenteraktiverende undervisning og bespare eller fjerne den i forvejen udmagrede feedback.

EN AF DE BESPARELSER, der har gjort mest ondt på mig som studerende var, da det centrale studiemiljøtilskud til fakulteterne faldt fra 20 millioner til8,4 millioner, svarende til 42 procent af oprindelig størrelse. Besparelsen gør det hamrende svært for mig som studenterrepræsentant for de geografi- og geologistuderende, at gøre noget ved de problemer, som sidste års UVM afslørede på SCIENCE.

SOM UNIAVISEN påpeger i sin artikel fra d. 7 september vil Københavns Universitet i perioden 2016-2021 modtage 930 millioner mindre i uddannelsestilskud(!). Det er penge, som bliver fjernet fra vores uddannelser og som ikke kan undgå at gå ud over kvaliteten. Alene i 2018 skal Københavns Universitet spare 123 millioner.

HVIS VI PRØVER at oversætte dette beløb til kvalitet, svarer det til årsværket på 146 professorer, (ud af KU’s nuværende 486,8), 202 lektorårsværk (ud af KU’s nuværende 1128,6), 594.720 instruktortimer eller 667.462 timers studenterstudievejledning. Alternativt kunne vi få 3.236 EM-sølvmedaljevindende kvindelandsholdsspillere for samme beløb (En prioritering, der ikke ville være helt skæv).

I 2021 når fortsættelsen af disse besparelser rammer, er jeg formentlig færdig med at studere, så jeg går i første omgang fri af nedskæringerne – men så alligevel ikke. For hvis vi skuer ud over universitetets egne grænser, går vi en grel fremtid i møde, hvor unge håbefulde mennesker bliver mødt af et uddannelsessystem i forfald, hvor besparelser er dagligdag og politikernes ambitioner på uddannelselsesområdet tangerer mod et nulpunkt.

DERFOR mener jeg, at vi i fællesskab skylder os selv og fremtidens studerende at sige fra, når regeringen kommer med så elendige forslag som dette.

HVOR SKAL VI SOVE I NAT?

Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

DET ER første mandag i september, vejret indikerer Netflix og dyne, men i dag går den ikke længere.

SOMMERFERIEN er slut, undervisningen starter igen, og mens jeg cykler mod KUA (Søndre Campus, red.), kan jeg mærke, at jeg glæder mig. Det er dejligt at være tilbage, og jeg bliver hverken irriteret over byggerodet eller de lange køer i Academic Books, det er jo på en måde en del af charmen.

MIT OVERSKUD forsvinder dog ret brat, da jeg på vej til læsesalen opdager, at jeg har glemt min computer hjemme i sengen. Jeg er ude af træning med at studere, og jeg må cykle hjem igen.

DER ER nok altid lidt startvanskeligheder, når et nyt semester starter, både for garvede kandidatstuderende og for helt nystartede bachelorstuderende. Desværre er udfordringerne for nogle studerende en hel del større end en ekstra cykeltur eller en lang kø i kompendieudsalget. Rigtig mange studerende mangler nemlig et sted at bo.

SOM EN del af studiestarten, har jeg været rundt og fortælle om Studenterrådet til de nye studerende. Jeg spurgte dem, hvor mange af dem, der ikke havde noget sted at bo, og det var skræmmende at se, hvor mange, der rakte hånden op. Desværre er boligmangel i København ikke et nyt fænomen, og så meget desto mere forundrende er det, at det endnu ikke er blevet løst.

DET SIGER sig selv, at det er sværere at lære nye mennesker at kende, hvis man ikke har noget sted at hvile ud. Det siger sig selv, at det kan være svært at følge med i undervisningen, hvis man ikke har et sted at pakke sine bøger ud. Hjemløshed og boligsøgningsstress stjæler fokus fra det, der er vigtigt – og det går især ud over nystartede studerende, der i yderste konsekvens må give op og droppe ud. Sikke et spild af potentiale.

TIL NOVEMBER er der kommunalvalg, og allerede nu varmer kandidaterne op ved at diskutere kollegiebyggeri og containerboliger. Hvor er det dejligt, at boligmanglen endelig er et erkendt problem, og at der begynder at komme løsninger, men hvor ville jeg ønske, at løsningerne var lidt mere holdbare.

MIDLERTIDIGE containere og kollegieværelser, der æder hele månedens SU, det er lappeløsninger, der er meget bedre end ingenting, men bare ikke godt nok på langt sigt.

HVIS VI skal være ordentlige studerende, skal vi have ordentlige boliger – så lad os finde en holdbar løsning på Københavns boligmangel.

PÅ KURS MOD FJERNE KYSTER

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

PÅ TV 2 HAR MAN indtil for nyligt kunne følge med i familien Behas eventyr rundt om jorden. De er ude for at opleve verden og se, hvad de kan lære undervejs. På samme måde er Københavns universitet lige nu ved at sætte sejl til sin egen rejse. Kursen skal lægges, sejlene skal rigges og den rette besætning skal findes.

BESÆTNINGEN ER VED at være på plads, både Henrik Wegener og Mads Krogsgaard står klar ved roret.  Resten af universitetet er på vej ombord, nu mangler vi kun kursen.

NORMALT BLIVER KURSEN sat efter Oxford og Harvard, de store, gamle institutioner er som regel et glimrende mål, når vi skal finde ud af, hvad vi skal sigte efter. Det store spørgsmål i øjeblikket er, om vi skal se længere, end vi plejer, om vi skal finde ud af, hvad det er, vi kan på vores universitet, som er helt unikt.

KU HAR ALDRIG manglet lyst eller ambitioner til at sætte det lange kikkertsigte på, når retningen skulle findes. Desværre er det svært at få tid til at lægge den rette kurs, når meget af opmærksomheden går med at få pisket besætningen på plads og finde ud af, hvordan man stadigvæk kan sejle, når sejlene er for små.

MANGE ÅRS BESPARELSE har gjort det svært at få ambitioner og ressourcer til at stemme overens. Det er synd, fordi Københavns Universitet emmer af potentiale for at blive det største, flotteste og hurtigste skib på havet.

KU ER ET DEMOKRATISK skib, kaptajnerne har indbudt hele besætningen lige fra skibskokken over gasten til styrmanden til at give deres bud på, hvor vi skal sejle hen. Sammen skal vi finde den rette kurs for vores gamle skude. Vi har kurset sat mod et universitet, hvor studerende og forskere mødes i små grupper og sammen finder på vilde nybrud, opdagelser og innovationer.

KURSEN ER SAT mod et universitet, hvor de dygtigste undervisere får lov til at skinne igennem og sætte retning for resten af universitetet. Står det til os, sætter vi også kursen mod et universitet, hvor studerende har tid og rum til at udleve deres fulde potentiale. Hvor vi danner kritiske medborgere til fremtidens samfund side om side med fremtidens nobelprismodtagere og stjerneforskere. Det kræver, at vi sigter mod en kyst, hvor der er fleksibilitet og muligheder for at møde praksis som en del af uddannelse, hvor der er god grobund for virkelig at dyrke vores grundfagligheder. Dannede studerende, der er klar til arbejdsmarked eller forskerkarriere, har alle brug for at stå solidt plantet i en faglighed, der kan guide dem på deres egen rejse efter tiden som studerende.

TIL SIDST vil vi vende tilbage til familien Beha, som har haft TV 2 med på slæb på deres rejse. TV 2 har ikke blandet sig i deres dannelsesrejse, de har stolet på, at familien havde den rette kurs og vidste, hvor de skulle hen. Vi håber, at KU ligeledes får lov til at finde egne kyster uden medie- eller ministerindblanding.

STUDENTERRÅDET HOLDER STORMØDE FOR INDVALGTE

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Hvorfor er det fedt, at indvalgte samles? Ny rektor, ny retning for KU – vi er valgt af vores medstuderende til at tale deres sag, og jo flere vi er, der siger det samme, jo klarere går vores budskab igennem.

Onsdag den 10. maj fra klokken 17 til 20 inviteres alle Studenterrådets indvalgte til samling på Købmagergade 52.

De indvalgte skal både høre, hvad vores nye rektor tænker om status på KU, og hvor vi skal bevæge os hen som universitet.

Andre seje indvalgte fra forskellige steder på universitetet fortæller om hvad de arbejder på, og hvad de brænder for med deres arbejde.

Alexander og Elias, som er Studenterrådets folk i universitetsbestyrelsen, fortæller om deres arbejde, og hvordan indvalgte over hele universitetet er med til at styrke deres muskler rundt om forhandlingsbordet.

Det er fedt at samle indvalgte under det samme tag, så de kan opleve, at de ikke er alene i mødelokalet. Hver gang de går til studienævns- institutråds- eller akademisk rådsmøder, så har de alle de andre indvalgte på KU i ryggen.

Det er de samme spørgsmål, som bliver stillet i mødelokalerne over hele universitetet: Hvordan ser den gode undervisning ud, hvordan sikrer vi feedback, hvad er den gode måde at koble praksis og teori i vores uddannelser.

Sådanne spørgsmål og mange flere skal de indvalgte være med til at finde svar på. Derfor er det fedt at samle indvalgte, fordi så kan de spørge deres medstuderende om, hvordan de har fundet løsninger på de samme problemstillinger lokalt. Sådan lærer vi af hinanden og sikrer, at de gode eksempler bliver delt ud i alle afkroge af universitetet.

Styrken i Studenterrådet er, at vi samler alle fag på hele universitetet. Det skal vi være stolte af, og vi skal arbejde benhårdt for at bruge den styrke til at rykke KU til at blive det bedste universitet, som tilbyder studerende uddannelse i verdensklasse.

Vi glæder os virkelig meget til at se indvalgte fra hele universitetet. Vi glæder os til at høre, hvad der rører sig på de forskellige fag, og vi glæder os allermest til at lære, hvordan vi kan bidrage til at skabe endnu bedre uddannelser for alle de andre studerende på universitetet.

Se programmet på Facebook

STUDERENDE MED HANDICAP SKAL HAVE BEDRE VILKÅR

A.K. Winding, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

A.K. Winding, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Jeg sidder lige nu i min seng med to dyner og en stor kop te med honning og citron.

Jeg burde sidde på min cykel på vej mod KUA, hvor jeg skulle deltage i et møde om studerende med funktionsnedsættelse på KU.

Jeg er ret ked af, at jeg ikke er taget af sted, for funktionsnedsatte studerende er en af de grupper, som jeg allerhelst vil forbedre vilkårene for på Københavns Universitet.

FÅR UBERETTIGEDE AFSLAG

Men min krop har både psykisk og fysisk taget konsekvensen af en uge med alt for lidt søvn, lidt for mange opgaver og en weekend med stramt program på Politikkonference i Danske Studerendes Fællesråd. Det er frustrerende lige nu, men jeg ved, at det går over, når jeg får sovet igennem.

Det er bare ikke altid nok at rydde kalenderen og blive hjemme i sengen en enkelt dag. Det oplever rigtig mange studerende med funktionsnedsættelser hver dag, men systemet er ikke altid gearet til at håndtere, at studerende har brug for forskellige vilkår igennem deres studietid.

De studerende med funktionsnedsættelser er nogle af dem, der rammes hårdest af fremdriftspresset og KU’s ofte lidt for bureaukratiske systemer. Studenterambassadøren har gentagne gange påpeget i sin årsrapport, at funktionsnedsatte får uberettigede afslag på dispensationsansøgninger og oplever at blive ramt af stress som følge. På KU bliver det derfor en kamp at få lov til at gennemføre på egne præmisser.

STÅ SAMMEN OM BEDRE VILKÅR

Jeg ville ønske, at vi var bedre til at respektere alle studerendes behov for at indrette et studie, der kan stemme overens med deres liv og vilkår.

Derfor har jeg to opfordringer:

1. Lad os sammen arbejde for at skabe bedre vilkår for funktionsnedsatte! KU er heldigvis i gang med at implementere en strategi for at forbedre studietrivslen og sagsbehandlingen for funktionsnedsatte, men lad os også som medstuderende og undervisere arbejde for, at det bliver lettere for de, der har udfordringer.

2. Brug studenterambassadøren, når I oplever at blive behandlet uretfærdigt! KU har netop ansat en ny studenterambassadør, der trådte til 1. april. Lad os bruge funktionen til at sikre, at sagsbehandlingen på foregår retfærdigt, ordentligt og hurtigt.

Hvis vi gør det, tror jeg på, at vi kan skabe et universitet med respekt for, at det kræver forskellige rammer for os at gennemføre vores studier.

VI ER IKKE DEM, DER BARE SIGER NEJ

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

Malou Astrup Clemmensen, formand (til venstre) og Marie Thomsen, næstformand for Studenterådet v. KU.

LIGE NU SKER DER TING og sager på Københavns universitet. Vores ledelse er i gang med at planlægge, hvor vores universitet skal bevæge sig hen de næste fem år. Skal vi arbejde for at få indført tutorials, hvor studerende mødes med forskere i mindre grupper, mentorordninger, mere feedback, gøre vores undervisere bedre til at undervise eller noget helt andet? Der er en verden af muligheder for, hvordan vores universitet kan udvikle sig og hvordan vores uddannelser kan ændre sig. Og lige præcis derfor er det vigtigt, at vi studerende drømmer med.

DET NYTTER IKKE noget at lave store satsninger, hvis ikke hele universitetet er med; hvis vi ikke alle sammen står sammen om udviklingen. Vi skal drømme sammen, så vi også er sikre på at få alle de gode ideer med. Tænk over, hvordan du godt kunne tænke dig, at dit studie så ud. Handler det om, at du gerne vil spise frokost i det samme lokale som din underviser, skal der laves debatklubber på tværs eller mangler du feedback i det svære fag?

VI KAN SE, at de gode initiativer slår rod, når studerende og ledelse går sammen om at støtte op om de bedste ideer. På Jura har ledelsen gjort det muligt at holde en hel uges indflytningsfestival for at fejre flytningen til Amager. På SUND giver ledelsen penge til mindfulness-kurser, så studerende bedre kan få hverdagen til at gå op. På Geografi har instituttet sat penge af, så alle studenterforeninger kan afholde arrangementer. Der er læssevis af gode eksempler, som det er vigtigt at huske på og fremhæve.

VI KENDER SELV følelsen af, at det kan være svært at holde fast i drømmene og ambitionerne. Vi befinder os i et politisk landskab, hvor der er mere fokus på pris end kvalitet. Det er en større prioritet at indføre et uddannelsesloft end at sikre kvaliteten af vores uddannelser. Vi ser et ministerium, som forsøger at møve sig længere ind på forskergangene og indføre dekreter på samme måde som Dolores Umbridge på Hogwarts.

Alt dette understreger dog kun vigtigheden af, at vi holder fast i vores egen ide om, hvordan det gode universitet ser ud. Når ministeriet forsøger at skubbe os i en retning, skal vi stå parat med et bedre alternativ. På den måde undgår vi hele tiden at være dem, der siger nej, i stedet bliver vi dem med de gode ideer.

VORES NYE REKTOR er lige startet, og han er på vej rundt og besøge de mange forskellige institutter. Tag med, når han kommer ud og besøger dig. Fortæl ham om alle de gode, spændende ting, som allerede foregår hos jer. Fortæl ham, hvad der godt må komme mere af. Drøm sammen med ham om, hvor vildt det her universitet kan være og hvor dygtige vi kan blive. I sidste ende er det sådan vi kan holde liv i det frie og uafhængige universitet.

REGERINGENS POLITIK ER MERE SKRÆMMENDE END AT STÅ ALENE I PHNOM PENH

Cielia Eckardt, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Cielia Eckardt,
medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Det er altid skræmmende at rejse væk i længere tid. Måske især, når man som studerende skal afsted på udveksling eller i praktik.

At rejse til et nyt land, uden at kende et øje eller den kultur, man skal til at bo, arbejde og studere i. Uden nødvendigvis at have et sted at bo eller at vide, hvor man skal tage hen, når man har fået sin bagage i lufthavnen.

Sådan kommer jeg i hvert fald til at stå, når jeg på lørdag har samlet min vandretaske op fra baggagebåndet i Phnom Penh lufthavn i Cambodia.

Jeg har været så heldig at få en praktikplads hos en domstol, hvor jeg forhåbentlig får et godt praktisk indblik i det internationale strafferetssystem og får nogle oplevelser for livet. I mit arbejde skal jeg være med til at forberede sager mod de mennesker, der har begået krigsforbrydelser under Khmer Rouge regimet i 1970’erne.

Det er et arbejde, jeg har drømt om at få lov til at snuse til, siden jeg havde faget international dispute resolution på Jura.

HVAD PØNSER REGERINGEN MON PÅ?

Jeg regner med at få et enormt kulturchok og med at føle mig ensom i den første tid, hvor jeg ikke kender nogen. Men det er alligevel ikke det, der skræmmer mig allermest.

Det mest skræmmende ved at skulle være væk fra min dagligdag og mit universitet i tre måneder, er tanken om, hvad der mon kan nå at ske, inden jeg kommer hjem igen.

Har regeringen taget fat i SU-nedskæringer igen? Indfører de over natten et uddannelsesloft version 2.0? Sparer de yderligere 10 milliarder på uddannelsesområdet på den næste finanslov? Kommer Søren Pind til at udpege vores universitets næste bestyrelsesformand? Hvem ved, hvad der vil ske?

Det er nemt at komme til at fokusere på alt det dårlige. Jeg drømmer om, at KU prioriterer løbende feedback og faglige studiemiljøer højt i strategien for de næste fem år. Og så drømmer jeg om, at flere tør springe derud, hvor vandet er dybest for at prøve faglige grænser af.

Hvem ved, hvad der kan ske? Ikke mig – men man kan vel drømme.

MERE KVALITET, MINDRE HUMANIST-BASHING

Af Laura Bech Hansen, medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af Laura Bech Hansen,
medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Studenterklumme — Politikerne kritiserer kvaliteten af de humanistiske uddannelser, samtidig med at de sparer på dem. Men kvalitetsuddannelser kræver investeringer, skriver debattøren.

Hvor tit skal du forsvare din faglighed? Hvor tit læser du i avisen, at din uddannelse er ubrugelig?

Hvor ofte har du hørt politikere, meningsdannere og julefrokost-onkler forklare, at samfundet altså har brug for, at du dropper dine naive drømme og i stedet vælger en ”fornuftig” uddannelse?

Hvis du ligesom jeg er humanist, så har du nok prøvet det en del gange. Senest i fredags, hvor Politiken brugte en hel side på at problematisere humanisters relevans på arbejdsmarkedet.

BLIVER BITTER OG OPGIVENDE

Efter et par år på KUA har jeg lært, at kunsten at kritisere min uddannelse på mere eller mindre oplyst grundlag hedder humanist-bashing.

Jeg har efterhånden også udviklet et fast reaktionsmønster, når jeg møder det: Først bliver jeg træt af at tage den samme diskussion igen og igen. Dernæst bliver jeg oprigtig forvirret over, at folk ikke kan se, at vi jo ikke får bedre kandidater af at få færre penge. Så træder min faglige stolthed igennem, jeg bliver vred og beslutter at svare igen.

Men til sidst står jeg tit tilbage en smule bitter eller opgivende. Hvornår mon vi begynder at respektere hinandens faglighed?

TVIVLER SELV PÅ KVALITET

Desværre må jeg nok erkende, at det ikke er så mærkeligt, at folk tvivler på kvaliteten af min uddannelse. Det gør jeg faktisk til tider også selv.

Da jeg startede på universitetet, var det helt nyt, at man kunne stille krav om et minimum antal undervisningstimer. Siden da har diverse ministre fremdriftet, dimensioneret og sparet ambitionerne ud af mit fakultet.

Nu bliver studerende mødt med rynkede pander, hvis vi vover at kræve feedback på opgaver eller holdstørrelser på under 50 studerende. Det er der jo ikke penge til.

KVALITET KRÆVER INVESTERINGER

Vi vil allesammen gerne have de bedst uddannede kandidater, der flyver direkte ind på arbejdsmarkedet og gør en masse gode ting.

Det får vi bare ikke ved at skære på antallet af studiepladser. Vi får det heller ikke ved at spare underviserne ud af undervisningslokalet. Det får vi ved at investere i kvalitetsuddannelser.

Egentlig er det derfor, jeg har brugt tid på mit fagråd, fakultetsråd og studenterråd. For når bitterheden har lagt sig, må jeg erkende, at der er brug for handling. Der er brug for, at vi sammen sætter barren lidt højere for, hvad vi kan forvente af vores tid på universitetet. Og lige nu er der akut behov for, at vi sammen råber de spareglade politikere op og fortæller dem, at kvalitetskandidater koster penge.

SAMMENHOLD SKABER BEDRE STUDIEMILJØ

Af: Cielia Eckardt Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Af: Cielia Eckardt
Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg

Den 6. marts startede Det Juridiske Fakultets Indflytningsfestival; en uge lang ‘campusdag’. Her kan studerende og ansatte deltage i faglige debatarrangementer, tage til housewarming i den nye café eller drikke en øl med vores nye naboer fra IVA og TEO til fælles fredagsbar.

For første gang i fakultetets historie er de faglige og sociale foreninger nemlig gået sammen om at organisere en uge fyldt med arrangementer, der har til formål at styrke fællesskabet på tværs af et meget stort og diverst studie.

Det gik i efteråret op for foreningerne, at flytningen til Søndre Campus i februar ville skabe en unik mulighed – et momentum, hvor de jurastuderende kunne være med til at skabe et helt nyt og mere sammenhængende studiemiljø.

MULIGHED FOR AT MØDE FORSKERE

På et studie, der hurtigt kan synes at være domineret af rundsave på albuerne og karakterræs, har vi i den kommende uge mulighed for at opleve noget helt andet: At få kickstartet et engagement i en studenterforening, at møde vores undervisere i øjenhøjde eller at få inspiration til vores akademiske profil udenfor undervisningslokalet.

Det er netop det uformelle møde med forskere, og mødet med interessefællesskaber, der er med til at skabe et sammenhængende og trygt studiemiljø, studerende har brug for i en hverdag, der generelt er hård og stressende.

Det vrimler med frivillige foreninger rundt på hele universitetet, og det kan vi godt være stolte af! For frivillighed på studiet kan noget helt særligt: Det fordrer et fællesskab baseret på interesser og lysten til at skabe noget meningsfuldt for sig selv og andre.

SAMMENHOLD SKABER RESULTATER

Men det kan også være hårdt at være frivillig på Københavns Universitet. Som studerende er vores arbejdsuge i forvejen hårdt presset. Når vi alligevel vælger at blive to timer ekstra for at holde caféen åben, så vores medstuderende kan få en kop kaffe til den sene eftermiddagsforelæsning, har vi også brug for, at universitetet lægger en ekstra indsats for os. Ellers ender det med at vi studerende bliver mere stressede, og at de frivillige foreninger lige så stille forsvinder.

Indflytningsfestivalen viser, at når studerende og fakultetsledelsen står sammen om at prioritere frivillighed og studiemiljø, opnår vi resultater, vi før ikke kunne drømme om. Lad os stå skulder ved skulder og forsætte det gode arbejde!

Indflytningsfestivalen er åben for alle og varer hele hele ugen.

Læs mere om indflytningsfestivalen og se hele progammet her.

HAR REGERINGEN OVERHOVEDET LÆST HARRY POTTER?

Af: Marie Thomsen. Næstformand for Studenterrådet.

Af: Marie Thomsen.
Næstformand for Studenterrådet.

I fredags var jeg til Ralf Hemmingsens afskedsreception. Der var mange forskellige talere på programmet, inklusiv mig selv. Der var dog særligt én tale, som løb med opmærksomheden.

Agnete Gersing, departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet, skulle give Ralf en afskedssalut på ministeriets vegne. Hun brugte sin tale på at snakke om, hvorfor det er vigtigt, at man arbejder sammen og finder løsninger i fællesskab. Alt dette kan jeg som repræsentant for de studerende kun nikke til. Vi mener også, at vi finder gode løsninger i fællesskab, hvor alle tager ansvar for universitetets udvikling.

I løbet af sin tale hev Agnete Gersing fat i litteraturen for at eksemplificere et godt samarbejde mellem ministerium og uddannelse. Agnete Gersing mente, at Harry Potter var et godt eksempel på, hvordan ministerium og uddannelse kan rykke sammen, når mørket rykker tættere på.

Burde læse Harry Potter-bog

Jeg kan ikke lade værd med at tænke, at Agnete Gersing burde have læst den syvende Harry Potter bog færdig, før hun kom med denne sammenligning.

I den sidste Harry Potter-bog kan man læse, hvordan ministeriet, som er blevet løbet over ende af den onde Lord Voldemort, overtager styringen med Hogwarts og indsætter to dødsgardister, der både underviser og straffer de studerende, når de ikke makker ret.

Med denne fortælling kan man sige, at Agnete fungerer som vores pendant til J.K. Rowling-figuren Dolores Umbridge, der forsøger at kontrollere, hvordan Københavns Universitet skal fungere og uddanne sine studerende.

Pind blander sig

Tilstandene på Københavns universitet er heldigvis ikke på niveau med dem, der bliver beskrevet i Harry Potter. Vi styrer stadigvæk meget selv, men mørket spreder sig.

Uddannelsesminister Søren Pind har foreslået nyt system til udpegelse af eksterne bestyrelsesmedlemmer, som både gør processen mere snørklet og indebærer en ministergodkendelse.

Vigtigst af alt er dog, at den helt fjerner de studerende og de ansatte fra processen. En sølle plads kan vi få lov til at deles om i et indstillingsudvalg, mens ministeriet får endnu mere indflydelse på både indstilling og udpegning af universitetets ledere.

Uddannelse skubbes i baggrunden

Min frygt er, at hvis der ikke sidder studerende med til at finde medlemmer til vores bestyrelse, så kan uddannelse blive skubbet i baggrunden til fordel for et fokus på elitære forskerpriser eller antallet af artikler i prestigefyldte tidsskrifter.

De studerende former og skaber universitetet hver eneste dag, og derfor skal de naturligvis være med til også at vælge medlemmer til vores bestyrelse.

Indtil videre må vi krydse fingre for, at de andre partier i Folketinget vil være med til at slå mørket tilbage, så vi ikke når til tilstande som i den sidste Harry Potter-bog.

VI SKAL TURDE DRØMME OM ET BEDRE UNIVERSITET

Af: A. K. Winding. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Af: A. K. Winding.
Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Som mange andre studerende var mit første møde med rektor Ralf Hemmingsen, da han holdt tale til Studenterrådets rusarrangement i 2012. Ærligt talt kan jeg ikke huske, hvad han talte om, for jeg var langt mere optaget af, at jeg for første gang skulle møde mine medstuderende.

Siden har jeg dog som frivillig fået lov til at opleve Ralfs taler til rusarrangementet gentagne gange, og det er altid en god oplevelse, når han indfanger universitetet og livet som ny studerende i en ny metafor.

Gennem årene har Ralf både talt om twerking, kædebreve, Roskilde Festival, Apollon og Dionysos. I 2016 refererede han til Game of Thrones med det ikoniske ‘Winter is coming’. Selv om jeg stod i solen på en varm augusteftermiddag blandt de mange nye nervøse og forventningsfulde studerende, kom jeg til at overveje, hvorvidt vinteren ikke blot var på vej, men allerede var kommet.

Men som Ralf insisterede sagde: I er havnet i et plussumsspil, hvor alle bliver rigere på viden, og netop det er vigtigt både at huske Ralf for og holde fast i. Kernen i universitetet er netop både udvikling og videreformidling af viden. Jeg har oplevet Ralfs tid som rektor som en tid, hvor det har krævet standhaftighed at kæmpe imod reformer fra skiftende ministre og mod til at drømme på universitetets vegne.

Siden jeg startede på universitetet har livet som studerende ændret sig drastisk. Mit fakultet fik i 2012 indfusioneret flere uddannelser. SUND fik således over 2.000 nye studerende og spredte sig nu over endnu flere adresser. I 2013 foreslog regeringen forringelser af SU’en som blev taget af bordet efter hårdt pres fra studerende, men efterlod fremdriftsreformen med tvangstilmelding og kraftig indskrænkning af fleksibiliteten på studierne. Og sådan har både fremdriftsreformen og mange andre politiske tiltag fyldt de sidste år sideløbende med milliardnedskæringer på uddannelse.

Selv om Studenterrådet ikke altid har været enige med Ralf, har det været en inspiration sammen at forsøge at holde fast i de høje ambitioner for universitetet. Gennem studiemiljøindsatser, en kamp for feedback og forskerkontakt og et arbejde for i det hele taget at skabe et bedre læringsmiljø på KU, har jeg set, at vi kan og skal blive ved med at drømme om et endnu bedre universitet, selv om det af og til kan føles, som om vinteren er kommet og ikke slutter foreløbig.

FILOSOFIKUM ER ET DÅRLIGT QUICK-FIX

Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Af: Laura Bech Hansen. Medlem af Studenterrådets forretningsudvalg.

Syv  dage inde i denne årets korteste måned havde jeg en af de der ”første gang”-oplevelser. Vinden var iskold, da jeg skråede hen over Slotspladsen for at komme ind i gården til indgangen til magtens centrum, Christiansborg. Her skal man ikke lade sig narre; hoveddøren og den store trappe er kun for erfarne Christiansborggængere – vi andre bliver lukket ind gennem den mindre prangende kælderdør ved siden af, hvor et navneskilt venter for enden af security-tjekket.

Det var ikke mit første besøg på Christiansborg, men det var første gang, jeg skulle overvære et samråd. D. 7. februar var Søren Pind nemlig blevet kaldt i samråd om uddannelsesloftet, og sammen med 70-100 andre studerende var jeg troppet op i en spritny #DROPLOFTET t-shirt for at markere min modstand.

Da jeg gik hjem, følte jeg mig lidt mere dannet. Jeg følte mig lidt mere dannet som menneske og medborger, fordi jeg havde deltaget i demokratiet på en ny måde, og jeg følte mig lidt mere dannet som akademiker, fordi jeg havde kæmpet for retten til at blive klogere. For det er det, uddannelsesloftet handler om: At man pludselig bliver straffet, for at have uddannet sig.

Derfor klinger det også meget hult, når man læser Søren Pinds visioner om, at vi skal have dannelsen tilbage i uddannelsessystemet ved at genindføre en form for filosofikum. Idéen om at give mere plads til fordybelse, tror jeg ikke, der er ret mange i universitetsverdenen, der er uenige i, men det skriger til himlen, at et uddannelsesloft, en fremdriftsreform og milliardbesparelser ikke ligefrem er fremmende for studerendes dannelse. Hvorfor ikke starte dér?

For vi vil jo gerne blive klogere. Vi vil gerne tage faglige chancer. Vi vil gerne læse bøger, der ikke nødvendigvis er pensum. Men de rammer, der dikterer vores studieliv, modarbejder læringslysten og nysgerrigheden. Det er dælme svært at have overskud til fritidslæsning af Heidegger, når man arbejder 15 timer ved siden af studiet, for at få råd til huslejen og når man ved, at man risikerer at blive smidt ud af universitetet, hvis man dumper for mange fag.

Kære Søren Pind: Der er ikke noget quick-fix, når det handler om dannelse, og et ekstra fag kan ikke gøre op for flere års systematisk underfinansiering.

VEJEN TIL ET UNIVERSITET I VERDENSKLASSE

Af: Malou Astrup Clemmensen og Marie Thomsen.
- Formand og næstformand for Studenterrådet

OM GANSKE FÅ UGER sker der ændringer i rektoratet, når Ralf Hemmingsen takker af efter mere end 11 år på posten som rektor. Ind kommer en ny, Henrik Wegener, som nu skal fylde rektorkåben ud. På vegne af de studerende vil vi gerne byde velkommen på et universitet med stolte traditioner, et universitet i konstant bevægelse.

Københavns Universitet er proppet til randen med studerende og undervisere, som alle brænder for deres fag. Overalt bliver der hver dag i fagmiljøerne arbejdet for at vi kan nærme os et universitet i verdensklasse. Det kan lyde højtflyvende, så hvad betyder det? Her er en kort rundtur i det universitet i verdensklasse, Studenterrådet drømmer om.

VI DRØMMER OM ET UNIVERSITET, som vi former og forandrer sammen, og hvor den enkelte studerende føler sig hørt og inddraget. Der er en bred vifte af kurser, så vi har de bedste rammer for at finde ud af, hvor vores interesser ligger og kan blive eksperter i lige præcis dét område. Grundlaget for det er hyppige møder med undervisere, vejledning og løbende feedback.

På et universitet i verdensklasse er de studerende ikke stressede, de tør tage chancer og tage deres læring rundt om et ukendt hjørne og se, hvad de kan finde. De studerende behøver ikke købe sig til eksamenshjælp, fordi de gennem deres fag føler sig klædt på til at omsætte deres viden i praksis. Eksamen handler ikke blot om at lære pensum udenad og få et 12-tal; den understøtter læringen og giver de studerende rum til at forholde sig kritisk til, hvad de har lært.

PÅ DETTE UNIVERSITET føler de studerende sig ikke ensomme, for de er omgivet af et levende og stærkt fagmiljø, som suger dem ind og hjælper dem afsted på den dannelsesrejse, det er at være studerende. De studerende møder undervisere, som elsker deres fag og at undervise, og som lader de studerende være med til at udvikle og skabe ny viden. Når viden bliver skabt i samspil mellem undervisere og studerende, lærer vi at være kritiske over for vores faglighed, vi tør stille spørgsmål og være nysgerrige på, hvordan det hele hænger sammen.

PÅ ET UNIVERSITET I VERDENSKLASSE er der mentorordninger, hvor studerende og undervisere i tæt dialog dykker ned i uudforskede nicher af deres faglighed. Sådan får de studerende endnu bedre tillid til egen faglighed, og underviserne får en samtalepartner, som brænder lige så meget for faget som de selv.

På et universitet i verdensklasse er der råd til forskning, som tør gå nye veje. Både hvis det kan ske i samarbejde med interessante partnere udefra, og når det kan skabe ny og vigtig viden for vores samfund. Uddannelse handler ikke kun om afkast og viden som penge, det handler også om at stille spørgsmålstegn til vores samfund og hele verden omkring os.

MEDBESTEMMELSE GÅR hele vejen gennem universitetet. Forandringer kommer fra hverdagens eksperter – studerende og undervisere i samspil. På et universitet i verdensklasse er der kort fra tanke til handling, og når der kommer gode ideer, der kan gøre os alle sammen bedre, så bliver de implementeret med hjælp fra en administration med overskud.

Alt dette og meget mere drømmer vi om. Vi ikke bare drømmer om det, vi arbejder for det.

Kære Henrik, vi er studerende, indvalgte, fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd, som alle sammen byder dig velkommen på holdet. Vi glæder os til at vise dig, hvad vi kan, og hvor meget vi kan rykke. Vi glæder os til, at du kan arbejde med os, så vi sammen kan få vores universitet i verdensklasse.

GØR UNIVERSITETET MÆGTIGT IGEN

Af: Malou Astrup Clemmensen, formand for Studenterrådet

Af: Malou Astrup Clemmensen, formand for Studenterrådet

KÆRE HENRIK WEGENER. Inden længe overtager du posten med guldkæden og ansvaret: rektor på Københavns Universitet. Først og fremmest vil vi studerende gerne have lov til at byde dig velkommen i hulen – som vi også gør det med alle vores nye medstuderende hver eneste sommer. Derudover vil vi gerne, i bedste julestemning, sende dig en lille ønskeseddel. Så her er fem ting vi ser frem til at samarbejde om, når du overtager posten til marts.

HVORDAN SKAL VORES kommende læger overskue komplekse hjerneoperationer, hvis de mest af alt har fået stress med fra studiet? På Københavns Universitet har vi en sørgelig rekord i studerende, der oplever stress og ensomhed i deres dagligdag. Hvis vi vil have dygtige kandidater – og det vil vi – så er vi nødt til at forbedre studiemiljøet. Det er ikke godt nok, når hver 5. kommende jurist føler sig ensom, og det er ikke godt nok, når 40% af alle studerende oplever fysiske symptomer på stress i hverdagen – over 70% i eksamensperioderne. Vi vil gerne byde ind med de gode idéer til forbedring af studiemiljøet, men hvis vi skal knække kurven, kræver det, at universitetet tager ansvar og hjælper med at få idéerne ført ud i livet.

I DET FORGANGNE ÅR har vi vinket farvel til flere hundrede forskere, undervisere og ansatte. Det kan mærkes – uden tvivl hos kollegerne, men også hos os på auditoriepladserne. I krisetider skal vi stå sammen – mod nedskæringer, men også i det daglige: alt for mange steder har studerende ikke adgang til de steder, hvor forskere og undervisere færdes. Vi har brug for at møde vores undervisere – også når vi bliver i tvivl om pensum og faglighed uden for undervisningen.

VI HAR BRUG FOR en ledelse der bakker vores kamp for feedback op. Vi er nået et langt stykke ad vejen, efter mange år med både studenterprotester og frugtbare samarbejder på tværs af studerende, undervisere og ledelse. Men efter et år i nedskæringernes tegn, er der behov for, at vi endnu engang sætter skub i arbejdet for mere feedback på vores uddannelser. Vi lover at sætte det øverst på vores dagsorden – vil du så ikke også sætte det øverst på din?

VI LÆRER BEDST i fællesskab, når vi kan spørge holdkammerater eller ældre årgange til råds. Vi skal være sammen om at studere. Vi er ansvarlige for egen læring, men vi skal også være ansvarlige for hinandens. Det kræver fagmiljøer, hvor vi møder hinanden. Det kræver mere struktureret brug af læsegrupper, flere muligheder for faglig udveksling – både studerende imellem og på tværs af undervisere og forskere.

I ØJEBLIKKET ER VORES timetalskrav det tætteste vi kommer på at sætte kvalitetskrav til undervisningen, og flere steder er det kun med nød og næppe – eller slet ikke – at det bliver overholdt. Vi vil gerne være de bedst mulige studerende, men det kan være svært hvis der ikke er nok undervisning. Vi tror på, at der kan sættes mere ambitiøse mål for undervisningen på KU end blot kvantiteten. For det er svært at stille spørgsmål, hvis du sidder til forelæsning med flere hundrede andre, hvor der er ikke tid og plads til den enkelte, eller når alle de andre også synes Hegel er svær at forstå. Du bliver ikke dygtig til stemmebrug, hvis alle snakker i munden på hinanden. Og du bliver ikke en god kirurg af at kigge på andre, der fører kniven.

KU ER et stort sted. Det breder sig fra humanisterne på Amager til farmaceuterne på Pharma School og favner 40.000 studerende, 10.000 ansatte og måske 50.000 forskellige idéer om, hvad Københavns Universitet er, hvad det skal blive til, og hvordan vi kommer derhen.

VORES BEDSTE RÅD til dig er: snak med folk! Besøg campusområderne, drik kaffe med de indvalgte og få en fornemmelse af, hvad der rører sig rundt omkring. Selv om det nok er forskellige steder, skoen trykker, så har vi én ting til fælles: Vi drømmer alle sammen om et universitet i verdensklasse, hvor vi kan få tid og plads til at udfolde vores faglighed. Vi glæder os til samarbejdet!

Uddannelsesloftet: Jeg har dummet mig

KLUMME - Frederik Løgstrup Magnusson mener, at det er uhørt, at et folketingsflertal haster lovgivning igennem uden hensyn til de mennesker, der kommer i klemme.

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, NÆSTFORMAND FOR STUDENTERRÅDET VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, NÆSTFORMAND FOR STUDENTERRÅDET VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

Jeg har engang gjort noget dumt. Da jeg gjorde det, syntes jeg det var vildt klogt gjort. Det kunne det også sagtens have været – men det viste sig altså at være en fejl.

Jeg startede på medicin på Københavns Universitet. Det var i sommeren 2011, og det virkede som et sikkert, men også ambitiøst valg. Vigtigst af alt, det virkede simpelthen rigtigt. Det er da en god ting, at bruge sit liv på at prøve at hjælpe andre, som bliver ramt af sygdom, tænkte jeg.

Det er det også. Jeg har stadig enormt stor respekt for mine gamle studiekammerater fra medicinstudiet. De kommer til at gøre en forskel. De gør sig umage for at være dygtige og sikre i deres sag, når de giver råd og behandling til patienterne, og de er empatiske og har hjertet på rette sted, når de møder mennesker, som er afhængige af deres næstekærlighed.

Men det var ikke det rigtige for mig.

Jeg fik ret tidligt et studiejob, som jeg var rigtigt glad for. Her fik jeg lov til at snakke med rigtigt mange patienter. Spændende og stimulerende, og en mulighed for at gøre en forskel allerede som studerende. Men der var noget galt. Den ene patient kom ind ad døren og den anden kom ind. Jeg holdt op med at være til stede med den enkelte patient. Patienten blev et nummer i rækken.

Jeg var simpelthen blev tømt for den empati og medmenneskelighed, som ellers havde drevet mig til at begynde på studiet. Allerede som studerende. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg kunne bide tænderne sammen og håbe, at det gik over. Med risikoen for, at det var en blivende tilstand, og at jeg skulle henslæbe et arbejdsliv med permanent dårlig samvittighed over, at jeg ikke rigtigt kunne være der for patienterne. Eller jeg kunne skifte studie.

Jeg valgte den sidste mulighed. Det er jeg glad for, at jeg har gjort. Jeg vil stadig gerne gøre en forskel og hjælpe til med, at mennesker kan få det bedre, leve længere og være mindre syge. Bare fra en anden stol end lægens.

Jeg fandt tilfældigvis en kandidatuddannelse, som det gav mening at bygge ovenpå min bacheloruddannelse, som ellers i sig selv ville have været ret ubrugelig, i hvert fald på arbejdsmarkedet. Men hvis ikke det lykkedes med det, så skulle jeg have fundet en anden bachelor.

Så jeg er glad for at det nu er et års tid siden. For hvis jeg havde været i den situation nu, så havde Folketinget låst mig fast på medicin med det nye ”uddannelsesloft”, som efter alt at dømme indføres fra 1. januar.

Lige præcis den situation står hundredvis af studerende nu i. De har i god tro taget en bachelor eller kandidat, men ønsker egentligt at læse noget andet. Nogen har måske ligefrem fået den vejledning, at det var en god idé at tage en anden bachelor, hvis de gerne ville kvalificere sig gennem kvote 2 til deres drømmestudie. Hvis bare de havde vist, hvad politikerne barslede med dengang. Men nu er de fanget.

Det er helt uhørt, at et folketingsflertal, uden hensyn til de mennesker der kommer klemme, så hurtigt haster lovgivning igennem. Der er ikke nogen overgangsperiode. Der er ingen nåde for alle de studerende, der har handlet i god tro.

19. december 3. behandles lovforslaget i Folketinget. Uret tikker, hvis vi skal nå at forhindre, hvad der bliver en katastrofe for hundredvis af vores medstuderende.

Vi er ved at uddanne en generation med stress

STRESS - Anne Vraa Jensen fortæller om et år, hvor hun gik ned med stress - og hun argumenterer for, at problemet med stress ikke bare kan reduceres til den enkeltes personlige ansvar.

AF ANNE VRAA JENSEN, STUDENTERRÅDET VED KU

AF ANNE VRAA JENSEN, STUDENTERRÅDET VED KU

I dag har jeg ryddet op på mit skrivebord. I morgen starter december. Det betyder, at året er ved at være gået, og jeg derfor snart er færdig med at sidde i Studenterrådets forretningsudvalg.

2016 er gået hurtigt. I 2016 er der sket meget. 2016 har også været et langt år – på nogle punkter. Og i 2016 gik jeg ned med stress.

Jeg var ikke stresset på den måde, hvor man tænker »hold nu op, nu er jeg 500 siders læsning bagud, forhåbentlig når jeg at læse op på det til eksamen.« Jeg var heller ikke stresset på den måde, hvor man melder fra til en enkelt aftale eller to for lige at have en aften på sofaen med sig selv. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg begyndte at græde til møder – flere gange. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle blive glad igen.

Og jeg var stresset på den måde, at jeg fik læst absolut ingenting og havde nul overskud til andet end at stirre lidt forbi underviserens hoved, når vedkommende snakkede.

I 2016 fik vi på uddannelses- og forskningsområdet ny minister. To gange! Søren Pind satte sig i sin nye stol i mandags og blev dermed den tredje person i dette år, der står i spidsen for at uddanne og forme Danmarks fremtid. Og hvad har det så med min stress at gøre? Jo, nu skal du høre:

Lige meget hvor meget vi i vores samfund gerne vil gøre alting til et personligt ansvar, et individuelt problem og noget selvforskyldt, så er det bare sjældent sådan, det hænger sammen. Og sådan er det heller ikke med stress. De færreste kan køre sig selv så langt ned, som jeg var. Nej du, det er rammerne, den er gal med.

Det bliver også understreget af, at jeg langt fra er den eneste, der har været stresset i 2016. Faktisk viser KU’s studiemiljøundersøgelse, at 41,2 procent af de studerende er stressede i deres hverdag, mens tallet stiger til svimlende 70 procent i eksamensperioder. Vi er ved at uddanne og forme en generation med stress.

Stress er altså et kæmpe problem på vores studier, og et problem, som jeg håber, den nyeste minister på vores område vil tage alvorligt. Jeg har for eksempel på fornemmelsen, at der sidder en holdkammerat eller to, der bliver stresset over ikke at have tag over hovedet, eller ikke at have råd til det tag, de har.

Så måske Søren Pind vil sørge for, at studerende ikke skal være nervøse for, at deres levegrundlag bliver fjernet i morgen, på mandag eller i næste måned?

Jeg tror også, at en del af mine medstuderende bliver stresset over det enorme pres, der er for at blive så hurtigt færdige med studierne som muligt. Så måske Søren Pind vil sørge for, at fjerne fremdriftreformen helt? Jeg ved, at mange studerende stresser over, hvad de skal være, når de bliver store, og hvordan de bedst bidrager til samfundet og bliver så dygtige som muligt.

Så måske vi bare alle sammen skal give hinanden et break, huske at tage den forkerte vej en gang imellem, og nyde julemåneden med dens æbleskiver og pebernødder i fulde drag. Tak for i år!

Univalg16: Jeg glæder mig i denne tid

KLUMME: Brug din stemme. Boost demokratiet. Sæt kryds ved en kandidat til univalget inden 25. november, skriver Laura Bech Hansen.

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

Kan du mærke stemningen brede sig? Har du set den fine pynt i kantiner og på gangene? Har du fået et smil og en gratis kop kaffe her til morgen? Har din forelæsning fået besøg af en rar, skægget fyr, der taler om håb og gaver, vi kan give hinanden?

Så er det ikke bare fordi julen nærmer sig, men fordi der i denne uge er univalg på Københavns Universitet.

På alle campusområder summer universitetet lige nu af aktive og engagerede studerende fra fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd, der bruger deres pauser på at forkynde for deres medstuderende, hvorfor det er så utrolig vigtigt at få brugt de to minutter på at stemme til univalget.

Og budskabet er vigtigt.

For ligesom julen kommer som et lyspunkt i en mørk tid, så er der virkelig også brug for at give universitetsdemokratiet et boost i en tid hvor besparelser, det såkaldte styringseftersyn og fremdriftsreform er blevet lige lovlig dominerende.

Vi har set, hvor galt det kan gå, hvis studerende bliver holdt uden for beslutningsprocesserne, og derfor ved vi også, at det er vigtigt, at få givet vores repræsentanter et stærkt mandat med i rygsækken, når vi sender dem ind i ledelseslokalerne.

»Når man kan se, at der er mange, der har stemt på Studenterrådet, så får jeg lidt samme rare følelse, som når jeg får den julegave, jeg har ønsket mig i flere måneder.«

De sidste to år har jeg selv været opstillet til univalget til både studienævn og akademisk råd. Sammen med et par seje venner har jeg kæmpet mig igennem lange bilag, tunge diskussioner og komplicerede budgetter i håbet om at forbedre studielivet for mig selv og mine medstuderende.

Så for mig – og for alle de andre opstillede – føles univalget også lidt som juleaften. For når man kan se, at der er mange, der har stemt på Studenterrådet, så får jeg lidt samme rare følelse, som når jeg får den julegave, jeg har ønsket mig i flere måneder.

Jeg håber, du vil bruge to minutter på at logge ind på KUnet og stemme til univalget, og at du vil få din læsegruppe til at gøre det samme. Ikke bare fordi du giver en gratis julegave til alle dem, der hver dag bruger tid på at kæmpe for forbedringer på dit studie.

Ikke bare fordi det er den nemmeste måde nogensinde at gøre din indflydelse gældende. Men også fordi der er brug for, at vi viser, at vi står sammen. At vi ikke bare er brugere af universitetet, men medskabere. At vi har holdninger, og at vi kræver, at blive hørt.

Hvad laver en ambassadefest på semesterplanen?

KLUMME - De bachelorstuderendes 12-timerskrav bliver udhulet, når ting som en ambassadefest får lov at tælle som undervisning. Det mener Studenterrådets klummeskribent.

AF MAYA ELISE FILSKOV, STUDENTERRÅDET

AF MAYA ELISE FILSKOV, STUDENTERRÅDET

I disse krisetider priser jeg mig lykkelig over, at vi på dette universitet har et 12-timerskrav på vores bacheloruddannelser. Årene før dets implementering var der på mit hjemstavnsfakultet – Det Humanistiske Fakultet – en ærgerlig tendens til, at timetallene langsomt, men sikkert raslede ned. Før indførelsen af 12-timerskravet lå gennemsnitstimetallet på humaniora på otte timers undervisning om ugen, og jeg priser mig lykkelig over, at minimumstimetal har været der alle de dage, jeg selv har været studerende. Det er den garanti vi studerende
bliver givet, når vi starter på en bacheloruddannelse.

Da en af mine venner så fortalte mig om den lørdag, hun spenderede til ambassadefest, hvor hun drak lidt champagne, spiste mange kanapéer og networkede for resten, kunne jeg ikke lade være med at undres en smule.

Gratis mad er god mad, og hun skal selvfølgelig have lov til at tage til alle de ambassadefester, hun overhovedet kan, det er skam ikke det opsigtsvækkende ved den lørdag. Nej, det var derimod det faktum, at ambassadefesten var skrevet på hendes semesterplan – det er åbenbart, hvad der nogle steder tæller som undervisning. Meget mildt beskrevet er det i hvert fald kreativ brug af et minimumstimetal.

Jeg kunne ikke lade være med efterfølgende selv at tælle de timer, som jeg selv bliver tilbudt, og jeg fandt dem ganske vist i glemte afkroge af mit semester, i en skriveworkshop og i mit feltarbejde efter en del søgen. Jeg kan bare ikke lade være med at synes, at det er søgt, at jeg blev nødt til at lede efter ting, der på den ene eller anden måde kunne falde under en kategori, der af nogen bliver accepteret som undervisning.

12-timerskravet stod pludselig frem for mig som laveste fællesnævner for et kvalitetskrav. Det fordrer et bestemt bundniveau, og det sikrer en minimumsfordeling af midler til undervisning, som jeg ser som strengt nødvendig, men derudover er kravet i sig selv ganske uambitiøst. I de sparretider vi er trådt ind i, hvor hver en øre bliver vendt, lader de flotte intentioner til at falme, og problematikkerne ikke blot titter frem, men bryder ud i lys lue.

Min kritik skal dog på ingen måde ses som et forslag om, at 12-timerskravet skal afskaffes, nej, jeg priser mig som nævnt lykkelig over, at det eksisterer, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mit studie ville blive stykket sammen i tilfældet af, at det forsvandt. Dette er nærmere et råb om hjælp. Der er et behov for, at vi stiller krav til den undervisning, vi udbyder. Selvom pengene er små, bør vi ikke være tilfredse, så længe vi bare har undervisning, hvis vi fortsat skal betragte Københavns Universitet som et universitet i verdensklasse.