SU´en er ikke luksus, den er mit levegrundlag

 

KLUMME: Laura Bech Hansen forstår ikke, at politikere og meningsdannere omtaler SU’en som en form for luksusordning.

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej, det er ikke sket, det kan ikke ske, det er bare en misforståelse.

Lørdag morgen var jeg cyklet afsted fra Amager mod Indre By, hvor jeg skulle til møde. Jeg var træt, det blæste og på hele turen fortrød jeg, at jeg ikke havde taget metroen.

Men SU-budgettet har ikke plads til alt for meget offentlig transport, og det var tanken om den slunke bankkonto, der holdt mig kørende på denne kolde efterårsmorgen.

Tasken væk

Da jeg parkerer min cykel ved Studenterhuset, griber panikken mig. Min taske er der ikke. Min taske med pung, nøgler, notesbøger og computer. Min computer med mit bachelorprojekt, tre års noter og hele mit liv. Det er blevet stjålet på turen, og der er intet, jeg kan gøre. Jeg ringer til min mor og bryder fuldstændig sammen.

Efter det værste chok har fortaget sig og politi, låsesmed og spærring af diverse kort er klaret, kan jeg nu gøre status på den i forvejen slunkne bankkonto. For SU-budgettet er ikke gearet til uforudsete hændelser som fx tyveri.

Jeg har ikke 1500 kroner til låsesmeden, 10.000 kroner til ny computer eller 500 kroner til en ny pung. Heldigvis har jeg nogle forældre med tilpas meget overskud i økonomien til at lægge ud for mig, indtil jeg får pengene fra forsikringen.

I mellemtiden kan jeg vente i spænding på at se, hvor meget jeg faktisk kan få tilbage fra forsikringen – og hvad gør jeg, hvis de ikke dækker det hele? Hvordan skal jeg kunne klare mig, hvis der pludselig forsvinder et par tusind kroner?

SU er ikke luksus

Min SU er mit levegrundlag. Den får mig igennem en måned med husleje, mad og de mest nødvendige pensumbøger.

Den sørger for, at jeg ikke behøver at optage Kvik-lån for at købe pasta og havregryn. Den sørger for, at jeg kan koncentrere mig om at læse og ikke er tvunget til at finde et fuldtidsjob ved siden af et fuldtidsstudie.

Min SU giver mig et minimum at eksistere for, og jeg er dybt taknemmelig. Men det er de færreste studerende, der kan spare op af deres SU. Det betyder at tyveri, en ødelagt skærm på telefonen, en ophobning af fødselsdagsfester eller bare indkøb af pensumbøger ved semesterstart, kan få læsset til at vælte og kontoen til at gå i minus i flere måneder.

Jeg har svært ved at forstå, at politikere og meningsdannere omtaler SU’en som en form for luksusordning, som cafépenge til forkælede studerende. Det er jo ikke virkeligheden.

Besparelser på SU er en politisk prioritet, som man kan være enig eller uenig i. Men lad os ikke lade som om, at det er ubetydeligt.

Lad os ikke lade som om, SU giver et liv i luksus.