Danmark bliver dummere

DEBAT - Skal vi nøjes med at få vores viden om USA's oprindelige befolkning fra Lucky Luke i fremtiden? spørger Studenterrådets formand, Malou Astrup.

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

En mørk og snefyldt tirsdag eftermiddag, mødtes en gruppe studerende og undervisere i en frokoststue på KUA. Fælles for dem var, at de frygter for deres uddannelsers fremtid – for de var alle fra det hårdt pressede institut ToRS, hvor 10 ud af de 13 bacheloruddannelser, som ikke får lov at optage nye studerende i år, hører til. 

Der var ingen tvivl i rummet: nu gælder det om at stå sammen og vise omverdenen, at der er en plads til små fag i det danske uddannelsessystem – og at den viden de bidrager med er essentiel for Danmark. »Ellers må man i fremtiden henvises til Lucky Luke, hvis man vil vide noget om indianere,« som en studerende fra Indianske Sprog og Kulturer formulerede det. Og selv om det er sagt i sjov, kan jeg ikke lade være med at give hende ret. For hvor skal vi gå hen for at finde dybdegående viden om fremmede kulturer, hvis fag som indiansk, eskimologi eller polsk ender med at dreje nøglen om? 

De bidrager med forskning og uvurderlig viden om vores og andres samfund, både til samfundet og universitetet. Det er uddannelse i sprogkundskaber og kulturforståelse som er afgørende for dansk handel og udenrigspolitik, der lige nu står for skud. 

Universiteternes økonomi er hårdt spændt for, efter regeringen valgte at vedtage en finanslov hvor der skulle spares 10 milliarder på uddannelse og forskning. Det er de nedskæringer, vi nu ser konsekvenserne af på Humaniora. Årsagen til nedskæringerne var i efteråret, at der var så meget overflødigt fedt på universiteternes budgetter. Men jeg har svært ved at se, hvordan potentielle faglukninger er ’kornfedt’.

Når der stoppes for optaget på 13 små fag på humaniora, er det første skridt til at nogle af dem ender med at lukke. Og det ved både de studerende og de undervisere, jeg mødte på KUA tirsdag eftermiddag. Derfor vil de kæmpe med næb og klør for at bevare deres uddannelser og forskning – i en eller anden form. De er bange for at Danmark bliver dummere, hvis småfagene ender med at lukke. Og jeg kan kun give dem ret.