Jeg ELSKer et studievenligt boligmarked!

BOLIGDEBAT - »Det var verdens sødeste familie, som gav husly til en hjemløs studerende. Men det var ikke hjem ...« 

AF SOFIE GRO HOLDE, MEDLEM AF STUDENTERRÅDETS FORRETNINGSUDVALG

Sommeren 2014 boede jeg i en travl børnefamilies fugtige kælder langt ude på Amager. Det var en rigtig sød familie, som havde givet mig husly, da jeg pludselig stod og var hjemløs midt i en eksamensperiode. Men faktum var, at jeg delte hus med to unge drenge, deres lillesøster, deres mor, deres mors mand og alle de øvrige søskende og fætre og kusiner, som familien bestod af til tider. 

Og andre gange var huset rungende tomt. Når man ser bort fra de snegle, som sneglede sig ind af mit kældervindue. Hver gang en lille sommerstorm ramte, var jeg panisk for om mit værelse og alle mine ting ville drukne. Hver gang jeg kom hjem fra en sommerøl med mine venner, var jeg panisk for at jeg vækkede hele huset, som jo skulle på arbejde og i skole dagen efter. Hver gang huset var fuldt, var jeg panisk for, at jeg ville være til besvær og kom derfor ikke op af kælderen. Hver gang huset var tomt, var jeg panisk for, om jeg havde husket at låse døren, at slukke lyset.

Det var verdens sødeste familie, som gav husly til en hjemløs studerende. Men det var ikke hjem. Parcelhuset på Amager gav mig ikke tryghed og ro i mit studieliv, som et rigtigt hjem kan give. Det er en problematik, som alt for mange studerende oplever hver eneste dag. 

Nu har jeg fundet et sted, hvor jeg har hjemme, og hvor jeg har ro i hverdagen til at koncentrere mig om mine studier. Nu er problemet huslejen, et problem endnu flere studerende kæmper med. Jeg bor i 3-værelseslejlighed, men vi er fire, som bor sammen for at få råd til huslejen. Det betyder at jeg bor i stuen, sammen med en anden, for ellers får vi ikke råd til at bo i København. 

Boligmarkedet i København er en kæmpe udfordring for alle studerende, både tilflytterne og de, som har boet hele deres liv på Frederiksberg. Priserne et alt for høje til at fuldtidsstuderende reelt kan forventes at få en fod indenfor. Desuden er der for få almene- og ungdomsboliger, hvor priserne ligger i et betaleligt leje. Og det stresser mange studerende i deres hverdag, hvilket også smitter af på fagligheden og humøret på studiet. 

Derfor er Elever og Studerende i København gået sammen i ELSK, for at hjælpe alle dem, som bor i kældre, som betaler for meget i husleje, og som reelt er hjemløse. De kæmper for, at København bliver den studievenlige by, som Rådhuset flere gange har lovet os. 

Og alle kan være med, når de sætter fokus på mulighederne for vores by, og når de presser politikkerne både på Rådhuet og Christiansborg. Næste gang ELSK mødes, er det til en Boligsafari 31. marts. Her cykler vi alle sammen rundt til boligløsninger og boligudfordringer i København, imens vi stiller vores politikere til ansvar og hører god safarimusik.

Jeg håber at alle de studerende, som har oplevet, eller oplever stress i hverdagen over deres studiebolig, vil cykle med.