GØR UNIVERSITETET MÆGTIGT IGEN

Af: Malou Astrup Clemmensen, formand for Studenterrådet

Af: Malou Astrup Clemmensen, formand for Studenterrådet

KÆRE HENRIK WEGENER. Inden længe overtager du posten med guldkæden og ansvaret: rektor på Københavns Universitet. Først og fremmest vil vi studerende gerne have lov til at byde dig velkommen i hulen – som vi også gør det med alle vores nye medstuderende hver eneste sommer. Derudover vil vi gerne, i bedste julestemning, sende dig en lille ønskeseddel. Så her er fem ting vi ser frem til at samarbejde om, når du overtager posten til marts.

HVORDAN SKAL VORES kommende læger overskue komplekse hjerneoperationer, hvis de mest af alt har fået stress med fra studiet? På Københavns Universitet har vi en sørgelig rekord i studerende, der oplever stress og ensomhed i deres dagligdag. Hvis vi vil have dygtige kandidater – og det vil vi – så er vi nødt til at forbedre studiemiljøet. Det er ikke godt nok, når hver 5. kommende jurist føler sig ensom, og det er ikke godt nok, når 40% af alle studerende oplever fysiske symptomer på stress i hverdagen – over 70% i eksamensperioderne. Vi vil gerne byde ind med de gode idéer til forbedring af studiemiljøet, men hvis vi skal knække kurven, kræver det, at universitetet tager ansvar og hjælper med at få idéerne ført ud i livet.

I DET FORGANGNE ÅR har vi vinket farvel til flere hundrede forskere, undervisere og ansatte. Det kan mærkes – uden tvivl hos kollegerne, men også hos os på auditoriepladserne. I krisetider skal vi stå sammen – mod nedskæringer, men også i det daglige: alt for mange steder har studerende ikke adgang til de steder, hvor forskere og undervisere færdes. Vi har brug for at møde vores undervisere – også når vi bliver i tvivl om pensum og faglighed uden for undervisningen.

VI HAR BRUG FOR en ledelse der bakker vores kamp for feedback op. Vi er nået et langt stykke ad vejen, efter mange år med både studenterprotester og frugtbare samarbejder på tværs af studerende, undervisere og ledelse. Men efter et år i nedskæringernes tegn, er der behov for, at vi endnu engang sætter skub i arbejdet for mere feedback på vores uddannelser. Vi lover at sætte det øverst på vores dagsorden – vil du så ikke også sætte det øverst på din?

VI LÆRER BEDST i fællesskab, når vi kan spørge holdkammerater eller ældre årgange til råds. Vi skal være sammen om at studere. Vi er ansvarlige for egen læring, men vi skal også være ansvarlige for hinandens. Det kræver fagmiljøer, hvor vi møder hinanden. Det kræver mere struktureret brug af læsegrupper, flere muligheder for faglig udveksling – både studerende imellem og på tværs af undervisere og forskere.

I ØJEBLIKKET ER VORES timetalskrav det tætteste vi kommer på at sætte kvalitetskrav til undervisningen, og flere steder er det kun med nød og næppe – eller slet ikke – at det bliver overholdt. Vi vil gerne være de bedst mulige studerende, men det kan være svært hvis der ikke er nok undervisning. Vi tror på, at der kan sættes mere ambitiøse mål for undervisningen på KU end blot kvantiteten. For det er svært at stille spørgsmål, hvis du sidder til forelæsning med flere hundrede andre, hvor der er ikke tid og plads til den enkelte, eller når alle de andre også synes Hegel er svær at forstå. Du bliver ikke dygtig til stemmebrug, hvis alle snakker i munden på hinanden. Og du bliver ikke en god kirurg af at kigge på andre, der fører kniven.

KU ER et stort sted. Det breder sig fra humanisterne på Amager til farmaceuterne på Pharma School og favner 40.000 studerende, 10.000 ansatte og måske 50.000 forskellige idéer om, hvad Københavns Universitet er, hvad det skal blive til, og hvordan vi kommer derhen.

VORES BEDSTE RÅD til dig er: snak med folk! Besøg campusområderne, drik kaffe med de indvalgte og få en fornemmelse af, hvad der rører sig rundt omkring. Selv om det nok er forskellige steder, skoen trykker, så har vi én ting til fælles: Vi drømmer alle sammen om et universitet i verdensklasse, hvor vi kan få tid og plads til at udfolde vores faglighed. Vi glæder os til samarbejdet!