EN LUSSING TIL 50-ÅRET FOR STUDENTEROPRØRET

 Af: Frederik Tom-Petersen. Studerende på Samfundsfag og Geografi. Tidligere medlem af studienævnet for Geovidenskaber og Planlægning

Af: Frederik Tom-Petersen. Studerende på Samfundsfag og Geografi. Tidligere medlem af studienævnet for Geovidenskaber og Planlægning

TILBAGE I EFTERÅRET 2017 slog jeg på rygtetrommerne og skrev en klumme,  fordi det forlød på vandrørene, at udvalget for bedre universitetsuddannelser undersøgte, hvorvidt det ville være gavnligt at fjerne studienævnenesbeslutningskompetence. Af samme grund sidder jeg nu igen ved tasterne. For nu er det så sket – udvalget er kommet med sine anbefalinger  til hvordan universitetsuddannelserne skal gøres bedre. Buketten af anbefalinger indeholder positive elementer, eksempelvis fjernelsen af den gymnasiale karakterbonus, men de er bestemt ikke lutter hornmusik. Særligt to torne stikker ud og varsler et opgør med den demokratisering af universitetet, som studenteroprørerne fik indført for 50 år siden.

STUDIENÆVN

50% videnskabeligt personale og 50 % studerende. Mødes med jævne mellemrum og diskuterer, udformer og vedtager kursusbeskrivelser, studieordninger, evalueringer samt merit og dispensationssager.

DER STÅR ENSTRENGET LEDELSE på bannerne, så udvalget blæser til angreb på universitetsdemokratiet og den nedefra kommende uddannelseskvalitet og anbefaler konkret, at den øverste ledelse skal udpege vores studieledere, og studienævnenes beslutningskompetence skal fjernes. Jeg har svært ved at udtrykke min bekymring klarere end jeg gjorde tilbage i efteråret, men af afmagt bliver jeg nødt til at sige det igen: Studienævnene er den grundtone i vores uddannelser, der sikrer, at uddannelseskvaliteten skabes i et samarbejde mellem universitetets brugere, underviserne og vi studerende.

UDVALGETS FOKUS UPÅ LEDELSESSTRUKTURER udspringer for mig at se ikke fra et ønske om at højne kvaliteten af vores uddannelser. For mig at se handler udvalget ud fra et helt andet kriterium, nemlig placeringen af ansvar. Et ansvar der fra departementets synspunkt skal være let at placere, hvis man skal fortsætte med at lave den resultat- og målstyring af universiteterne, der i de seneste år har gennemsyret hver enkelt reform. Problemet for udvalget er bare, at studienævnene ikke er lette at styre og at ansvaret er svært at placere, når medlemmerne skiftes ud med få års mellemrum og når studienævnene handler som et samlet organ.

DET ER UD FRA den selvopfundne overskrift ‘hvem har det formelle ansvar for uddannelseskvalitet og de studerendes læringsudbytte?’, at de to anbefalinger udspringer. For mig, der er vokset op i et uddannelsessystem, der har skreget ansvar for egen læring er svaret simpelt. Ansvaret ligger hos os, de studerende. Det er samtidig et ansvar vi studerende meget gerne deler med vores undervisere, som er aktive medskabere af den virkelighed, vi møder og de forskere, der har det faglige niveau, vi selv stræber efter. Det samspil vi har i studienævnene og stort set alle andre steder på universitetet har et klart mål for øje, nemlig at maksimere videnspotentialet – både for os selv og for samfundet som helhed. Hvis man fjerner ejerskabet for dette samspil, fjerner man engagementet og drivkraften, med forringelser af det faglige niveau i tilrettelæggelsen og udførelse af vores uddannelser som følge.

VED AT FJERNE BESLUTNINGKOMPETENCEN fra studienævnene ender vi ud med et hult organ. Et organ der meget vel kan forsøge at påvirke studielederens beslutninger, men som er afhængig af dennes velvilje. Et organ, der kan få svært ved at se meningen med sig selv, og som derfor kan frygtes at få samme skæbne som de netop nedlagte institutråd – og af selvsamme årsag.  Når man samtidig anbefaler, at studienævnenes kompetence til selv at indstille en studieleder skal inddrages, så er vi for alvor på vej mod en demokratisk falliterklæring. Og det er en skam, for universitetet er ikke en typisk virksomhed. Vi er en videns- og uddannelsesinstitution, der skal være med til at drive samfundet fremad – og det er en enstrenget ledelse ikke nogen garant for.

STUDIENÆVNENE OG OS der aktivt tager del i arbejdet heri har én central interesse for øje, når vi mødes: uddannelseskvalitet for de studerende.  Det er ambitionerne i og potentialet for studienævnets arbejde, der hele sidste år fik mig til at deltage i møder, snakke med medstuderende, læse flere hundrede siders bilag og behandle sager og initiativer, der aldrig ville berøre mit eget uddannelsesforløb, men som i forhold til mine medstuderendes uddannelser bare giver mening at presse på for. Når jeg snakker med mine kollegaer fra andre studienævn, udtrykker de samme følelse. Og det batter virkelig.  Hvert eneste år er studienævnene med til at rykke vores uddannelser fremad, i retning mod bedre kvalitet på netop de områder, hvor vi ved, at behovet er størst. Hvis man fjerner dette medejerskab, så faderuniversitetets grundtone langsomt ud, og vi vil stå tilbage med en ringere kvalitet.

UDVALGET ER DEN 12. marts kommet med 37 anbefalinger, der alle udspringer fra det ambitiøse kommissorium for bedre universitetsuddannelser. Hvis jeg måtte komme med én anbefaling, så ville det være, at den nuværende ansvars- og arbejdsfordeling mellem rektor og studienævnene bevares, eftersom den højner uddannelseskvaliteten. Det gør den fordi, der netop er tale om en fordeling, hvor studerende, undervisere og forskere sammen er med til at udvikle og tage beslutninger for det fagmiljø, hvor de er eksperter. Derfor skal denne organisering ikke ændres til det anbefalede.

HVIS DU SIDDER med samme uro i maven som mig over udvalgets udmelding og har lyst til at gøre noget, så kom og vær med. Studenterrådet indkalder snarest til møde, så hold øje med deres facebookside eller hiv fat i dine studiekammerater og det videnskabelige personale i dit studienævn. Sammen kan vi måske råbe uddannelsesordførerne og folketinget op og vise dem værdien af studienævnene!