KAN JEG VÆRE VÆRDILØS, MEN STADIG LYKKELIG?

 Af: Sandi Rizvic. Medlem af Forretningsudvalget, Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Af: Sandi Rizvic. Medlem af Forretningsudvalget, Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Fortællingen har længe været, at værdi er det samme som penge. Jo større afkast noget giver, jo bedre er det. Jo mere man tjener, jo bedre er man – jo lykkeligere er man. Det samme indtryk får man, når man læser Udvalg om Bedre Universitetsuddannelsers nye rapport. En stor del af rapportens indhold og budskab peger mod, at jo mere afkast en uddannelse giver, desto vigtigere er den for hele det danske samfund.

En person med en samfundsvidenskabelig kandidat har et ”beregnet merafkast på ca. 4 mio. kr. sammenlignet med faglærte.” Modsat har en humanist ca. -1 mio. kr. sammenlignet med en faglært. Altså, en humanist kan ikke helt betale sig lige så meget, som de andre, fordi afkastet er lavere. Det er den fortælling, samfundet fortæller sine borgere. Det er den fortælling, rapporten kommer med til beslutningstagerne.

Som humaniorastuderende kommer jeg til at tjene mindre end størstedelen af mine studiekammerater på de andre fakulteter. Jeg kommer også til at bliver ramt, som statistikerne siger, af en højere risiko for ledighed, og arbejdsmarkedet vil generelt være mig ugunstigt. At jeg læser klassisk arkæologi gør ikke de statistiske odds nemmere.

Får jeg en dag både en ph.d. og en postdoc, kan jeg se frem til en lang række projektansættelser, vikariater og lignende midlertidige stillinger. Det er selvfølgelig, hvis jeg også er heldig nok til at få dem. Efter en del års hoppen fra stilling til stilling kan jeg se frem til en fastansættelse. Jeg kommer bare ikke til at ”tjene kassen” på det.

Alligevel bliver jeg ikke skræmt væk fra humaniora for at starte forfra på en anden uddannelse med en højere løn. Jeg bliver ikke ulykkelig ved tanken om ikke at blive styrtende rig på grund af min uddannelse. Jeg tror heller ikke, at jeg vil blive det i fremtiden, når jeg en dag er uddannet arkæolog og leger Lara Croft i sydens sol (dog med færre skydevåben og levende dinosaurer omkring mig). Hvorfor ikke?

Når rapporten hentyder til, at det er bedre med flere penge, og når fortællingen er, at man er lykkeligere med flere penge, hvorfor er jeg så ikke mere bekymret? Er jeg bare underlig? Er det bare mig, der ikke forstår vigtigheden af at være rig?

Man kan spørge sig selv: hvis humaniora ikke giver et højt økonomisk afkast, hvorfor findes det så? Fordi humaniora har værdi, der går ud over den økonomiske værdi, som humanister bidrager med til samfundet. Størstedelen af humanioras værd kan ikke måles direkte. Humaniora er viden om mennesker, deres sprog, kultur og historie. Det er tilegnelsen af evnen til at sætte sig ind i sådanne forhold for at løse internationale konflikter med diplomati. Det er at kende sin egen historie og derved forsøge at undgå at gentage fejl. Det er at udtænke basale menneskerettigheder som retten til frihed og retten til at opnå viden. Humaniora er en fortsat proces, der tester de tanker og ideer, som styrer samfundet og derved, forhåbentligt, ændrer dem til det bedre.

En undersøgelse viser, at der er en øvre grænse for mængden af penge, der gør én lykkelig. På et tidspunkt bliver alle ens følelsesmæssige behov opfyldt tilstrækkeligt, når man har nok penge til ikke at skulle bekymre sig om de nødvendige ting i livet som tag over hovedet, mad, sikkerhed, tid til venskaber og familien og mulighed for at leve sit liv, som man ønsker det.

Når jeg en dag er en færdiguddannet humanist og skal ud på arbejdsmarkedet, så vil jeg ikke frygte min statistisk lavere løn. Jeg vil kunne leve et bekymringsfrit og ”rigt” og værdifuldt liv alligevel. Også selvom jeg måske ikke kommer til at have råd til halvdyre biler og store huse med garageplads til dem. Jeg kommer til at være lykkelig, fordi jeg har valgt en disciplin, som jeg har en passion for, og som vil kunne give mig et levebrød. Det bliver ikke kun et højt økonomisk afkast, der definerer min lykke.

Hvis den økonomiske gevinst alene er det vigtigste mål for samfundet, så er der i endnu højere grad brug for humaniora.