POLITIK ER IKKE NØDVENDIGVIS PARTISK

 Amanda Büchert, forperson for Studenterrådet.

Amanda Büchert, forperson for Studenterrådet.

Hvornår er studenteraktivisme politisk? Og hvad har det vi laver på vores studier egentlig med folkene på Borgen at gøre? Det vil Frit Forums Fie Hækkerup gerne debattere.

Når vi i Studenterrådet kæmper for at bevare de studerendes beslutningskompetence, er det politisk. Når vi gang på gang kræver at de dropper uddannelsesloftet, er det politisk. Når vi laver nye studieordninger, er det politisk; selv når vi inviterer rektor med på rundtur på campus, er det politisk.

Det ligger i ordet, at studenterpolitik er politisk, og det er heller ikke noget vi, i Studenterrådet ved Københavns Universitet, forsøger at frasige os. Men alt dette er ikke noget man nødvendigvis behøver at tilhøre et bestemt parti for at støtte og arbejde for.

I Studenterrådet mener vi ikke, at det er hensigtsmæssigt kun at fokusere på et udsnit af de studerende, så vi forsøger at repræsentere bredt. Vores formål er at kæmpe for de studerendes rettigheder generelt og ikke at tilslutte os fløjpolitik, for vi står meget stærkere over for universitetsledelsen og Uddannelsesministeriet, når vi står sammen.

Nej, det er ikke muligt at favne hundrede procent, for de studerende er alt for forskellige. Men vi mener alligevel, at der er vilkår, der berører alle studerende og har stor indflydelse på vores studieliv. Vilkår, vi kan enes om på tværs af studier og partier. Ting vi kan og bør kæmpe for i fællesskab.

Studenterrådet er en interesseorganisation, så vi varetager vores medlemmers fælles interesser over for beslutningstagerne i det politiske system, og det er den måde vi har arbejdet på altid – en organisationsform, som størstedelen af de studerende tilslutter sig.

Vi opfordrer de studerende til ikke at fokusere på interne stridigheder, for det skaber et råderum, hvor politikerne kan gennemtrumfe beslutninger hen over hovedet på os, og mens vi brydes i egne rækker, fjerner de vores SU, skærer yderligere ned på uddannelse og fratager os muligheden for ikke bare at være studerende, men hele mennesker.

Kampen for vores rettigheder som studerende er vedvarende, for dem i toppen taler enstrenget ledelse og øget kontrol. Det er en hård kamp, og de studerende bliver mere og mere apatiske, for de føler ikke, at omverdenen lytter til dem. Det er et kæmpe problem. Men det hjælper ikke at vende kampen indad og lade os splittes over partipolitiske spørgsmål. For hvis vi skal tvinge dem til at lytte til os, skal vi råbe højt. Og det gør vi bedst i fælles flok.