Uddannelsesloftet: Jeg har dummet mig

KLUMME - Frederik Løgstrup Magnusson mener, at det er uhørt, at et folketingsflertal haster lovgivning igennem uden hensyn til de mennesker, der kommer i klemme.

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, NÆSTFORMAND FOR STUDENTERRÅDET VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, NÆSTFORMAND FOR STUDENTERRÅDET VED KØBENHAVNS UNIVERSITET

Jeg har engang gjort noget dumt. Da jeg gjorde det, syntes jeg det var vildt klogt gjort. Det kunne det også sagtens have været – men det viste sig altså at være en fejl.

Jeg startede på medicin på Københavns Universitet. Det var i sommeren 2011, og det virkede som et sikkert, men også ambitiøst valg. Vigtigst af alt, det virkede simpelthen rigtigt. Det er da en god ting, at bruge sit liv på at prøve at hjælpe andre, som bliver ramt af sygdom, tænkte jeg.

Det er det også. Jeg har stadig enormt stor respekt for mine gamle studiekammerater fra medicinstudiet. De kommer til at gøre en forskel. De gør sig umage for at være dygtige og sikre i deres sag, når de giver råd og behandling til patienterne, og de er empatiske og har hjertet på rette sted, når de møder mennesker, som er afhængige af deres næstekærlighed.

Men det var ikke det rigtige for mig.

Jeg fik ret tidligt et studiejob, som jeg var rigtigt glad for. Her fik jeg lov til at snakke med rigtigt mange patienter. Spændende og stimulerende, og en mulighed for at gøre en forskel allerede som studerende. Men der var noget galt. Den ene patient kom ind ad døren og den anden kom ind. Jeg holdt op med at være til stede med den enkelte patient. Patienten blev et nummer i rækken.

Jeg var simpelthen blev tømt for den empati og medmenneskelighed, som ellers havde drevet mig til at begynde på studiet. Allerede som studerende. Hvad skulle jeg gøre?

Jeg kunne bide tænderne sammen og håbe, at det gik over. Med risikoen for, at det var en blivende tilstand, og at jeg skulle henslæbe et arbejdsliv med permanent dårlig samvittighed over, at jeg ikke rigtigt kunne være der for patienterne. Eller jeg kunne skifte studie.

Jeg valgte den sidste mulighed. Det er jeg glad for, at jeg har gjort. Jeg vil stadig gerne gøre en forskel og hjælpe til med, at mennesker kan få det bedre, leve længere og være mindre syge. Bare fra en anden stol end lægens.

Jeg fandt tilfældigvis en kandidatuddannelse, som det gav mening at bygge ovenpå min bacheloruddannelse, som ellers i sig selv ville have været ret ubrugelig, i hvert fald på arbejdsmarkedet. Men hvis ikke det lykkedes med det, så skulle jeg have fundet en anden bachelor.

Så jeg er glad for at det nu er et års tid siden. For hvis jeg havde været i den situation nu, så havde Folketinget låst mig fast på medicin med det nye ”uddannelsesloft”, som efter alt at dømme indføres fra 1. januar.

Lige præcis den situation står hundredvis af studerende nu i. De har i god tro taget en bachelor eller kandidat, men ønsker egentligt at læse noget andet. Nogen har måske ligefrem fået den vejledning, at det var en god idé at tage en anden bachelor, hvis de gerne ville kvalificere sig gennem kvote 2 til deres drømmestudie. Hvis bare de havde vist, hvad politikerne barslede med dengang. Men nu er de fanget.

Det er helt uhørt, at et folketingsflertal, uden hensyn til de mennesker der kommer klemme, så hurtigt haster lovgivning igennem. Der er ikke nogen overgangsperiode. Der er ingen nåde for alle de studerende, der har handlet i god tro.

19. december 3. behandles lovforslaget i Folketinget. Uret tikker, hvis vi skal nå at forhindre, hvad der bliver en katastrofe for hundredvis af vores medstuderende.

Vi er ved at uddanne en generation med stress

STRESS - Anne Vraa Jensen fortæller om et år, hvor hun gik ned med stress - og hun argumenterer for, at problemet med stress ikke bare kan reduceres til den enkeltes personlige ansvar.

AF ANNE VRAA JENSEN, STUDENTERRÅDET VED KU

AF ANNE VRAA JENSEN, STUDENTERRÅDET VED KU

I dag har jeg ryddet op på mit skrivebord. I morgen starter december. Det betyder, at året er ved at være gået, og jeg derfor snart er færdig med at sidde i Studenterrådets forretningsudvalg.

2016 er gået hurtigt. I 2016 er der sket meget. 2016 har også været et langt år – på nogle punkter. Og i 2016 gik jeg ned med stress.

Jeg var ikke stresset på den måde, hvor man tænker »hold nu op, nu er jeg 500 siders læsning bagud, forhåbentlig når jeg at læse op på det til eksamen.« Jeg var heller ikke stresset på den måde, hvor man melder fra til en enkelt aftale eller to for lige at have en aften på sofaen med sig selv. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg begyndte at græde til møder – flere gange. Jeg var stresset på den måde, hvor jeg ikke kunne se, hvordan jeg skulle blive glad igen.

Og jeg var stresset på den måde, at jeg fik læst absolut ingenting og havde nul overskud til andet end at stirre lidt forbi underviserens hoved, når vedkommende snakkede.

I 2016 fik vi på uddannelses- og forskningsområdet ny minister. To gange! Søren Pind satte sig i sin nye stol i mandags og blev dermed den tredje person i dette år, der står i spidsen for at uddanne og forme Danmarks fremtid. Og hvad har det så med min stress at gøre? Jo, nu skal du høre:

Lige meget hvor meget vi i vores samfund gerne vil gøre alting til et personligt ansvar, et individuelt problem og noget selvforskyldt, så er det bare sjældent sådan, det hænger sammen. Og sådan er det heller ikke med stress. De færreste kan køre sig selv så langt ned, som jeg var. Nej du, det er rammerne, den er gal med.

Det bliver også understreget af, at jeg langt fra er den eneste, der har været stresset i 2016. Faktisk viser KU’s studiemiljøundersøgelse, at 41,2 procent af de studerende er stressede i deres hverdag, mens tallet stiger til svimlende 70 procent i eksamensperioder. Vi er ved at uddanne og forme en generation med stress.

Stress er altså et kæmpe problem på vores studier, og et problem, som jeg håber, den nyeste minister på vores område vil tage alvorligt. Jeg har for eksempel på fornemmelsen, at der sidder en holdkammerat eller to, der bliver stresset over ikke at have tag over hovedet, eller ikke at have råd til det tag, de har.

Så måske Søren Pind vil sørge for, at studerende ikke skal være nervøse for, at deres levegrundlag bliver fjernet i morgen, på mandag eller i næste måned?

Jeg tror også, at en del af mine medstuderende bliver stresset over det enorme pres, der er for at blive så hurtigt færdige med studierne som muligt. Så måske Søren Pind vil sørge for, at fjerne fremdriftreformen helt? Jeg ved, at mange studerende stresser over, hvad de skal være, når de bliver store, og hvordan de bedst bidrager til samfundet og bliver så dygtige som muligt.

Så måske vi bare alle sammen skal give hinanden et break, huske at tage den forkerte vej en gang imellem, og nyde julemåneden med dens æbleskiver og pebernødder i fulde drag. Tak for i år!

Univalg16: Jeg glæder mig i denne tid

KLUMME: Brug din stemme. Boost demokratiet. Sæt kryds ved en kandidat til univalget inden 25. november, skriver Laura Bech Hansen.

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

Kan du mærke stemningen brede sig? Har du set den fine pynt i kantiner og på gangene? Har du fået et smil og en gratis kop kaffe her til morgen? Har din forelæsning fået besøg af en rar, skægget fyr, der taler om håb og gaver, vi kan give hinanden?

Så er det ikke bare fordi julen nærmer sig, men fordi der i denne uge er univalg på Københavns Universitet.

På alle campusområder summer universitetet lige nu af aktive og engagerede studerende fra fagråd, faglige foreninger og fakultetsråd, der bruger deres pauser på at forkynde for deres medstuderende, hvorfor det er så utrolig vigtigt at få brugt de to minutter på at stemme til univalget.

Og budskabet er vigtigt.

For ligesom julen kommer som et lyspunkt i en mørk tid, så er der virkelig også brug for at give universitetsdemokratiet et boost i en tid hvor besparelser, det såkaldte styringseftersyn og fremdriftsreform er blevet lige lovlig dominerende.

Vi har set, hvor galt det kan gå, hvis studerende bliver holdt uden for beslutningsprocesserne, og derfor ved vi også, at det er vigtigt, at få givet vores repræsentanter et stærkt mandat med i rygsækken, når vi sender dem ind i ledelseslokalerne.

»Når man kan se, at der er mange, der har stemt på Studenterrådet, så får jeg lidt samme rare følelse, som når jeg får den julegave, jeg har ønsket mig i flere måneder.«

De sidste to år har jeg selv været opstillet til univalget til både studienævn og akademisk råd. Sammen med et par seje venner har jeg kæmpet mig igennem lange bilag, tunge diskussioner og komplicerede budgetter i håbet om at forbedre studielivet for mig selv og mine medstuderende.

Så for mig – og for alle de andre opstillede – føles univalget også lidt som juleaften. For når man kan se, at der er mange, der har stemt på Studenterrådet, så får jeg lidt samme rare følelse, som når jeg får den julegave, jeg har ønsket mig i flere måneder.

Jeg håber, du vil bruge to minutter på at logge ind på KUnet og stemme til univalget, og at du vil få din læsegruppe til at gøre det samme. Ikke bare fordi du giver en gratis julegave til alle dem, der hver dag bruger tid på at kæmpe for forbedringer på dit studie.

Ikke bare fordi det er den nemmeste måde nogensinde at gøre din indflydelse gældende. Men også fordi der er brug for, at vi viser, at vi står sammen. At vi ikke bare er brugere af universitetet, men medskabere. At vi har holdninger, og at vi kræver, at blive hørt.

Hvad laver en ambassadefest på semesterplanen?

KLUMME - De bachelorstuderendes 12-timerskrav bliver udhulet, når ting som en ambassadefest får lov at tælle som undervisning. Det mener Studenterrådets klummeskribent.

AF MAYA ELISE FILSKOV, STUDENTERRÅDET

AF MAYA ELISE FILSKOV, STUDENTERRÅDET

I disse krisetider priser jeg mig lykkelig over, at vi på dette universitet har et 12-timerskrav på vores bacheloruddannelser. Årene før dets implementering var der på mit hjemstavnsfakultet – Det Humanistiske Fakultet – en ærgerlig tendens til, at timetallene langsomt, men sikkert raslede ned. Før indførelsen af 12-timerskravet lå gennemsnitstimetallet på humaniora på otte timers undervisning om ugen, og jeg priser mig lykkelig over, at minimumstimetal har været der alle de dage, jeg selv har været studerende. Det er den garanti vi studerende
bliver givet, når vi starter på en bacheloruddannelse.

Da en af mine venner så fortalte mig om den lørdag, hun spenderede til ambassadefest, hvor hun drak lidt champagne, spiste mange kanapéer og networkede for resten, kunne jeg ikke lade være med at undres en smule.

Gratis mad er god mad, og hun skal selvfølgelig have lov til at tage til alle de ambassadefester, hun overhovedet kan, det er skam ikke det opsigtsvækkende ved den lørdag. Nej, det var derimod det faktum, at ambassadefesten var skrevet på hendes semesterplan – det er åbenbart, hvad der nogle steder tæller som undervisning. Meget mildt beskrevet er det i hvert fald kreativ brug af et minimumstimetal.

Jeg kunne ikke lade være med efterfølgende selv at tælle de timer, som jeg selv bliver tilbudt, og jeg fandt dem ganske vist i glemte afkroge af mit semester, i en skriveworkshop og i mit feltarbejde efter en del søgen. Jeg kan bare ikke lade være med at synes, at det er søgt, at jeg blev nødt til at lede efter ting, der på den ene eller anden måde kunne falde under en kategori, der af nogen bliver accepteret som undervisning.

12-timerskravet stod pludselig frem for mig som laveste fællesnævner for et kvalitetskrav. Det fordrer et bestemt bundniveau, og det sikrer en minimumsfordeling af midler til undervisning, som jeg ser som strengt nødvendig, men derudover er kravet i sig selv ganske uambitiøst. I de sparretider vi er trådt ind i, hvor hver en øre bliver vendt, lader de flotte intentioner til at falme, og problematikkerne ikke blot titter frem, men bryder ud i lys lue.

Min kritik skal dog på ingen måde ses som et forslag om, at 12-timerskravet skal afskaffes, nej, jeg priser mig som nævnt lykkelig over, at det eksisterer, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan mit studie ville blive stykket sammen i tilfældet af, at det forsvandt. Dette er nærmere et råb om hjælp. Der er et behov for, at vi stiller krav til den undervisning, vi udbyder. Selvom pengene er små, bør vi ikke være tilfredse, så længe vi bare har undervisning, hvis vi fortsat skal betragte Københavns Universitet som et universitet i verdensklasse.

SU´en er ikke luksus, den er mit levegrundlag

 

KLUMME: Laura Bech Hansen forstår ikke, at politikere og meningsdannere omtaler SU’en som en form for luksusordning.

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

AF LAURA BECH HANSEN, STUDENTERRÅDET

Åh nej. Åh nej, åh nej, åh nej, det er ikke sket, det kan ikke ske, det er bare en misforståelse.

Lørdag morgen var jeg cyklet afsted fra Amager mod Indre By, hvor jeg skulle til møde. Jeg var træt, det blæste og på hele turen fortrød jeg, at jeg ikke havde taget metroen.

Men SU-budgettet har ikke plads til alt for meget offentlig transport, og det var tanken om den slunke bankkonto, der holdt mig kørende på denne kolde efterårsmorgen.

Tasken væk

Da jeg parkerer min cykel ved Studenterhuset, griber panikken mig. Min taske er der ikke. Min taske med pung, nøgler, notesbøger og computer. Min computer med mit bachelorprojekt, tre års noter og hele mit liv. Det er blevet stjålet på turen, og der er intet, jeg kan gøre. Jeg ringer til min mor og bryder fuldstændig sammen.

Efter det værste chok har fortaget sig og politi, låsesmed og spærring af diverse kort er klaret, kan jeg nu gøre status på den i forvejen slunkne bankkonto. For SU-budgettet er ikke gearet til uforudsete hændelser som fx tyveri.

Jeg har ikke 1500 kroner til låsesmeden, 10.000 kroner til ny computer eller 500 kroner til en ny pung. Heldigvis har jeg nogle forældre med tilpas meget overskud i økonomien til at lægge ud for mig, indtil jeg får pengene fra forsikringen.

I mellemtiden kan jeg vente i spænding på at se, hvor meget jeg faktisk kan få tilbage fra forsikringen – og hvad gør jeg, hvis de ikke dækker det hele? Hvordan skal jeg kunne klare mig, hvis der pludselig forsvinder et par tusind kroner?

SU er ikke luksus

Min SU er mit levegrundlag. Den får mig igennem en måned med husleje, mad og de mest nødvendige pensumbøger.

Den sørger for, at jeg ikke behøver at optage Kvik-lån for at købe pasta og havregryn. Den sørger for, at jeg kan koncentrere mig om at læse og ikke er tvunget til at finde et fuldtidsjob ved siden af et fuldtidsstudie.

Min SU giver mig et minimum at eksistere for, og jeg er dybt taknemmelig. Men det er de færreste studerende, der kan spare op af deres SU. Det betyder at tyveri, en ødelagt skærm på telefonen, en ophobning af fødselsdagsfester eller bare indkøb af pensumbøger ved semesterstart, kan få læsset til at vælte og kontoen til at gå i minus i flere måneder.

Jeg har svært ved at forstå, at politikere og meningsdannere omtaler SU’en som en form for luksusordning, som cafépenge til forkælede studerende. Det er jo ikke virkeligheden.

Besparelser på SU er en politisk prioritet, som man kan være enig eller uenig i. Men lad os ikke lade som om, at det er ubetydeligt.

Lad os ikke lade som om, SU giver et liv i luksus.

Et stærkere Danmark?

STUDENTERKOMMENTAR - For en måned siden fremlagde regeringen sin vision for Danmarks retning frem mod 2025. Danmark skal være stærkere, lyder regeringens motto – men alligevel nedprioriteres kloge hoveder og hænder, fordi der spares på uddannelse.

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

I FREMTIDEN SKAL vi låne os til en større del af vores levegrundlag, for hvis planen gennemføres, skæres der en stor del af vores SU.

For størstedelen af os betyder det, at det bliver sværere at få hverdagen til at hænge sammen. I stedet får vi at vide, at vi kan arbejde lidt ekstra ved siden af vores studier. Men vi kender alle sammen fremdriftsreformen og har mærket konsekvensen af, at vi skal løbe hurtigere gennem studierne, så der ikke altid er plads til studiejob.

Nu skal vi altså både være fuldtidsstuderende og arbejde mere ved siden af studierne. Det bliver svært for mange at få dét regnestykke til at gå op.

Studerende bliver fanget

DERUDOVER SKAL VI være uhyggeligt sikre på, at vi har valgt rigtigt første gang, for det sjette års SU foreslås afskaffet.

Hvis man opdager at det studie man troede var drømmen, ikke er det helt rigtige alligevel, følger der store økonomiske konsekvenser ved at vælge om.

Jeg frygter, at mange studerende vil være fanget i et fag de ikke brænder for, fordi risikoen ved at skifte er for stor.

Forringelser fortsætter

SIDSTE ÅR GENNEMFØRTE regeringen milliardnedskæringer på uddannelse. Det har vi mærket konsekvenserne af på Københavns Universitet.

Vi har mistet 500 medarbejdere, feedback er på tilbagetog, og holdundervisning omlægges til store forelæsninger uden plads til faglig dialog med underviseren.

De nedskæringer fortsætter med regeringens visioner for 2025-Danmark. Dermed er vi altså ikke færdige med at tælle kvalitetsforringelser på universiteterne.

Tag kampen op

REGERINGEN VIL GERNE gøre Danmark stærkere. Jeg tror på, at vi bidrager til et stærkere Danmark hver eneste gang vi tager til undervisning, møder de dygtigste undervisere og den nyeste forskning.

Derfor står vi også over for et valg: vi kan dukke nakken og skynde os at færdiggøre vores uddannelser, så det i hvert fald ikke går ud over os selv.

Eller vi kan tage kampen op for et universitet med plads til fordybelse og nysgerrighed, hvor vi bliver klogere uden at skulle frygte for ikke at kunne betale for det.
For det er svært at fordybe sig i sit fag, hvis vi frygter at vi ikke kan betale huslejen. Det er svært at blive klogere, hvis der er ikke er råd til at købe bøger. Det er svært at stille spørgsmål til de svære tekster, hvis underviseren lige er blevet fyret.

Demonstration torsdag

HELDIGVIS ER VI studerende ikke alene med vores bekymringer: 73 procent af befolkningen er imod at skære i SU’en, og både universitetet og industrien råber på flere investeringer i uddannelse og forskning.

Det har betydet at 44 organisationer sammen har startet UddannelsesAlliancen, som har indkaldt til demonstration den 13. oktober.

Vi har lige nu en unik mulighed for at påvirke den politiske proces, hvis vi er mange der viser en anden vej for det danske uddannelsessystem, end den vision regeringen har lagt frem.

Men det kræver, at vi vælger at tage kampen op, for et universitet i verdensklasse og tør sige ’pænt nej tak’ til forringelser af vores levegrundlag.

Arbejdsmarkedet er ikke en undskyldning for dårlige eksamensforhold

STUDENTERKLUMME – Studerende er hverken forkælede eller virkelighedsfjerne, når de klager over at skulle til eksamen om aftenen eller i weekenden, mener skribenten.

AF GRO HOLDE, STUDENTERRÅDET

Når forskellige studerende i løbet af den sidste uge har klaget over deres eksamenstidspunkter her i Uniavisen, så er det faktisk helt reelt. Og når andre har svaret, at »det også er sådan på det virkelige arbejdsmarked« eller at »de studerende er forkælede«, så tager de grueligt fejl.

For det er et reelt problem på tværs af Københavns Universitet, at studerendes eksamener ligger på urimelige tidspunkter, at eksamenstidspunkter bliver meldt meget sent ud, samt at eksamener bliver rykket med kort varsel. Og problemet er ikke et udtryk for, hvordan hverdagen ser ud på arbejdsmarkedet.

På arbejdsmarkedet kan du få fri

Hvis du på dit job har brug for at tage en særlig dag fri, fordi du for eksempel skal til bryllup eller en dåb, så kender du oftest datoen i god tid og kan gå til din chef og bede om fri.

Skulle din chef være typen, der ikke kan give dig fri, og det kan vedkommende nok have mange gode grunde til, så har du højst sandsynligt muligheden for at betale en fridag selv.

Hvis du på universitet går til eksamenskoordinatoren og spørger, om vedkommende kan undlade at lægge din eksamen oven i brylluppet eller dåben, så siger vedkommende, at det ikke er muligt, fordi eksamener ligger, som de ligger.

Du kan, heldigvis, heller ikke betale dig ud af en eksamen. Desuden så er det ret normalt, at man bliver betalt ekstra for arbejde som ligger i weekenderne eller på hverdagsaftener. Jeg har endnu ikke mødt den medicinstuderende, som fik ekstra SU for at tage til eksamen på en søndag.

Skyldes mangel på ressourcer

Problemet, med eksamener, som kommer sent ud, bliver rykket, eller som helt fra start ligger på urimelige tidspunkter skyldes altså ikke hverdagen på arbejdsmarked.

Problemet kommer derimod ud af dårligt finansierede uddannelsesinstitutioner. Vi er over en årrække blevet flere studerende på universitet, og selvom den tendens nu er ved at vende, så er vi stadig historisk mange på KU lige nu. Og vi skal alle sammen til eksamener.

Det betyder noget for de forskellige fakulteters eksamenskapacitet, både ressourcemæssigt og rent fysisk. Derfor må de sprede eksamenerne mere ud, så de ligger på urimelige tidspunkter.

Politikerne har ansvaret

Det gør det stadig ikke okay, på nogen måde, at studerende skal side og svede over eksamenerne til klokken otte på en hverdagsaften, eller må tage weekenderne i brug. Men det er ikke de studerende, der er forkælede, når det er et krav, de har.

Det er politikerne, som igennem alt for længe har haft modstridende politikker på uddannelsesområdet, og som alle har skåret på vores budgetter. Og det rammer os, de studerende, helt nede i hverdagen.

Heldigvis kan vores problemer med eksamenerne løses rigtig let: flere ressourcer til afvikling af eksamenerne, eller færre eksamener.

Læs! Arbejd! Løb! Stå stille!

KLUMME - Din SU forringes, så du skal arbejde mere ved siden af studierne. Men du må ikke blive langsommere færdig. Resultatet bliver øget gæld til fremtidens studerende, mener Studenterrådets Frederik Løgstrup Magnusson, som blæser til kamp mod SU-reformen.

AF FREDERIK LØGSTRUP MAGNUSSON, STUDENTERRÅDET

Hvornår har du sidst talt med din bankrådgiver? Bankrådgivere er, så vidt jeg har erfaret, nogle rigtigt flinke mennesker, helt generelt. For det meste vil de bare gerne hjælpe dig med din privatøkonomi. Men en gang imellem får de en sur tjans. For eksempel når de skal ringe til dig og bede dig om at inddække dit overtræk. ”Ja ja, jeg låner lidt af min far, så skal jeg nok inddække det i morgen – i hvert fald inden ugens udgang!” Sådan har jeg i hvert fald sagt til min bankrådgiver.

Fremtidens studerende kommer måske til at høre mere fra deres bankrådgiver, både under og efter studiet. Hvis regeringen lykkes med sin store 2025 master-plan, kommer vi simpelthen til at få mere gæld. Den seneste i en lang række af nedskæringer på uddannelse er nemlig en SU-reform.

Det eneste, vi ikke skal, er at fordybe os

En gang, for lang tid siden, mente politikerne, at vi alle sammen skulle tage en uddannelse og det vigtigste var, at vi blev rigtigt kloge. Målsætningen om ”den bedst uddannede generation nogensinde” gav genlyd. Men der var et par krav hæftet på de store ambitioner. Det skulle også gå rigtigt hurtigt. ”Okay, vi skynder os så lidt mere,” har mange sikkert tænkt. Nu ryger SU’en også ned – til gengæld så kan vi få lov til at arbejde lidt mere. Okay, men… Må vi så skrue ned for studierne, så vi kan få tid til at arbejde? Nej, det sjette SU-år ryger også, så det skal vi altså absolut ikke. Læs! Arbejd! Løb! Stå stille!

Det eneste, vi ikke skal, er at fordybe os i vores studier, må være konklusionen. Det skal gå hurtigt og ved siden af skal vi alle sammen arbejde minimum 20 timer om ugen ved siden af vores fuldtidsstudie, sådan er det bare. Det er der nok nogen af os, der godt kan klare og så er der nogen, der ikke kan – og så er der dem der ikke kan finde et studiejob. Uanset om det lykkes at få en uddannelse eller ej, så kommer man til at skylde en masse penge.

Må vi så skrue ned for studierne, så vi kan få tid til at arbejde? Nej, det sjette SU-år ryger også, så det skal vi altså absolut ikke. Læs! Arbejd! Løb! Stå stille!

Der er skrevet meget om forgældede studerende og hvad det betyder for et samfund, at man skal gældsætte sig for at få en uddannelse. Det har jeg naturligvis ikke tid til at læse, for jeg skal jo tage mig en uddannelse. Men uanset hvad, så kan det godt blive en lidt hård start på arbejdsmarkedet. Første dagpengemåned ryger for øvrigt også.

Fordybelse og straf

I 1800-tallet skrev Dostojevskij Forbrydelse og straf, en bog om en studerende, der ville være overmenneske. Han udlevede sin harme på en pantelåner, datidens bankrådgiver om man vil. Kære medstuderende, det er ikke bankrådgiverens skyld. Lige nu er det politikerne, der har et valg: De kan give os muligheden for at uddanne os til det, vi drømmer om, uanset pengepung, eller gøre uddannelse til et usikkert væddemål. For som din bankrådgiver stensikkert ville sige til dig: Det er meget risikabelt at spekulere i fremtiden for lånte penge. Tag i stedet med til demonstration på Rådhuspladsen den 13. oktober kl. 16 og gør det nemmere for politikerne at træffe det rigtige valg.

Drop tanken om at være et overmenneske - der er allerede meget, du skal leve op til. Og det peger i mange forskellige retninger. Vi kan komme meget længere, hvis vi alle sammen får chancen for slet og ret at blive det bedste menneske, den bedste studerende, vi kan. Mit håb er, at studerende også i fremtiden kommer til at kunne fordybe sig. Mit håb er, at uddannelse ikke bliver et spørgsmål om økonomi først, og viden og muligheder siden. At du ikke får svært ved at få en uddannelse, fordi du er fattig, og at du ikke bliver fattig, fordi du har problemer under din uddannelse.

Læser du for at losse 12-taller i hus eller for at lære noget?

STUDENTERKLUMME - Det er ikke karakteren, men den viden du tager med dig fra eksamenslokalet, der gælder, skriver Studenterrådet i ugens klumme.

Den åh-så-søde eksamenstid er over os endnu engang! Den er nogle gange ganske forfærdelig, til tider sindssygt sjov og altid hård. I hvert fald hvis man gerne vil have de gode karakterer - og det vil vi jo gerne.

Men det er som om, at læringsaspektet ryger ud, når eksamenstiderne tikker ind. For vi har så travlt med at få de flotte karakterer i hus, at vi helt glemmer, hvorfor vi knokler til at starte med. Hvorfor vi overhovedet har valgt at studere. 

Forhåbentlig sidder vi ikke på landets forelæsnings- og læsesale kun for at vi en dag kan fremvise et eksamensbevis med tocifrede karakterer af den gode slags. Forhåbentlig er det også fordi vi gerne vil lære noget. Fordi vi synes at vores fag er vanvittigt spændende, og fordi vi gerne vil blive bedre, så vi en dag kan leve af det vi nu læser.Kunne det ikke være fedt, hvis eksamenstiden ikke var en angstprovokerende periode, men i stedet en spændende tid med faglig fordybelse? Hvis det der var i fokus, var læring og ikke et eller andet tal på et eller andet papir? Hvis målet med eksaminerne var at opnå en bredere og bedre forståelse for dit fag og ikke at få          losset et 12-tal i hus?

Vi skaber selv forandringen

I denne ellers så skønne sommertid stresser vi og vores medstuderende over latinske gloser og svære formler. Vi har vi slet ikke tid til at nyde solen, for vi har for travlt med bekymringer og angst. I eksamenstiden er det de store følelser der kommer frem hos os selv og hos vores medstuderende: vi jubler i ekstase over gode karakterer eller græder over dårlige. Men følelsen er altid bundet til karakteren. Vi måles på en 7-trinsskala og lader det tal definere vores forståelse af vores fag - og af os selv.

Hvor ville det være skønt, hvis fokus lå på dit faglige udbytte og ikke på karakterskalaen!

Den forandring tror jeg, vi kan være med til at skabe. Den forandring synes jeg, vi skal være med til at skabe, for jeg synes, den er værd at stræbe efter.

Så når du skal op til din næste eksamen, så gør dig umage. Forbered dig, og forbered dig godt. Ikke for at få en god karakter, men for at få en god forståelse. Og når du så træder ud af eksamenslokalet, så glem hvilken karakter du fik og glæd dig i stedet over den faglige fordybelse du har fået mulighed for at sætte tid af til i de sidste mange dage, uger eller måneder. 

For i sidste ende - selvom det ikke er sådan systemet er indrettet - så er det altså ikke det tal, men den viden du tager med dig fra eksamenslokalet, der gælder. Så lad det være den, der er målestokken for din succes, for det er den du rent faktisk kan bruge til noget, når du en eller anden dag skal bruge din faglighed i den virkelige verden.

Sådan skal vi få politikerne til at investere i uddannelse igen

DEBAT - Det ulmer i Uddannelsesdanmark. En alliance af studerende fra mange uddannelser vil få politikerne til at prioritere viden igen - også selv om S og DF endnu ikke er parate til at levere, beretter Maya Elise Filskov fra Studenterrådet.

AF MAYA ELISE FILSKOV, MEDLEM AF STUDENTERRÅDETS FORRETNINGSUDVALG

Smørret bliver smurt tyndt ud på brødet på Københavns Universitet i disse dage. Vi går på vejen mod blot at blive en streg i luften, når både undervisere, undervisningstimer og feedback i nødens stund må anskues som fedtet, der kan undlades. 

Men heldigvis er der noget, der rører sig på vores universitet. I sidste uge afholdt en gruppe ansatte og studerende et fællesmøde for at manifestere den alliance, vi er ved at opbygge i forbindelse med kampen om et bedre universitet. Vi gav hinanden håndslag på, at dette ikke er en kamp, vi vil kæmpe fra hver vores lejr, i stedet vil vi skabe en fælles front.

Men vi stopper ikke der.

For det er ikke kun på universitetet, at der er noget, der rører sig. Faktisk er der noget, der ulmer i hele uddannelsesdanmark. Når vi på Københavns Universitet mister undervisere, undervisningstimer eller feedback, er vi nemlig ikke de eneste. Studerende fra alle former for uddannelsesinstitutioner lider under kvalitetsforringelser som følge af de milliardnedskæringer, der blev vedtaget i efteråret 2015. Derfor slog 38 organisationer sig i sin tid sammen i Uddannelsesalliancen med et mål om at bekæmpe de massive nedskæringer på uddannelse og få vores folkevalgte til igen at investere i uddannelse og derved investere i fremtiden. 

Den 10. maj stod disse organisationer så side om side på Nationalmuseet, hvor alt fra en maskinmesterlærling til en gymnasielærer stod på scenen og fortalte om, hvordan nedskæringer rammer deres hverdag. Og jeg blev virkelig bekymret over, hvad jeg hørte. Ikke kun på grund af de historier, der illustrerede en hverdag, hvor alle løber hurtigere og længere for blot at nå det samme som før – om det skyldes flere elever per lærer, færre teknisk administrativt ansatte eller færre undervisningstimer til samme mængde pensum. 

Ydermere sad jeg tilbage med bekymring, fordi de to politikere, Christine Antorini (S) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), der var blevet inviteret til at lytte med og til sidst svare på spørgsmål, ikke lod til at være så mærket af disse historier som resten af salen. Mest af alt brugte de taletid på at minde os om, at det jo er en prioriteringssag, hvor der i efteråret blev prioriteret en pakke til politiet. Jeg kan dog trøste mig ved, at de begge lidt vagt sagde, at uddannelse er en god prioritering.

Så håber jeg på, at vi sammen kan holde Thulesen Dahl og Antorini op på deres lidt vage udtalelser, så der igen kan blive investeret i en veluddannet fremtid til gavn for os alle.

Intet liv på SU uden farmor

SU - Anne Vraa-Jensen har forældre og en farmor, der kan hjælpe, når SU'en ikke rækker. »Men man kan bare ikke have et SU-system, hvor man forventer, at alle har det,« skriver hun.

AF ANNE VRAA-JENSEN, STUDENTERRÅDET

SU-debatten raser, men af og til kan det være svært – især for dem der ikke selv er på SU – at finde ud af, hvordan et helt almindeligt budget på SU egentlig ser ud. Det skyldes formentlig, at et helt almindeligt budget på SU er rigtig forskelligt, ikke bare fra studerende til studerende, men også fra år til år.

Når jeg tager udgangspunkt i min egen økonomi, har den ændret sig rigtig meget bare på et enkelt år. For et år siden var jeg fuldtidsstuderende og fik SU. Derudover havde jeg et rigtig godt betalt studiejob (140 kr. i timen er en del mere end de fleste får), og jeg arbejdede i gennemsnit 10 timer om ugen. 

Efter SKAT fik jeg udbetalt rundt regnet 5.200 kr. i SU og 3.000 kr. i løn. Min husleje varierede lidt fra måned til måned, men den lå i gennemsnit på 4.600 kr., en relativt normal husleje i udkanten af København. 

Efter huslejen var betalt havde jeg altså 600 kr. tilbage af min SU plus de 3.000 kr. fra mit arbejde. Ud af det regnestykke kan de fleste vist se, at vi i Danmark ikke har en SU, der er til at leve for. Som situationen er nu, har langt de fleste studerende altså brug for, at passe et deltidsarbejde ind i deres fuldtidsstudie-hverdag for at få økonomien til at hænge sammen. 

Og min økonomi hang da også sammen det meste af tiden. Men pengene var små, når cyklen pludselig gik i stykker, og det var svært, for ikke at sige umuligt, at få sat noget til side på opsparing til at betale forsikringer, kontingent til håndboldklubben eller købe en ny computer, da den gamle faldt fra hinanden. 

Sommer uden løn

Det, der reddede min økonomi, var, at jeg havde forældre og en farmor, der gerne og ofte hjalp til både med småbeløb hist og her, med fortsat at betale min telefonregning og fylde mit køleskab op og med at købe en ny computer. At have forældre, der har mulighed for på den måde at hjælpe mig med min økonomi, er jo dejligt for mig, men man kan bare ikke have et SU-system, hvor man forventer, at alle har det.

For et halvt år siden havde jeg orlov fra studiet og arbejdede på fuldtid, men stadig som timelønnet. Fordi jeg havde orlov, fik jeg fra og med september til og med januar ikke udbetalt SU. Til gengæld fik jeg på mit nye job en timeløn på 135 kr., og når man arbejder fuldtid, bliver det en god sjat, der bliver udbetalt hver måned – når man altså arbejder. 

For hele juli og starten af august var der sommerferie på mit nye arbejde, hvorfor jeg ikke arbejdede, det resulterede i at jeg i september fik udbetalt 500 kr. Jeg kan afsløre, at det er svært at betale en husleje på 4.600 kr., når man ikke har haft økonomien til at lave en opsparing og samtidig kun får udbetalt 500 kr. Så endnu en gang forældre og farmor to the rescue!

Nu er jeg igen studerende, får SU og har et arbejde ved siden af, men min husleje er steget. For den samme lejlighed betaler jeg nu 4.900 kr. om måneden. Hvor er det dejligt, der stadig er mulighed for ubegrundet orlov, der giver mulighed for at tjene lidt til opsparingen. Og hvor er det dejligt, jeg stadig er et privilegeret Gentofte-barn, med forældre der betaler min telefonregning og mit glutenfrie brød. 

Hvis ikke begge dele var tilfældet, havde jeg nok ikke været gældsfri.

Jeg ELSKer et studievenligt boligmarked!

BOLIGDEBAT - »Det var verdens sødeste familie, som gav husly til en hjemløs studerende. Men det var ikke hjem ...« 

AF SOFIE GRO HOLDE, MEDLEM AF STUDENTERRÅDETS FORRETNINGSUDVALG

Sommeren 2014 boede jeg i en travl børnefamilies fugtige kælder langt ude på Amager. Det var en rigtig sød familie, som havde givet mig husly, da jeg pludselig stod og var hjemløs midt i en eksamensperiode. Men faktum var, at jeg delte hus med to unge drenge, deres lillesøster, deres mor, deres mors mand og alle de øvrige søskende og fætre og kusiner, som familien bestod af til tider. 

Og andre gange var huset rungende tomt. Når man ser bort fra de snegle, som sneglede sig ind af mit kældervindue. Hver gang en lille sommerstorm ramte, var jeg panisk for om mit værelse og alle mine ting ville drukne. Hver gang jeg kom hjem fra en sommerøl med mine venner, var jeg panisk for at jeg vækkede hele huset, som jo skulle på arbejde og i skole dagen efter. Hver gang huset var fuldt, var jeg panisk for, at jeg ville være til besvær og kom derfor ikke op af kælderen. Hver gang huset var tomt, var jeg panisk for, om jeg havde husket at låse døren, at slukke lyset.

Det var verdens sødeste familie, som gav husly til en hjemløs studerende. Men det var ikke hjem. Parcelhuset på Amager gav mig ikke tryghed og ro i mit studieliv, som et rigtigt hjem kan give. Det er en problematik, som alt for mange studerende oplever hver eneste dag. 

Nu har jeg fundet et sted, hvor jeg har hjemme, og hvor jeg har ro i hverdagen til at koncentrere mig om mine studier. Nu er problemet huslejen, et problem endnu flere studerende kæmper med. Jeg bor i 3-værelseslejlighed, men vi er fire, som bor sammen for at få råd til huslejen. Det betyder at jeg bor i stuen, sammen med en anden, for ellers får vi ikke råd til at bo i København. 

Boligmarkedet i København er en kæmpe udfordring for alle studerende, både tilflytterne og de, som har boet hele deres liv på Frederiksberg. Priserne et alt for høje til at fuldtidsstuderende reelt kan forventes at få en fod indenfor. Desuden er der for få almene- og ungdomsboliger, hvor priserne ligger i et betaleligt leje. Og det stresser mange studerende i deres hverdag, hvilket også smitter af på fagligheden og humøret på studiet. 

Derfor er Elever og Studerende i København gået sammen i ELSK, for at hjælpe alle dem, som bor i kældre, som betaler for meget i husleje, og som reelt er hjemløse. De kæmper for, at København bliver den studievenlige by, som Rådhuset flere gange har lovet os. 

Og alle kan være med, når de sætter fokus på mulighederne for vores by, og når de presser politikkerne både på Rådhuet og Christiansborg. Næste gang ELSK mødes, er det til en Boligsafari 31. marts. Her cykler vi alle sammen rundt til boligløsninger og boligudfordringer i København, imens vi stiller vores politikere til ansvar og hører god safarimusik.

Jeg håber at alle de studerende, som har oplevet, eller oplever stress i hverdagen over deres studiebolig, vil cykle med.

Velkommen på holdet, Ulla Tørnæs

DEBAT - Begå ikke din forgængers fejl, beder Studenterrådet den nye uddannelsesminister.

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

Kort efter frokost mandag tikkede en spændende breaking-nyhed ind på min telefon. Det var nyheden om, at Danmark har fået en ny minister for uddannelse og forskning: Ulla Tørnæs. 

Kære Ulla. Vi står klar til at byde dig velkommen til virkeligheden. Det er en hårdt presset verden på universiteterne, hvor undervisere fyres, og der skæres på kvaliteten af vores uddannelser. Det er den virkelighed, som din forgænger har efterladt os med, og som vi så gerne vil lave om. 

Vi drømmer om et universitet i verdensklasse, hvor vi uddanner de klogeste hoveder til fremtidens Danmark. Vi ved nemlig, at vi skal leve af en veluddannet befolkning, og det kræver gode uddannelser. Derfor har vi et håb til dig som ny uddannelsesminister: kom med på holdet af alle os, der vil en bedre fremtid for uddannelse, viden og forskning i Danmark. Vi lover at stå klar med gode idéer og høje ambitioner, hvis du har lyst til at spille med. Vi lover at gøre vores bedste for at blive de bedst mulige kandidater – hvis du lover at investere i vores uddannelser, så vi kan løfte det fælles ansvar for et universitet i verdensklasse.

Vi håber, du bliver glad for din tid som minister for Danmarks fremtid. For at ønske dig hjerteligt velkommen får du her et gratis tip til, hvordan du vinder de studerendes hjerter: 

Stop nedskæringer på uddannelse – invester i stedet i fremtiden. Det kræver politisk prioritering, hvis vi skal gøre alvor af ambitionerne om en veluddannet befolkning. Lige nu står uddannelser til at lukke, og kvaliteten af vores uddannelser falder. Ph.d.-optaget styrtdykker, sociale tiltag til fastholdelse af studerende nedprioriteres, og holdundervisning, hvor det er muligt at indgå i faglig dialog med forskerne, omlægges til store forelæsninger med hundredevis af studerende om bare én underviser.

Vi lærer bedst, når undervisning foregår i hold og ikke til forelæsninger, vi bliver klogere i mødet med dygtige forskere og vi bidrager bedst til fremtidens samfund, hvis der råd til at drive universiteter, der tør gå nye veje og udforske ny viden.

Afslutningsvis kan vi kun sige, at vi beder til, at du ikke begår din forgængers fejl. Du har nu muligheden for, at viske tavlen ren og vælge respekten og samarbejdet med universiteterne til. Derfor glæder vi os til at vise dig universitetet, med alt hvad det indebærer, og vi håber du vil tage imod vores tilbud om at komme på besøg i virkeligheden. 

Med venlig hilsen,
De studerende på Københavns Universitet.

Fremdrift er fortid?

KLUMME – Kampen mod fremdriftsreformen er ikke ovre. Lige nu forhandler KU med de studerende om, hvordan folk skal presses hurtigere gennem studierne. »Det er en mulighed for at overbevise ledelsen om, at de i stedet for pisken skal finde guleroden frem,« skriver Studenterrådets Anne Vraa Jensen.

AF ANNE VRAA JENSEN, STUDENTERRÅDET

Kan du huske dengang, du var rigtig sur over fremdriftsreformen og dens krav om tilmelding til 60 ECTS om året? Kan du huske dengang, du var oprigtigt indigneret over, at KU’s ledelse ville stramme den yderligere ved blandt andet også at indføre et aktivitetskrav på 45 ECTS-point om året? 

Jeg var og er virkelig sur og indigneret. Mest af alt er jeg dog træt. Træt af at tale om fremdrift, træt af at høre om fremdrift, og træt af at vi fortsat skal kæmpe imod fremdriften. Og jeg tror, at jeg endnu har til gode at møde en studerende, der ikke er træt af fremdrift. Men selv om det lader til, at der nu er bred enighed i universitetsland om, at tilmeldingskravet var og er en dårlig idé, lader ledelsen på KU til endnu en gang at have forelsket sig i aktivitetskravet. Så fremdriften truer stadig, desværre.

»Foran os studerende ligger der nu en reel mulighed for at påvirke kravet om 45 ECTS-point og forsøge at presse det så langt ned som muligt«

Når nu vi alle sammen er så trætte af fremdrift, hvorfor ser vi så ikke igen 9.000 studerende samlet på Frue Plads? Hvorfor flyder fagrådslokalerne ikke over af alle dem, der vil af med fremdriftsreformen? Og hvorfor er der ikke frustrerede studerende, der banker på rektors eller ministerens dør dagligt?

»Det er bare lidt uoverskueligt, og det virker ikke som om, der er sket noget nyt. Man bliver lidt træt af at høre om det samme, ikke?« svarede min roomie, da jeg spurgte hende, hvorfor det mon ikke var alle studerende, der lige nu sprang op for at gøre en indsats for, at fremdrift bliver til fortid på KU.

Jeg tror, at rigtig mange studerende har det på samme måde. De er trætte af de rigide rammer, fremdriftsreformen sætter for vores uddannelser, men de er samtidig trætte af at høre om det, fordi det ikke lader til, at vi kan rykke noget. Men det kan vi faktisk!

Midt i efterårets mørke, kulde og nedskæringer, kom der nemlig et lille lysglimt. Genforhandlingerne af fremdriftsreformen betød, at det nu er op til de enkelte universiteter, hvordan de vil få de studerende hurtigere igennem. Og på Københavns Universitet er vi studerende inviteret med til forhandlingerne. Men det i sig selv kan måske også være lidt svært at finde rundt i, for hvad er det egentlig vi kan opnå? 

»Fremdriften truer stadig, desværre«

Foran os studerende ligger der nu en reel mulighed for at påvirke kravet om 45 ECTS-point og forsøge at presse det så langt ned som muligt. Det er en mulighed at overbevise ledelsen om, at de i stedet for pisken skal finde guleroden frem. Der er mulighed for flere og bedre sommerskoler og færre administrative barrierer. Der er mulighed for bedre studiemiljøer, mere forskerkontakt og mere feedback. Kort sagt har vi en mulighed for at højne vores uddannelseskvalitet og gøre det nemmere at være fuldtidsstuderende.

Så er du en af dem, der er træt af at høre om fremdriften og dens problemer? Så er det nu, du skal op af stolen, for sammen kan vi gøre fremdriften til fortid på KU, så du aldrig behøver høre om den igen.

Giv mig skole i stedet for ferie

DEBAT - Sommerskoler giver studerende en sjælden og tiltrængt fleksibilitet. Den mulighed må KU ikke overveje at spare væk, mener debattøren.

AF MAYA ELISE FILSKOV, MEDLEM AF STUDENTERRÅDETS FORRETNINGSUDVALG

Jeg begraver hellere næsen i Rousseau end rosé, jeg bliver helt høj af Højrup og jeg skifter glædeligt fest og ferieflirt ud med Foucault. For mig er læsning, opgaveskrivning og usunde mængder halvkold kaffe på KUA opskriften på den perfekte sommer i år 2016. 

Havde du spurgt mig for blot to år siden, havde du aldrig fået mig til at sige, at jeg ville ønske, jeg kunne inddrage min sommerferie og studere lidt mere i stedet. Ikke desto mindre er det netop dét ønske, jeg nu gerne vil have indfriet. I disse tider, hvor sparekniven svinges i alle retninger, kan ingen dog vide sig sikker, og jeg frygter for min sommerskoledrøm. 

Sommerskoler er dyre at opretholde, da der er færre studerende per underviser i forhold til de øvrige semestres kurser, og de bliver derfor til et let offer for besparelser, men når sommerskolerne lader livet, lider fleksibiliteten.

Mulighed for at indhente det forsømte

Med Fremdriftsreformens krav om minimum 30 ECTS per semester kan rammerne for vores uddannelsesforløb virke meget rigide, og med bare et enkelt skridt ved siden af kommer vi let i klemme i systemet. Sommerskoler tilbyder en fleksibilitet, der kan komme disse stramme rammer til livs. 

Tænk hvis de ti point, du missede på fjerde semester, da dit metodefag blev en lidt for stor mundfuld, kunne hentes på et par ugers intensivt kursus. Og tænk hvis der kunne gøres op for den gang, hvor teoretikerne fra videnskabsteori blev lidt for højtflyvende til dig.

Med så mange ECTS-point at gøre godt med og så lidt tid, lader de seks semestre, der er stillet til rådighed på en bachelor, ikke altid til at være nok. 

Mit tredje år som studerende ved Københavns Universitet står for døren, og både bachelorprojekt, udlandsophold og praktikforløb er en del af drejebogen for mit gode uddannelsesforløb. Det virker dog næsten som en umulig opgave at nå det hele på bare to semestre, så jeg håber på, at jeg stadig kan få lov til at tilbringe min sommerferie i selskab med Rousseau, Højrup og Foucault på Københavns Universitets bonede gulve.

Tilbage til bøgerne – Tilbage til hvad?

KLUMME - Det er svært at få en uddannelse i verdensklasse, hvis der ikke er undervisere til at udbyde den. Studenterrådet ser frem mod et semester præget af regeringens besparelser.

AF MADELINE LUIDOR HELTBERG, STUDENTERRÅDET

Jeg håber, I kom nogenlunde smertefrit gennem eksaminerne og måske ligefrem fik nydt et par dages ferie. Nu er semesteret gået i gang igen, og det er tilbage til bøgerne og universitetet. Men hvad er det helt præcist, vi kommer tilbage til?

Vi har hørt om de massive besparelser, der rammer os netop nu, og dette semester vil helt sikkert være præget af den sparekniv, der i jagten på det famøse kornfedt forringer vores uddannelseskvalitet.

For nogle betyder det, at de kommer tilbage til en uddannelse, hvor forelæsninger har erstattet holdundervisning. For andre betyder det, at de er bange for, hvor længe de har en uddannelse at komme tilbage til. Og for os alle betyder det fyringer af dygtige undervisere.

Jeg har glædet mig til at starte dette semester. For mit semester byder på nogle fede fag med nogle virkelig dygtige undervisere. Fantastiske undervisere, der brænder for, hvad de laver, og som er villige til at løbe lidt hurtigere og lidt længere for at give os god undervisning. Det er samtidig undervisere, der frygter for, hvor længe de mon får lov til at undervise på KU endnu. I disse dage finder vi ud af, om undervisningen kan fortsætte som planlagt, eller om vores undervisere nu skal ”søge nye udfordringer”. Jeg krydser alt, hvad der krydses kan, for at det ikke bliver mine undervisere, der spares væk, men hvis det ikke går ud over mig og min årgang, så går det jo ud over nogle af mine medstuderende. Det gør mig led og ked af det, for det er svært at få en uddannelse i verdensklasse, hvis ikke der er undervisere til at udbyde den.

Det nye semester vil helt sikkert være præget af pressede undervisere, men heldigvis er et nyt semester mere end besparelser og dårlige nyheder. Tilbage til universitetet betyder tilbage til et semester, der er, hvad vi gør det til, og vi må stå sammen om at få et fantastisk semester. For vi har heldigvis stadig bragende dygtige undervisere, vidunderlige fester og herlige dage med varm kaffe. Det skal vi huske at nyde og dyrke, for det er også vores eget ansvar, at dette semester bliver fuldstændigt fabelagtigt.

Jeg håber, vi kan få et fantastisk fedt og lærerigt semester, trods regeringens benspænd.

Danmark bliver dummere

DEBAT - Skal vi nøjes med at få vores viden om USA's oprindelige befolkning fra Lucky Luke i fremtiden? spørger Studenterrådets formand, Malou Astrup.

AF MALOU ASTRUP, FORMAND FOR STUDENTERRÅDET

En mørk og snefyldt tirsdag eftermiddag, mødtes en gruppe studerende og undervisere i en frokoststue på KUA. Fælles for dem var, at de frygter for deres uddannelsers fremtid – for de var alle fra det hårdt pressede institut ToRS, hvor 10 ud af de 13 bacheloruddannelser, som ikke får lov at optage nye studerende i år, hører til. 

Der var ingen tvivl i rummet: nu gælder det om at stå sammen og vise omverdenen, at der er en plads til små fag i det danske uddannelsessystem – og at den viden de bidrager med er essentiel for Danmark. »Ellers må man i fremtiden henvises til Lucky Luke, hvis man vil vide noget om indianere,« som en studerende fra Indianske Sprog og Kulturer formulerede det. Og selv om det er sagt i sjov, kan jeg ikke lade være med at give hende ret. For hvor skal vi gå hen for at finde dybdegående viden om fremmede kulturer, hvis fag som indiansk, eskimologi eller polsk ender med at dreje nøglen om? 

De bidrager med forskning og uvurderlig viden om vores og andres samfund, både til samfundet og universitetet. Det er uddannelse i sprogkundskaber og kulturforståelse som er afgørende for dansk handel og udenrigspolitik, der lige nu står for skud. 

Universiteternes økonomi er hårdt spændt for, efter regeringen valgte at vedtage en finanslov hvor der skulle spares 10 milliarder på uddannelse og forskning. Det er de nedskæringer, vi nu ser konsekvenserne af på Humaniora. Årsagen til nedskæringerne var i efteråret, at der var så meget overflødigt fedt på universiteternes budgetter. Men jeg har svært ved at se, hvordan potentielle faglukninger er ’kornfedt’.

Når der stoppes for optaget på 13 små fag på humaniora, er det første skridt til at nogle af dem ender med at lukke. Og det ved både de studerende og de undervisere, jeg mødte på KUA tirsdag eftermiddag. Derfor vil de kæmpe med næb og klør for at bevare deres uddannelser og forskning – i en eller anden form. De er bange for at Danmark bliver dummere, hvis småfagene ender med at lukke. Og jeg kan kun give dem ret.