Kommunikationsstudent til Studenterrådet ved Københavns Universitet

Vil du være med til at arbejde for, at KU-studerende engagerer sig i studenterpolitik? Vil du være med til at styrke Studenterrådets kommunikationsindsats? Så er det måske dig, vi leder efter!

Studenterrådet er en mangfoldig og vidt forgrenet studenterpolitisk organisation, som repræsenterer de 40.000 studerende på Danmarks største universitet. Vi arbejder hårdt for at sikre vores interesser som studerende på Københavns Universitet – både på lokalt og nationalt plan. Vi har de seneste år haft succes som studenterrepræsentanter med at påvirke beslutningsprocesser på KU, ligesom at vi er blevet mere synlige både på sociale medier og med fast klumme i Uniavisen. I de kommende år vil vi arbejde målrettet for at få flere studerende til at interessere sig for og engagere sig i studenterpolitik. Vi har brug for at blive skarpe på, hvordan vi kommunikerer vores politiske kampe og sejre og viser, at studenterpolitik vedrører alle studerende. Som studentermedhjælper med ansvar for kommunikation skal du være med til at udvikle og understøtte aktiviteter samt indsamle og formidle de gode historier.

Arbejdsopgaver

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • At understøtte Studenterrådets kommunikationsindsats på forskellige platforme, bl.a. sociale medier og skrevne medier.

  • At bidrage til at styrke den politiske ledelses kommunikative kompetencer i forbindelse med bl.a. debatindlæg, taleskrivning og mediedækning.

  • At bidrage til at udvikle ny kommunikationsstrategi i Studenterrådet.

Din profil

Vi forventer, at du er drevet af at ville udvikle og styrke den kommunikative indsats i en politisk organisation med masser af muligheder og højt til loftet. Du er ambitiøs og tager ansvar for at prioritere og tilrettelægge de løbende opgaver. Vi lægger vægt på, at du også har mulighed for at forme dine egne opgaver.

Det er vores håb, at du kan være hos os minimum de næste to år.

Om dig

  • Du har en erfaring med kommunikation på forskellige platforme fra tidligere.

  • Du har en veludviklet politisk forståelse og flair for effektiv og strategisk kommunikation.

  • Du er engageret, selvstændig og god til at samarbejde.

  • Du har mod på og lyst til at arbejde sammen med medstuderende om studenterpolitiske dagsordner.

Derudover kan det være en fordel, at du har kendskab til studenterpolitisk arbejde, men det er ikke et krav.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er på 15 timer ugentligt. Løn og vilkår i øvrigt følger gældende overenskomst. Der forventes en vis fleksibilitet med hensyn til arbejdstider. Vi tager naturligvis også hensyn til dine eksaminer i løbet af året.

Nærmere information og ansøgningsfrist

For nærmere information kontakt venligst sekretariatsleder, Caroline Bjerglund Andersen på telefon +45 27 37 54 74. Ansøgning med CV og referencer sendes i en samlet pdf til job@srku.dk mærket 'studentermedhjælper'. Ansøgningen skal være os i hænde senest d. 17. januar kl. 12:00.

 Samtaler forventes afholdt d. 21. og 22. januar. Ansættelse senest pr. 1. marts 2019.

Om Studenterrådet som arbejdsplads

Dine arbejdsdage kommer primært til at foregå på Studenterrådets sekretariat, som ligger i hjertet af København lige ved Runde Tårn, hvor vi er 4 ansatte og 6 politisk valgte studerende, der har vores daglige gang. Det vil sige, at en stor del af dine kollegaer kommer til at blive studerende fra vidt forskellige uddannelser på Københavns Universitet. Vi vægter både det fysiske, sociale og psykiske arbejdsmiljø højt. Det er nemlig afgørende for os, at vi fælles bestræber os på en arbejdsdag, hvor vi trives, udvikler os og arbejder i en fælles retning.

Studenterrådet ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede at søge uanset alder, køn, religion, handikap eller etnisk baggrund.