Sekretariatsleder til Studenterrådet ved Københavns Universitet

Vil du være med til at forbedre vilkårene for studerende i København, og kan du lede Studenterrådet sikkert igennem en omfattende strategiproces, der skal genstarte organisationen? Er du tilmed en empatisk leder, der formår at sætte en tydelig retning? Så er det dig, vi leder efter.

Vores sekretariatschef gennem de sidste fire år har valgt at søge nye udfordringer, og vi leder derfor efter en, der kan være med til at drive den fortsatte udvikling af organisationen.

Selvom vi de seneste år har arbejdet ihærdigt på at organisere vores medstuderende, ser vi også en tendens til, at blandt andet fremdriftsreformen har gjort, at færre engagerer sig på deres studier og i det studenterpolitiske arbejde. Som organisation er vi ikke gode nok til at sætte retning og tænke nyt, og vi har svært ved at håndtere andre former for engagement end det klassiske studenterpolitiske. Nu er organisationen moden til, at vi nytænker den, og derfor er vi begyndt arbejdet på en ny strategi.

Derfor bliver en af de første store opgaver at være primus motor på den strategiproces, som overordnet skal udvikle Studenterrådet til et handlende fællesskab. Vi skal med andre ord ud af mødelokalerne og i gang med at handle. Drømmen er, at du kan udvikle organisationen i en retning, hvor Studenterrådet bliver en attraktiv organisation, som mange universitetsstuderende engagerer sig aktivt i for at skabe et universitet i verdensklasse.

Arbejdsopgaver

  • Daglig ledelse af fire medarbejdere

  • Strategi og organisationsudvikling

  • Regnskab og budgetlægning

  • Betjening af den politiske ledelse

  • Diverse administrative opgaver

Om dig

Vi forestiller os, at du har nogenlunde styr på det grundlæggende inden for økonomi, og du ved, at gennemarbejdede budgetter og regnskaber er et vigtigt fundament. Du har gjort dig erfaringer inden for strategi og organisationsudvikling, og du forstår, hvad det vil sige at arbejde i en politisk organisation. Du kan se dig selv arbejde professionelt med unge studerende og i den kontekst navigere lige så sikkert i den daglige drift som de strategiske udviklingsopgaver. Det lægger dig naturligt at tænke nyt og turde spørge ”hvorfor gør vi egentlig sådan her?” Desuden må du gerne have en smule forretningsforståelse eller kendskab til fundraising, men det er ikke et krav.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er uden højeste arbejdstid, men som udgangspunkt kan du regne med 37 timer ugentligt. Dog må der i perioder påregnes merarbejde, ligesom aften- og weekendarbejde må forventes. Årslønnen udgør 430.000 inkl. pension. Derudover er der gode muligheder for efter- og videreuddannelse. Du er velkommen til at søge stillingen, hvis du er nyuddannet eller har erfaring på arbejdsmarkedet.

Nærmere information og ansøgningsfrist

For nærmere information kontakt venligst Christine Plesner på +45 4087 9600 (organisationskonsulent) eller Olivia Boesen (politisk valgt næstforperson) på +45 3012 6605.

Ansøgning med CV sendes i en samlet pdf til job@srku.dk mærket 'Sekretariatsleder'. Ansøgningen skal være os i hænde senest mandag d. 8. oktober kl. 9:00.

Samtaler forventes afholdt d. 24.-26. oktober. 2. samtaler vil være d. 29 og 30. oktober, og der vil i den forbindelse blive stillet en opgave, som skal løses forud.

Ansættelse pr. 1. december 2018.

Om Studenterrådet som arbejdsplads

Dine arbejdsdage kommer til at foregå på Studenterrådets sekretariat, som ligger i hjertet af København lige ved Runde Tårn, hvor vi er 5 ansatte og 7 politisk valgte studerende, der har vores daglige gang. Det vil sige, at en stor del af dine kollegaer kommer til at blive studerende fra vidt forskellige uddannelser på Københavns Universitet. De sekretariatsansattes rolle er at understøtte og opkvalificere de studerendes arbejde med øje for organisationens positive udvikling. Vi vægter både det fysiske, sociale og psykiske arbejdsmiljø højt. Det er nemlig afgørende for os, at vi fælles bestræber os på en arbejdsdag, hvor vi trives, udvikler os og arbejder i en fælles retning.

Studenterrådet er en mangfoldig og vidt forgrenet studenterpolitisk organisation, hvis kerne er hundredvis af engagerede studerende, der arbejder hårdt for at sikre vores interesser som studerende – både på lokalt og nationalt plan. Studenterrådet repræsenterer de 40.000 studerende på Danmarks største universitet og har samtidig ambitionen om at engagere endnu flere af vores medstuderende i det faglige, sociale og studenterpolitiske arbejde på universitetet.

Studenterrådet ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede at søge uanset alder, køn, religion, handikap eller etnisk baggrund.