Studenterrådets bestyrelse giver 46.000 kr. til frivillige fællesskaber!
I weekenden besluttede bestyrelsen at udvide Studiestartspuljen med yderligere 46.000 kr., som kan søges af fakultetsråd, fagråd, faglige foreninger og tutorer for at sikre en god genopstart af det frivillige fællesskab og velkomst for nye studerende.
Covid19-nedlukningen har været strid mod vores fællesskaber, som er nøglen til et godt studieliv. Samtidig står vores kommende nye medstuderende over for en noget anderledes studiestart, hvor det kan blive svært for dem lære hinanden og os at kende, når mange aktiviteter stadig kommer til at foregå online eller i mindre grupper. Derfor er der nu mulighed for at søge penge fra den ekstraordinære studiestartspulje til følgende aktiviteter:
Pleje af jeres eget frivillige fællesskab: efter covid19-nedlukningen er der måske brug for at kickstarte det lokale studenterpolitiske arbejde med aktiviteter, som kan styrke de frivillige arbejdsfællesskaber. Der kan søges penge til fx forplejning, materialer, transport, udflugter, osv.
Lokale studiestartsaktiviteter for de nye studerende på studiet: alle former aktiviteter, hvor der bydes velkommen til nye studerende på studiet eller i fagrådet. Der kan søges penge til fx forplejning, materialer, transport, udflugter, osv.
Vi håber, at denne pulje kan hjælpe med at sætte gang i fede aktiviteter efter sommerferien. Søg om støtte på følgende måde:
Send en mail til srku@srku.dk, hvor I kort beskriver jeres aktivitet, hvor mange penge I søger om, og hvilken konto pengene skal overføres til (registrerings- og kontonummer).
Vi har løbende deadlines hver mandag, indtil posen med penge er tom: Dvs. d. 31.8, 7.9, 14.9 og 21.9.
Opdatering d. 23.9.20: Puljen er nu tom, og alle pengene er delt ud. Husk at I hele året kan søge aktivitetsstøtte.