Jobmulighed: Organisationskonsulent ved Studentrrådet (barselsvikariat)
Vil du være med til at forbedre vilkårene for studerende i Danmark, og styrke Studenterrådet som en frivilligbaseret studenterpolitisk organisation? Er du tilmed initiativrig, struktureret og selvstændig med et politisk boldøje? Så kan du blive en del af holdet!
Der sker meget i dansk uddannelsespolitik for tiden. Lige fra svar på frivillighedskrisen vi arbejder med til regeringen skiftende reformer af både SU og kandidatuddannelser. Internt på KU oplever vi konsekvenserne af KUs implementering af administrationsreform, besparelser på fakulteterne og spørgsmålet om øget studenterinddragelse, som har trange kår i disse år.
I alle disse eksempler gør det en afgørende forskel, når de studerende har direkte indflydelse på deres uddannelse og studiemiljø. Samtidig samarbejder vi med Københavns Universitet om at styrke de studerendes trivsel, motivation og faglighed. Derfor findes Studenterrådet, som repræsenterer de godt 37.000 studerende på Københavns Universitet.
Vi tror på, at studerende står stærkest, når vi står samlet. Derfor arbejder vi hver dag på tværs af fag, fakulteter og campusområder for at styrke de studerendes stemme og indflydelse på universitetet. Det gør vi gennem lokale fag- og fakultetsråd og gennem en bestyrelse med studenterrepræsentanter fra alle fakulteter.
Studenterrådet ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede at søge uanset alder, køn, religion, handikap og/eller etnisk baggrund.
Arbejdsopgaver
Vores organisationskonsulent går på barsel, og derfor leder vi efter en medarbejder til at hjælpe os med en række opgaver i sekretariatet. Du vil løse alle opgaver i samarbejde med frivillige studerende fra vores forretningsudvalg og bestyrelse. Du vil løbende sparre med resten af sekretariatet, hvor sekretariatslederen er din tætteste samarbejdspartner. Dine opgaver vil primært bestå af udvikling af organisationens arbejde med organisering af studerende, projektledelse af større events samt politik- og kampagneudvikling.
Som organisationskonsulent vil dine opgaver bestå i:
Drift og udvikling af Studenterrådets arbejde med organisering af studenterpolitisk aktive studerende på Københavns Universitet.
Understøttelse af de aktive studerende i Studenterrådets forretningsudvalg, bestyrelse, fagråd, fakultetsråd og faglige foreninger.
Planlægning og afvikling af velkomstarrangement for alle nye studerende i august 2026 - i samarbejde med Københavns Universitet.
Planlægning og afvikling af Studenterrådets generalforsamling i oktober 2026.
Bidrage til politik- og kampagneudvikling i forbindelse med det årlige universitetsvalg i november 2026.
Planlægning, afvikling og afrapportering af Studenterrådets Erasmus+ projekt ”Styrk Studenterdemokratiet på Københavns Universitet” (Læs mere her)
Diverse administrative driftsopgaver, i samarbejde med resten af sekretariatet.
Din profil
Vi forventer, at du først og fremmest finder det studenterpolitiske arbejde på universiteter vigtigt og interessant. Du skal have lyst til at arbejde i en politisk styret organisation med et lille sekretariat, hvor opgaverne derfor spænder over det abstrakte og udviklende til det koordinerende og lavpraktiske, og hvor der er kort fra tanke til handling til resultat. Vi lægger vægt på, at du er struktureret og trives med at lede projektopgaver i samarbejde med frivillige studerende.
Derudover forestiller vi os, at du kan sige ja til de feste af følgende udsagn:
At du er nyuddannet eller er tidligt i dit arbejdsliv
At du har erfaring med projektledelse
At du har forståelse for at begå dig i en politisk ledet organisation
At du har lyst til at arbejde med unge mennesker i et politisk, omskifteligt og handlekraftigt miljø
Det er en fordel, hvis du har erfaring med politik- og kampagneudvikling og/eller tidligere har været engageret i elev- og studenterbevægelsen eller lignende organisationer.
Studenterrådet som arbejdsplads
Studenterrådets sekretariat er et lille kontor med et stort bagland. Vi er en arbejdsplads med meget fleksibilitet, og lægger vægt på, at medarbejderne selv er med til at udforme hverdagen og arbejdsopgaverne. Du vil være en afgørende brik i Studenterrådets arbejde, og vil fra starten prøve kræfter med, at have selvstændigt ansvar for projekter og events.
Ansættelsesvilkår
Stillingen løber fra primo af maj 2026 (gerne medio april hvis muligt) og til årets udgang. Dette med mulighed for forlængelse.
Arbejdstiden er 33 timer ugentligt inkl. frokost. Lønnen tager udgangspunkt i statens overenskomst med AC-organisationerne.
Det skal bemærkes, at Studenterrådet ikke er lønførende. Til gengæld kan vi tilbyde attraktive vilkår, hvad angår fleksibilitet, ferie og efter-/videreuddannelse.
Kontaktinformation og ansøgningsfrist
For nærmere information kan du kontakte sekretariatsleder, Frederik W. U. Kronborg, på telefon +45 40 41 67 92 eller mail fwk@srku.dk.
Ansøgning samt CV sendes i en samlet pdf til job@srku.dk med emnet 'Organisationskonsulent'. Yderligere materiale ønskes kun tilsendt hvis efterspurgt.
Der er ansøgningsfrist søndag d. 22. februar kl. 23:00.
Samtaler afholdes i uge 9. Eventuelle 2. samtaler afholdes i uge 10.